1. Alle Job
  2. Andre erhverv
  3. Frederikshavn
Nyt job

Flådestation Frederikshavn

2. Eskadre søger Elektronikbefalingsmand til sejlads med fregatten Absalon.

Fuldtid

Permanent

Flådestationen 1, 9900 Frederikshavn, Danmark

SE PÅ KORT
ID: 2836877
|
Indrykket for 1 dage siden
Vil du som Oversergent udfordre dine lederegenskaber og samtidig være ansvarlig for den daglige drift af sensor- og datasystemer? Motiveres du af at udvikle andre mennesker og løse teknologiske problemer? Har du mod på at forme en sektion, så den er klar til sejlads og indsættelse?

Så har du nu muligheden for at blive en del af Elektroniksektionen ombord på fregatten Absalon. Vi søger en ny kollega, der er klar til at blive en del af teamet og som brænder for nye oplevelser og en anderledes hverdag.



Om os

Fregatten F341 ABSALON har hjemme i Frederikshavn. Som en del af Søværnet bidrager vi til at forsvare Danmarks interesser fra havet og skabe maritim sikkerhed, der er nødvendig for en fredelig udvikling i verden. I de seneste år har vi blandt andet været indsat i anti-pirateri-missionen ved Guineabugten i Afrika, og derudover har vi deltaget i et utal af øvelser og sejlader fra Vestafrika til nord for Polarcirklen. I gennemsnit sejler vi ca. 125 dage om året, men dette varierer en del fra år til år. De forskellige sejladser har varighed fra alt mellem en lille uge og op til tre måneder.

”Jeg har en alsidig arbejdsdag, hvor jeg ofte står overfor nye problemer og udfordringer. Samtidig har jeg nogle herlige kollegaer, der, krydret med vores fælles oplevelser under sejladserne, giver et rigtig godt kollegialt fællesskab.”

Der er en speciel Absalon ånd, hvor du hurtigt bliver en del af et større fællesskab, med kollegaer fra de øvrige divisioner. Både fordi du kommer til at arbejde sammen med dem på tværs af fagområder, men også fordi vi ud over det faglige- også sætter en ære i at pleje det sociale fællesskab.

Om stillingen

Som Elektronikbefalingsmand (EKB) vil du indgå i et tæt samarbejde med Elektronikassistenten (EKA) samt sektionens ledere, Elektronikofficeren (EKO) og den Datatekniske officer (DTO). Elektroniksektionen består derudover af et antal konstabler med forskellige fagspecialer samt to ufaglærte cybergaster. Generelt forestår sektionen den daglige drift og vedligehold af skibets elektroniske systemer, lige fra computere og printere til højteknologiske radar- og kommunikationssystemer. Som EKB står du, med assistance fra EKA, for den daglige ledelse af sektionens personel og er i samråd med EKO og DTO ansvarlig for personellets faglige og personlige kompetenceudvikling. Du fører kontrol med sektionens opgaver og områder, så vi når i mål med de rigtige opgaver til tiden. Derudover har du ansvar for sektionens materiel og udstyr og forestår mønstringer og genforsyning af dette. Fokus for Elektroniksektionen, og din rolle som EKB, vil i 2025 være skibets systemer, onboarding af nyt personel og fastholdelse af sektionens kernekompetencer.

Når skibet er til søs, understøtter vi skibets opgaveløsning, ved at sørge for at elektroniksystemerne fungerer og bliver vedligeholdt. Når skibet er på højeste beredskabsniveau vil du indgå i knudepunktet for indsatsen med at opretholde våben- og elektroniksystemers funktionsniveau. Dette stiller krav til udholdenhed og logisk tankegang. Når vi er til søs i længere perioder, laves der også ofte fælles sociale aktiviteter såsom landskampsvisninger eller gudstjenester under sejladsen. Ligeledes har vi i disse periode ofte havneophold, hvor det er muligt at komme ud og opleve nogle af de mange byer, som vi besøger.



Når skibet ligger i hjemhavn, er hverdagen præget af afspadsering, vagttjeneste, samt systemvedligehold i samarbejde med flådestationens værksteder. Du vil i denne tid også komme på formelle kurser i specifikke sensor- eller datasystemer, mens du vil lære andre ting via sidemandsoplæring. Jo mere viden og erfaring du får, jo mere ansvar vil også følge med. Derudover indgår du også i tørnen som vagtassistent (VA) i havn. Da medlemmerne af besætningen kommer fra hele Danmark, og Absalon har hjemme i Frederikshavn, lægger vi generelt stor vægt på fleksibilitet i forhold til planlægning af din arbejdstid.

