Vil du være med til at sikre god behandling, gode patientforløb og optimal kapacitetsstyring i Danmarks største børne- og ungepsykiatri? Og har du stærke kompetencer inden for organisationsudvikling, implementering og ledelse? Så er du måske vores nye kvalitetschef i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center. Høje ambitioner og en kæmpe opgave Der er få specialer i sundhedsvæsnet som har den samme politiske bevågenhed og brede samfundsmæssige interesse, som børne- og ungdomspsykiatrien har i disse år. Vi ser flere patienter end nogensinde, vi er i gang med store kapacitetsmæssige udvidelser og vi har høje faglige ambitioner for den udredning og behandling, vi leverer. Samtidig er vi udfordret på for lange ventetider, da antallet af patienter vokser hurtigere og mere, end vi kan udvide vores afdelinger. Derfor skal vi tænke nyt og arbejde med transformationen af børne- og ungdomspsykiatrien, så vi også har bæredygtige behandlingstilbud i fremtiden til de mange børn, unge og familier, som har brug for vores hjælp.
Både regionalt og nationalt er der høje ambitioner for børne- og ungdomspsykiatrien. 10-årsplanen for psykiatri og mental sundhed kommer til at medføre en række faglige og kapacitetsmæssige implementeringsprojekter de kommende år. I Region Hovedstaden er vi derudover også ved at lægge sidste hånd på en regional psykiatriplan, som også har et særligt fokus på børn og unge. Vi er i gang med et stort renoveringsprojekt, som indebærer ombygninger og flytning af en række døgnafsnit, så de fysiske rammer for vores behandling bliver forbedret, til gavn for vores mest syge patienter. Endelig har vi i 2024 fået gennemført en stor analyse af vores kapacitetsudnyttelse, som har afstedkommet en række konkrete indsatsområder, der skal sikre bedre overholdelse af udrednings- og behandlingsretten. Nå ja, og så ser vi ind i en ny sundhedsreform, som bl.a. betyder en samorganisering af somatik og psykiatri.
Med andre ord, så er der gang i mange spændende og meningsfulde forbedringer i Region Hovedstadens børne- og ungdomspsykiatri, og vi lover dig, at det ikke bliver kedeligt, hvis du hopper med ombord.
Dit ansvar og dine arbejdsopgaver Du får en helt central rolle i de kommende års store indsatser i børne- og ungdomspsykiatrien. Du bliver daglig leder af vores kvalitetsenhed og personaleleder for de 6 konsulenter, der indgår i enheden. Der er tale om et særdeles velfungerende team med erfarne og meget kvalificerede medarbejdere, som løser en bred portefølje af kvalitets- og implementeringsindsatser.
Berøringsfladerne med klinikkens ledere og medarbejdere er mange, og jobbet rummer masser af krydspres, der løbende skal balanceres. Det forventes at du er en moden og konstruktiv sparringspartner for både afsnitsledelser og kollegaer i den udvidede centerledelse om både faglige og ledelsesmæssige udfordringer på klinik- og centerniveau. Du vil få en tæt og vigtig samarbejds- og sparringspartner i vores administrationschef, og det forventes at I – igennem jeres stabe – kan planlægge og eksekvere en række udviklingsprocesser fra A-Z. Du vil få en helt central rolle i den fortsatte udvikling af børne- og ungdomspsykiatrien; både når det kommer til kvalitetsudvikling i klinikken og organisationsudvikling i den samlede organisation.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- at udvikle faglig, organisatorisk og patientoplevet kvalitet, herunder at fremme og understøtte en kultur baseret på patientinddragelse og omsorg
- at udvikle og understøtte kvalitetsarbejdet – med særligt blik på patientsikkerhedsarbejdet, nedbringelsen af tvang og overholdelse af udrednings- og behandlingsretten
- at bidrage til den forsatte udvikling af datadreven ledelse; bl.a. ved at understøtte den forsatte udvikling af værktøjer til kapacitetsstyring og patientlogistik
- at understøtte den digitale udvikling af børne- og ungdomspsykiatrien, bl.a. gennem implementeringen af en række nye løsninger de kommende år.
