Tingbjerg Kirke i Brønshøj søger en kordegn på deltid, 25 timer pr. uge, pr. 1 maj 2024 (eller snarest).
Vi søger en kordegn til især personregistrering, indlevering af regnskab og lønadministration, men også til andre administrative opgaver, og til efter behov at hjælpe kirketjeneren i kirken. Vi er en del af sognesamarbejdet Kirkeadministration (KAM), og vi bruger ChurchDesk, så kendskab til disse platforme vil være en klar fordel.
Arbejdstiden på kontoret vil som udgangspunkt være fra tirsdag til fredag, med en deltidspost på 25 timer ugentligt som kordegn
Vi søger en ny kollega, som:
er en god administrator samt erfaren bruger af Excel og Brandsoft
har kendskab til budget, bogholderi, regnskab mv.
er god til at samarbejde,
kan arbejde systematisk
er imødekommende overfor mennesker af alle slags
har sprogøre
kan arbejde selvstændigt og udvise initiativ og engagement
har interesse for den kirkelige forvaltning
kan varetage sekretærfunktion i forhold til menighedsrådet
har gennemført kordegneuddannelsen eller er indstillet på at gennemføre den 5 ugers uddannelse inden for 2 år efter ansættelsens start.
Vi tilbyder:
en spændende og varieret stilling med et givende samarbejde på tværs af faggrupperne
et konstruktivt samspil med primært regnskabskontoret, menighedsrådet og provstikontoret og dine kolleger.
et godt arbejdsmiljø med engageret præst, kommende kordegn, kirketjenere, kirke-kulturmedarbejdere, kommunikationsmedarbejder, socialrådgiver, organist og kirkesangere
løbende kurser med henblik på opdatering og -kvalificering
Om Tingbjerg Kirke
Tingbjerg Kirke på Langhusvej 1 er en nyere kirke i en del af Brønshøj, som er i rivende udvikling. Vi tilbyder et bredt udvalg af kirkelige, sociale og kulturelle aktiviteter.
Udover at være en dansk folkekirke er vi også et ”Diakoniens Hus” drevet af aktive frivillige og ansatte. Vi har en høj grad af kontakt og samarbejde med andre institutioner i området og understøtter udvekslingen mellem de mange kulturer, der er repræsenteret i sognet. Endvidere samarbejde med Husumvolds kordegn, i forbindelse med ferie og fridage.
Yderligere info: https://tingbjerg-kirke.dk og https://sogn.dk
Om stillingen
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10-Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10-Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kordegne. Aftalerne kan ses på https://www.folkekirkenspersonale.dk.
Det er en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for kordegne gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 2. Årslønnen aftales indenfor intervallet 338.012 kr. – 426.538 kr. Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 38.193,00 kr.
OK tillæg på 3.353 kr. pr. år.
Alle beløb er oplyst i nutidskroner og kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk. Der ydes pensionsbidrag på 18,4%. Pensionsbidrag over 15% kan vælges udbetalt som løn. Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Danmarks Kordegneforening.
Yderligere information
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kontaktperson Louis William Møllerfors på tlf. 52698867, eller mail [email protected]
Ansøgningen med relevante bilag sendes til Tingbjerg Menighedsråd på mail [email protected] senest torsdag d. 20. marts kl. 23.59. Samtaler vil blive gennemført i uge 13.
Det oplyses, at der i forbindelse med ansættelsen, efter ansøgers samtykke, indhentes referencer og straffeattest. Ansættelsen sker med 3 måneders prøvetid.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir