Brænder du for at tackle udfordrende UX-opgaver og samtidig være med til at skabe it-løsninger, der understøtter Danmarks indsats for renere luft og vand? Motiveres du af at bringe brugerens perspektiv ind i komplekse projekter og trives i en rolle, hvor UX skal styrkes yderligere som en del af organisationens kultur, så er denne stilling noget for dig. Hvem er vi? Vi er et team bestående af seks kollegaer, alle med baggrund inden for UX og it-udvikling, hvor du skal være den syvende. Du bliver en del af et team, som har en høj grad af frihed i vores arbejde, og som vægter uformel dialog, faglig sparring og plads til, at vi har det sjovt sammen.
Teamets mission er at forbedre styrelsens forskellige eksterne og interne it-løsninger ved at gøre dem relevante og intuitive samt at forankre UX som metode i styrelsen. Vi startede rejsen i marts 2023, og indtil videre har det været sjovt, frustrerende, spændende, lærerigt og meget mere. Gennem flere mindre indsatser er vi i gang med langsomt at ændre en kultur, hvor UX har en mere fremtrædende plads.
Hvem er du? Vi søger en UX Designer, der trives i tæt tværfagligt samarbejde, og hvor fælles indsats er nøglen til succes. Sammen skal vi skabe løsninger, der gør en forskel for brugerne.
Det er vigtigt for os, at du brænder for UX og sammen med dit team brænder igennem med dit budskab, også selvom du møder forhindringer på din vej. Du ved, at det, du arbejder med, skaber værdi og forstår samtidig, hvordan interessenthåndtering er en vigtig faktor for, at teamets mission opfyldes.
Det er ikke et krav, men en fordel, hvis du har nogle års erfaring som UX Designer. Det samme gælder, hvis du har erfaring med brugertest og UX-måling.
Vi forventer, at du kommer til at arbejde med:
• Klarlægge brugernes smertepunkter via research, interviews, workshopfacilitering og kortlægning af brugerrejser.
• Generere idéer og udvikle koncepter via lo-fi og hi-fi prototyper (gerne i Figma).
• Teste og validere koncepter gennem løbende brugerinddragelse for at sikre, at løsningerne matcher brugernes behov.
• Involvere interessenter og sikre fælles tværfaglig forståelse blandt alle involverede parter.
Kvalitetssikre og måle UX-værdi via brugertest m.fl.
Derudover er særligt vedholdenhed en vigtig personlig egenskab, når teamets mission skal lykkes.
Kort fortalt er vores kommende kollega en dygtig teamplayer, der har UX-design som sin passion, en passion, der bruges til at arbejde for den grønne omstilling i Danmark i en offentlig styrelse, som er i begyndelsen af sin UX-rejse.
Kom til åbent hus og hør mere Vi vil gerne uddybe stillingens indhold, og hvordan det er at arbejde hos os. Vi arbejder fx agilt efter SAFe, er matrix-organiseret, og teamet er selvstyrende. Det og mere vil vi fortælle om til vores informationsmøde onsdag den 8. januar 2025, fra kl. 16 - 17. Her kan du også møde teamet.
Send en mail til
[email protected], hvis du ønsker at deltage.
Du er også velkommen til at ringe og få mere information hos Product Owner Stine Dahl på 4094 2225 eller teamleder Kim Viekær på 4132 0779.
Ansøgning Vi ønsker ikke en ansøgning, men foretrækker at modtage dit CV og svar på følgende tre spørgsmål, som du udfylder i vores rekrutteringssystem senest den 15. januar 2025:
• Hvordan vil du fagligt bidrage med at nå teamets mission?
• Hvilket tidligere arbejdsmæssigt resultat er du særlig stolt af?
• Hvordan bidrager du til et godt arbejdsfællesskab?
Vi forventer at holde samtaler torsdag den 23. januar 2025.