Vi kan altså tilbyde et alsidigt job med mulighed for udvikling, herunder et uddannelses- og tjenesteforløb med kurser og efteruddannelse, hvor vi tager udgangspunkt i din baggrund og de kompetencer, som du skal have i din specifikke stilling, samt dine ønsker i videst mulig omfang. Vi lægger derudover vægt på fleksible rammer under ansvar, inden for de muligheder som Forsvarets fokus på tilpasning af opgaver og organisation giver.

Om dig

Vi forestiller os, at du er energisk, nysgerrig og motiveret for at arbejde med ledelse og derigennem skabe de bedste forudsætninger for at personalet trives i sektionen, og at skibet når sine mål. Du er frisk på at møde sektionen og dens specialister i øjenhøjde, samt på at arbejde med gruppedynamikker og udvikling. Du er interesseret i at lære nyt og udvikle dig i rollen som EKB, både inden for ledelse, men også på den tekniske side, hvor du vil være specialisternes sparringspartner i opgaveløsningen. Du har en holdning til at tingene skal gøres ordenligt, og at vi skal stræbe mod at udvikle sektionen.

Faglige krav:

  • Søværnets basisuddannelse (hvis du er fra Hæren eller flyvevåbnet, se længere nede).
  • Grundlæggende Sergentuddannelse (GSU).
  • Er du sergent, skal du være vurderet egnet til udnævnelse til oversergent.
  • Elektronikfagtekniker, datatekniker eller tilsvarende.
Er du uddannet sergent i Flyvevåbenet eller Hæren, skal der laves en kompetenceafklaring, hvor der klarlægges et uddannelsesforløb for omskoling til Søværnet.

Helbredskrav:

  • Kunne godkendes ved en helbreds- og tandundersøgelse (blåt bevis).
  • Kunne bestå Forsvarets Fysiske Basiskrav (FFB).
Øvrigt:

  • Kunne sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT.
  • Du skal endvidere være erklæret, eller kunne erklæres, egnet til udsendelse i internationale operationer.
Er du i tvivl om du har de rette kompetencer, skal du ikke tøve med at henvende dig til os.



Ansættelsesvilkår

Stillingen er en oversergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Stillingen kan besættes af en sergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse indenfor en kortere årrække.

I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på udnævnelse til oversergent efterfølgende. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil være i Frederikshavn.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.



KONTAKT OG ANSØGNING

Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skibets Elektronikofficer, Premierløjtnant Kresten Krabbe, på tlf. 2081 3030 eller mail [email protected] . Alternativt skibets Våben- og elektroniktekniske officer, Kaptajnløjtnant Bjarke Pedersen, på tlf. 7285 4495 eller mail [email protected]

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Dyrholm ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 71 eller mail [email protected].

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er 23. februar 2025 og samtaler forventes afholdt. Stillingen er til besættelse 1. april 2025.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.



Om 2. Eskadre (2 ESK)

2. Eskadre er den primære leverandør af Danmarks sømilitære kampevne. Eskadren løser opgaver i danske farvande, regionalt og globalt.

Opgaverne spænder bredt fra støtte til politiet, bidrag ved humanitære operationer, træning af samarbejdspartnere til indsættelse i krigsmæssige operationer.

2. Eskadre består af moderne højteknologiske luftforsvarsfregatter og antiubådsfregatter samt Subsurface & Seabed Warfare Division (SSW) der samordner Søværnets Dykkertjeneste og minerydningsenheden Mine Counter Measures Denmark, så Forsvarets undervandskapaciteter kan leveres koordineret og effektivt. 2. Eskadre arbejder kontinuerligt for at være en god og attraktiv arbejdsplads, og vores opgave som styrkeproducent er, at få det komplekse samspil mellem besætninger og en avanceret teknologi til at yde optimalt for at kunne løse Søværnets opgave: At sikre Danmarks interesser fra havet – med magt om nødvendigt.



Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir

Opret en jobagent

Tilføj dette job til din jobagent og få lignende job direkte i indbakken

OPRET JOBAGENT

Bliv den første til at få besked når der kommer nye job
Du skal blot indtaste din e-mail her
Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Andre brugere kiggede også på disse job:

Sergent
Nordjylland
Sergent
Frederikshavn
Andre erhverv
Nordjylland
Andre erhverv
Frederikshavn

Andre job der minder om dette

    Nyt job
    Nyt job

    Flådestation Frederikshavn

    Kampinformationsgaster til fregatten ABSALON i Frederikshavn

    Fuldtid

    Flådestationen 1, 9900 Frederikshavn, Danmark

    Indrykket for 1 dage siden

    Fuldtid

    Flådestationen 1, 9900 Frederikshavn, Danmark

    Indrykket for 2 dage siden

    Fuldtid

    Oliekajen 17, 9990 Skagen, Danmark

    Indrykket for 7 dage siden

Søg efter andre job