Team Ofir

Om Ofir.dk

Matchet findes her. Ofir er en jobportal, hvor kandidater er på udkig efter det rigtige job, og en rekrutteringspartner for virksomheder på udkig efter den rigtige medarbejder – og sådan har det været siden 1996, hvor Ofir blev den første jobportal i Danmark. Vi arbejder hver dag for at fjerne friktion i rekrutteringsprocesser, så kandidater og virksomheder kan mødes – og sammen komme nemmere videre.

Fakta om Ofir

Jobportalen Ofir.dk er ejet af Ofir A/S og er en af Danmarks absolut største jobportaler med ca. 400.000 besøgende hver måned. Virksomheden er en del af mediekoncernen North Media A/S, der blev grundlagt i 1965. North Media leverer platforme til erhvervslivets kommunikation med forbrugerne. Koncernen har to forretningsområder: Last Mile omfatter virksomheden FK Distribution, der pakker og husstandsomdeler tilbudsaviser, lokalaviser mv. FK Distribution driver også den digitale tilbudsplatform minetilbud.dk. Forretningsområdet Digital Services omfatter virksomheden North Media Online, der driver lejeboligplatformen BoligPortal.dk og jobportalen Ofir.dk, samt virksomheden Bekey, der udbyder sikre, digitale adgangsløsninger til blandt andre distributører og hjemmeplejer. Flere af North Medias virksomheder er markedsledere. North Media har 450 medarbejdere og ca. 10.000 omdelere.

Hvad betyder Ofir?

Ofir er det hebraiske navn for guld. Ofir er også navnet på det bjerg, hvor Kong Salomon ifølge sagnet hentede sit guld, som var med til at gøre ham til en af datidens rigeste konger. Der er flere teorier om, hvor i Afrika guldbjerget lå, men det er aldrig blevet fundet. I år 2000 gav sagnet om Ofir-bjerget inspiration til navnet Ofir.dk. Ofir.dk er stedet, hvor arbejdsgivere og jobsøgere finder hinanden: Jobsøgende finder ’guldet’, som er det job, der passer helt præcist til dem – mens arbejdsgiverne finder ’guldet’ i form af den helt rigtige medarbejder. Ofir A/S har etableret en whistleblowerordning. Læs mere om ordningen her, og hvordan den kan bruges: Ofir A/S whistleblowerordning

Historien om Ofir.dk

1
1

1978: SØNDAGSAVISEN LANCERES

I 1978 udkom første udgave af Søndagsavisen. Avisen har fra starten et jobmiljø, hvor konceptet er at bygge redaktionelt indhold rundt om jobannoncerne for at bringe læserne i ”jobmode” og derved friste de passivt jobsøgende. Det bliver starten på en lang rejse mod at levere jobrelevant indhold sammen med de mange jobannoncer, man kunne finde i Søndagsavisen hver uge. I dag er Søndagsavisen Danmarks mest læste avis med over 1,3 mio. læsere hver uge.

2
2

1996: FØRSTE ONLINE JOBPORTAL GÅR I LUFTEN

Søndagsavisen går online og etablerer jobavisen.dk for at understøtte Søndagsavisens betydelige jobannoncemarked i Danmark. Samtidig etableres portalen Forum.dk, der skal fungere som paraply for de samlede aktiviteter, herunder Jobavisen.dk. Det bliver startskuddet for en markant tilstedeværelse på den danske internetscene.

3
3

1999: KONGEN AF INTERNETTET

Gennem sidste halvdel af 90erne udvides Forum portalen med nye services, som f.eks. gratis e-mail, chat, dating, boligsøgning mm. og bliver kongen af internettet sammen med Jubii. I dag er Ofir, som dannede portalkultur hos den danske befolkning, en central del af dansk internethistorie. Selvom der fortsat er danskere, der bruger Ofir og Forum mail, koncentrerer vi os i dag udelukkende om at formidle kontakt mellem jobsøgere og arbejdsgivere som et af Danmarks største jobsites.