- at planlægge og gennemføre større og mindre organisationsændringer i tæt samarbejde med dine ansatte, involverede afsnitsledelser og centerledelsen.
- at være en konstruktiv kritisk sparringspartner for kollegaer i den udvidede centerledelse samt afsnitsledelserne om vigtige faglige indsatser, organisatoriske forandringsprocesser og ledelse af disse.
Det er et job med alsidige og fagligt udfordrende arbejdsopgaver, som samtidig rummer et stort handlerum til at finde de gode løsninger i tæt samarbejde med resten af organisationen og en ambitiøs men uformel centerledelse. Du bliver en del af vores udvidede centerledelse og refererer til centerchefen, som du vil have et meget tæt samarbejde med.
Hvem er du? For at lykkes i stillingen er det vigtigt, at du kan se dig selv i følgende personlige egenskaber:
- Du er en naturlig rollemodel med respekt for målsætninger, deadlines og ærlig kommunikation. Du har en stor og motiverende indlevelsesevne, og kan udtrykke dig respektfuldt og tydeligt på skrift og i tale.
- Du har gode relationelle kompetencer, der har fokus på trivsel og motivation blandt dine medarbejdere. Du er en naturlig netværker, som motiverer og begejstrer andre omkring dig. Du er som leder handlekraftig og får opgaverne i hus sammen med dine medarbejdere.
- Du har stor organisatorisk forståelse, tænker altid i helhedsløsninger og evner at indgå som sparringspartner på alle organisatoriske niveauer. Derfor har du også en naturlig respekt og nysgerrighed omkring vores kliniske kerneopgave i psykiatrien.
- Du har sans for detaljen, systematik og præcision – både når det kommer til løsning af skriftlige opgaver, kommunikationen til samarbejdspartnere og organiseringen af dit eget arbejde.
Vores forventninger til dig Du har en relevant akademisk uddannelse (f.eks. sundhedsfaglig eller samfundsvidenskabelig) og du er en erfaren leder med minimum 5 års relevant ledererfaring. Erfaring med ledelse af kvalitetsarbejde, digitalisering og organisationsudvikling i sundhedsvæsnet er en fordel – men du kan også komme fra andre typer af organisationer. Du er analytisk stærk, har erfaring med datadrevet ledelse og har evnen til at sætte dig ind i kliniske udfordringer og forstå dem i en organisatorisk og ledelsesmæssig kontekst.
Du er en leder der sætter retning, involverer og skaber mening. Du har erfaring med at drive centrale dagsordner i en kompleks organisation.
Løn og vilkår Vi ønsker, at du starter pr. 1. marts 2025.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Vi er indstillet på at forhandle tillæg, som svarer til dine kompetencer.
Vil du vide mere? Har du nogen spørgsmål, eller ønsker du at vide mere om stillingen, er du også mere end velkommen til at kontakte centerchef Hallur Gilstón Thorsteinsson på 29 34 94 62 eller mail
[email protected] .
Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på "Job i Psykiatrien". Vi glæder os til at høre fra dig Synes du, at ovenstående lyder spændende, så vil vi glæde os til at læse din ansøgning. Send din motiverede ansøgning sammen med cv og uddannelsesbevis via linket
senest onsdag den 15. januar 2024. Vi forventer at afholde 1. samtaler den 20. januar og 2. samtaler den 27. januar 2024. Vi gør opmærksom på, at forud for en evt. 2. samtale anvender vi personlighedstest.
Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser. Centeret har to store kliniske afdelinger; Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i regionen.
Herudover har centeret en række støttefunktioner, herunder kvalitetsenheden, administrationen, klinisk sekretariat samt en stor forskningsenhed. Samlet er vi ca. 950 medarbejdere, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de ca. 15.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret (2023). Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside
www.buc-regionh.dk.