Generelle handelsbetingelser

author-avatar

af Lucas Castenborg

Generelle handelsbetingelser
– for stillingsopslag i Ofir jobunivers

Alle handler mellem kunden og Ofir foretages i henhold til nedenstående Generelle handelsbetingelser og de Generelle betingelser for brug af Ofir.dk.

Priser
Alle priser publiceret på Ofir.dk er underlagt nærværende betingelser.

Alle opgivne priser er i danske kroner og tillægges moms samt eventuelle kommende skatter eller afgifter bestemt ved lov. Prisen inklusiv moms oplyses inden ordreafgivelse.

Ofir tager forbehold for eventuelle trykfejl og ændringer.

Annoncering af stillingsopslag
På Ofir.dk optages kun stillingsopslag med tilbud om ledige stillinger. Alle stillingsopslag skal overholde de lovmæssige regler, der er gældende for stillingsopslag.

Nægtelse af visning af stillingsopslag på Ofir.dk
Ofir forbeholder sig ret til at nægte optagelse af stillingsopslag på Ofir.dk, der strider mod gældende love og bestemmelser, eller mod hensynet til brugeren eller Ofirs interesser. Ofir påtager sig dog intet ansvar for visning af stillingsopslag på Ofir.dk, der er i strid med lovgivningen.

Nægtelse af oprettelse af virksomhed som bruger på Ofir.dk
Ofir forbeholder sig ret til at nægte oprettelse af virksomheder, eller virksomheders stillingsopslag der er i strid med gældende love og bestemmelser, eller mod hensynet til brugeren eller Ofirs interesser i øvrigt. Ofir påtager sig dog intet ansvar for stillingsopslag og/eller anmodninger, der strider mod lovgivningen.

Visningsdato/-placering
Visningsdatoer og placeringsønsker overholdes i videst mulig udstrækning. Alle stillingsopslag på Ofir.dk vises i et fast programmeret design.

Visningsperiode for stillingsopslag
Visningsperioden for et stillingsopslag på Ofir.dk er op til 35 dage.

Ordrebekræftelse
Der fremsendes en ordrebekræftelse til alle kunder via mail. Ordrebekræftelsen sendes til den mailadresse kunden har oplyst og indeholder annoncespecifikation og pris.

Alle virksomheder skal af hensyn til faktureringen godkendes af Ofir før levering. Ofir forpligter sig til at få de selvindtastede stillingsopslag online senest 2 timer efter modtagelsen, når jobannoncen er købt på faktura af allerede godkendte kunder. For ikke godkendte kunder, vil stillingsopslag på hverdage være online indenfor 24 timer efter modtagelsen.

For alle kunder, der ønsker indtastning af stillingsopslag foretaget af Ofir Kundecenter, vil der på hverdage gå op til 24 timer, før jobannoncen er online.

Ofir tager forbehold for forsinkelser grundet systemfejl.

Betalingsbetingelser / Fakturering
Den normale kredittid er netto kontant 14 dage fra fakturadato. Nominerede reklame- og mediabureauer ydes en kredittid på løbende måned + 30 dage.

Fakturering af enkelte stillingsopslag og tilvalgsprodukter sker ugen efter stillingsopslaget er indrykket.

Stillingsopslag fra private og ikke momsregistrerede virksomheder skal forudbetales.

Ved overskridelse af forfaldsdatoen beregnes en rente på 1,5 % pr. påbegyndt måned til betalingen sker.

Betaling
Enhver form for online overførsel af penge til Ofir på Ofir.dk sker via en sikker forbindelse. Dette betyder, at oplysningerne sendes krypteret, hvilket kan genkendes på, at der i browserens statuslinje som oftest vises et “lukket” låseikon. Ofirs underleverandør DIBS A/S har en indløsningsaftale med Nets, og det anvendte betalingssystem opfylder derfor meget strenge krav til sikkerheden. I betalingsmodulet indtastes betalingskortoplysninger, herunder kortnummer, navn på kortholder, udløbsdato og kontrolcifre. Frem til det tidspunkt, hvor betalingen er endeligt gennemført, er det muligt at afbryde betalingen.

Der tages ikke gebyr ved betaling på Ofir.dk.

Beløbet hæves på betalingskortet indenfor to arbejdsdage efter at jobannoncen er oprettet. Der kan aldrig trækkes et større beløb end det, der blev godkendt ved købet.

Ved køb af stillingsopslag online skal betaling ske i danske kroner (DKK).

Reklamationer
Reklamationer skal fremsættes senest fem dage efter stillingsopslagets første visningsdag. Regningsreklamationer skal fremsættes umiddelbart efter fakturaens modtagelse. Ofir er uden ansvar for eventuelle tab kunden måtte lide som følge af tryk-, taste- eller hørefejl. Fejl og mangler ved stillingsopslaget som ikke skyldes kunden eller dennes reklamebureau, vil efter Ofirs skøn over den eventuelle værdiforringelse blive godskrevet forholdsmæssigt. En godskrivelse kan aldrig overstige det fakturerede beløb for stillingsopslaget.

Henvendelse ved reklamation bedes rettet skriftligt til Ofir Kundecenter på: [email protected].

Ofirs ansvar
Ofirs eventuelle erstatningsansvar for direkte eller indirekte tab er i alle situationer og uanset årsag til reklamationen begrænset til maksimalt at kunne udgøre et beløb, der svarer til det beløb kunden er faktureret for det pågældende produkt eller den pågældende ydelse.

Ofirs rettigheder
Al visning af jobannoncer på Ofir.dk sker i henhold til Ofirs Generelle betingelser for brug af Ofir.dk. Dette indebærer blandt andet, at Ofir betinger sig retten til at lagre alle informationer.

Ofir forbeholder sig desuden ret til at ændre et bestilt annoncedesign, såfremt særlige tekniske forhold kræver det.

Ofir forbeholder sig alle immaterielle rettigheder, herunder ophavsretten, til alle jobannoncer, hvor Ofir har taget del i udformningen af stillingsopslaget.

Lov og værneting
Enhver tvist som måtte opstå i forbindelse med aftaler mellem kunden og Ofir, herunder tvister vedrørende aftalers eksistens eller gyldighed, skal afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne og til enhver tid gældende regler.

Gyldighed
Disse betingelser er senest opdateret den 24. oktober 2023 og erstatter alle tidligere gældende Generelle handelsbetingelser. Disse betingelser er gældende indtil nye udsendes.