uopfordret ansøgning

Spring jobkøen over – lær at skrive en uopfordret ansøgning

author-avatar

af Nanett Winkler

Er du træt af at konkurrere med hundredvis af andre kandidater om ét job? Har du udset dig en drømmearbejdsplads, som sjældent slår ledige stillinger op? Så er det måske på tide, at du stifter bekendtskab med den uopfordrede ansøgning. Den kræver måske mere fodarbejde – men gevinsten er til at føle på for en del af de danske jobsøgende.

Hvad er forskellen på en opfordret og uopfordret ansøgning?

Der er stor forskel på at søge et job opfordret eller uopfordret. I en opfordret ansøgning skal du forsøge at matche de krav og forventninger, der anføres i et specifikt jobopslag. En uopfordret ansøgning, derimod, sendes til virksomheder, der ikke aktivt søger nye medarbejdere, men hvor du håber at ramme/skabe et behov med din ansøgning. 

Fælles for begge ansøgningsformer er, at du bør gøre helt klart rede for, hvem du er, hvad du kan, og hvorfor du søger jobbet i lige nøjagtig den virksomhed. 

Download vores eksempel på en uopfordret ansøgning herunder, og bliv inspireret til, hvordan du skriver din egen.


Hvor mange bliver ansat via den uopfordrede ansøgning?

Flere og flere stillinger besættes i dag uden at have været slået op på jobportaler, sociale medier, aviser e.l. Derfor kan indsatsen bag den uopfordrede ansøgning godt være din tid værd. Faktisk forholder det sig sådan, at ca. 12 % af ansættelserne sker på baggrund af en uopfordret ansøgning (Kilde: Ballisager, Rekrutteringsanalysen, 2020). 

Når de fleste alligevel vælger at søge opfordret, så skyldes det, at det ofte er mere tidskrævende at skrive en uopfordret ansøgning. Det kræver bl.a. at du laver grundig research på både virksomheden og den stilling, du ønsker at bestride.  

Hvordan skriver du en uopfordret ansøgning?

  1. Pejl dig ind på interessante virksomheder gennem netværk, gamle jobopslag på jobportaler, LinkedIn, Facebook eller lignende. Benyt dig også gerne af proff.dk, hvor du kan filtrere virksomheder på deres størrelse, økonomi og geografi.
  2. Brug tid på at researche virksomhedens DNA, og overvej, hvorfor det netop er den virksomhed, du ønsker at arbejde hos. Din motivation og interesse i virksomheden er afgørende i en uopfordret ansøgning, og derfor må din ansøgning ikke fremstå standardiseret.
  3. Sæt dig ind, hvilke udfordringer eller mål virksomheden har – og forsøg at løse eller indfri dem med dine kompetencer. Kom gerne med 2-3 eksempler på hvordan.

Følg op på din uopfordrede henvendelse

Når du har sendt din uopfordrede ansøgning, er arbejdet kun halvt gjort. Det er nemlig vigtigt, at du følger op på ansøgningen senest et par uger efter afsendelse.

Da virksomheden ikke aktivt søger kandidater, skal du kæmpe dét hårdere for at få deres opmærksomhed. Derfor er en ansøgning efterfulgt af et opkald/mail en god måde at “tvinge” virksomheden til at huske dig og tage stilling til dig. Forbered evt. virksomheden på, at du vil kontakte dem allerede i din ansøgning.

Selvom opfølgningen potentielt resulterer i det frygtede ‘afslag’, så er der stadig brugbare indsigter at få med dig fra virksomheden.

Benyt fx muligheden til at spørge ind til:

1) hvorfor virksomheden ikke fandt dig interessant, 
2) hvornår de måske er åbne for rekruttering,
3) hvilke kvalifikationer du bør fremhæve en anden gang,
4) og om de kender andre i branchen, du måske kan kontakte. 

Fordele ved en uopfordret ansøgning:

  • Undgå konkurrencen fra en masse andre jobsøgende
  • Ingen ansøgningsdeadline – så god tid til at researche og skrive
  • Søg job i lige præcis de virksomheder, du brænder mest for

Ulemper ved en uopfordret ansøgning:

  • Risiko for mange afslag og skuffelser
  • Det kan tage lang tid at researche
  • Svært at målrette mod et ikke-opslået job


At søge uopfordret kræver ofte, at man bevæger sig ud af sin comfort-zone. Men prøv at udfordre dig selv, og benyt dig af det kæmpe potentiale, der ligger i den uopfordrede kontakt til virksomhederne – især hvis du har udfordringer ved at skære igennem på de opslåede stillinger.

Vil du vide mere om, hvordan man skriver en effektiv ansøgning, der blæser virksomhederne bagover? Så find relevante artikler i Ofirs ansøgningsguide, eller se dette webinar med karriererådgiver Marianne Kobberø, der giver værdifulde indsigter om emnet.

Ofte stillede spørgsmål

En uopfordret ansøgning er en jobansøgning, du sender til et ikke-opslået job. Med en uopfordret ansøgning viser du over for en virksomhed, at du er interesseret i et job hos dem, selvom de ikke aktivt søger en ny medarbejder. Den uopfordrede ansøgning kræver ofte lidt research-arbejde, da du ikke har et jobopslag at skrive ud fra.

Kig i jobarkiver for udløbne jobopslag for den type stilling, du ønsker at arbejde med. Her kan du ofte finde inspiration til, hvilke krav og kvalifikationer du skal fokusere på i din uopfordrede ansøgning. Lav også omfattende research på den virksomhed, du ønsker at søge job hos, og forsøg at indfri de mål og behov, du tror, virksomheden har.

Skab et stærkt førstehåndsindtryk i din uopfordrede ansøgning ved hurtigt at vise, at du har sat dig ind i den konkrete virksomhed, du søger hos. Skriv fx om deres kerneværdier, kultur eller vision – og forsøg at matche dine kompetencer og personlige egenskaber med disse. Din indledning skal skabe incitament til at læse videre.

Kom nemmere videre i dit arbejdsliv med Ofir

Ofir hjælper jobsøgende med at komme nemmere videre i deres arbejdsliv.
Tjek ledige job på vores jobportal, og find dit næste job på Ofir.dk/job