4
4

2000: JOBAVISEN BLIVER TIL OFIR.DK

Den 1. januar udskilles internetaktiviteterne i Søndagsavisen A/S i et selvstændigt datterselskab, der senere får navnet Ofir A/S. I oktober samles alle internetaktiviteterne (jobavisen.dk og Forum.dk) i selskabet Ofir Danmark A/S under ét fælles navn: Ofir.dk, som udbyder services som jobannoncer, e-mail, chat, dating, shopping, boligportal, biler m.v.

5
5

2001: FØRST MED JOB PÅ EGEN HJEMMESIDE

Ud fra et ønske om at levere de bedste løsninger til vores kunder, begynder Ofir som de første i 2001 at levere en løsning til virksomheder, så de kan eksponere deres egne jobannoncer direkte på deres egen hjemmeside – et slags mini jobmiljø. Løsningen har siden været efterspurgt af mange kunder og er fortsat en del af vores produktportefølje i dag.

6
6

2004: FØRST MED JOBNET INTEGRATION

00’erne står i produktudviklingens tegn, og Ofir er stadig førende, når det gælder udvikling af innovative løsninger inden for jobannoncering og rekruttering. I 2004 imødekommer vi især mange offentlige kunders ønske om en direkte Jobnet integration. Løsningen hjælper mange kunder, som af lovmæssige krav skal publicere deres jobannoncer på Jobnet.dk, og indebærer, at arbejdsgivere kun behøver at indrykke deres jobannonce på Ofir.dk – så klarer vi overførslen til Jobnet.

7
7

2006: VI FEJRER 10 ÅRS JUBILÆUM

I 2006 kan vi fejre 10 års jubilæum med online jobannoncering, og vi kan endda glæde os over at være et af Danmarks mest besøgte websites. Vi er stolte af at runde 1 million unikke besøgende om måneden. Men vi hviler ikke på laurbærrene. Vi begynder rejsen mod at blive et ægte selvbetjeningssite og udvikler en brugervenlig online selvbetjeningsløsning til opsætning og indrykning af jobannoncer, så vores kunder kan spare tid og penge på deres rekruttering.

8
8

2008: SOCIALE MEDIER

De sociale medier vinder for alvor indpas i danskernes medielandskab, og vi ser en tendens til, at folk deler indhold med hinanden på internettet. Ofir.dk vælger som den første jobportal at lave integration til sociale medier, som betyder, at brugere kan dele en jobannonce direkte på Facebook. Tiltaget er både med til at skabe trafik til vores jobannoncer og imødekommer, at størstedelen af danskerne færdes på de sociale netværk.

9
9

2011: OFIR JOBUNIVERS FØDES

Vores fokus på at udvikle Ofir.dk til Danmarks bedste jobsite betyder, at vi har en særlig evne til at gå forrest med innovative løsninger på arbejdsgivernes rekrutteringsudfordringer. I 2011 skaber vi Ofir jobunivers; et enestående netværk af medier, hvor man som arbejdsgiver kan målrette sin jobannonce specifikt efter hvilken målgruppe, man søger, på et udvalg af over 150 forskellige medier. Resultatet er flere og mere kvalificerede ansøgninger fra de helt rigtige kandidater.

10
10

2015: SOCIALE MEDIER I OFIR JOBUNIVERS

Flere og flere virksomheder bruger sociale medier til rekruttering af nye medarbejdere, hvor særligt Facebook og LinkedIn står stærkt. Ofir.dk følger denne trend og indlemmer Facebook og LinkedIn i Ofir jobunivers som deciderede medier til jobannoncering, hvilket giver mulighed for visning af jobannoncer direkte i relevante kandidaters nyhedsfeed. Resultaterne er overbevisende og viser op til 40% højere effekt på jobannoncer, der eksponeres på sociale medier.

11
11

2021: SAMARBEJDE MED GOOGLE FOR JOBS

Google går ind på jobmarkedet i Danmark og lancerer Google For Jobs, der har stor succes i udlandet. Ofir.dk bliver den største danske jobpartner blandt fire danske portaler. Dette sikrer, at alle virksomheder der indrykker jobannoncer på Ofir.dk, får deres job eksponeret direkte i Googles søgeresultat, når en kandidat søger efter job på Google.

Jobannoncering via Google for Jobs og Ofir