Vi søger en læge eller biomedicinsk uddannet person med interesse for statistik, kræftcellers biologi og/eller farmakologi til et internationalt forskningsprojekt inden for behandling af kræft hos børn og unge voksne.
Baggrund Overlevelsen hos børn og unge voksne med akut lymfoblastisk leukæmi (ALL) er forbedret betydeligt i de seneste årtier, men omkring 10% får tilbagefald under eller efter den planlagte behandling. Tilbagefald under behandling er ekstremt behandlingsresistent, og kun 25–30% helbredes.
Optimering af den sidste og længste fase af ALL behandling, vedligeholdelsesbehandling med thiopuriner, er essentiel for at forhindre tilbagefald og samtidig mindske risikoen for bivirkninger og senfølger. Farmakologigruppen i Bonkolab er førende i verden indenfor ALL vedligeholdelsesbehandling. Vi indsamler store mængder data på bl.a. medicindoser og toksicitetsparametre og måler omsætningsprodukter af medicinen i blod og DNA fra børn og unge voksne med ALL i 13 europæiske lande.
Om stillingen Formålet med den opslåede Ph.D. stilling er at øge vores forståelse for virkningsmekanismerne ved vedligeholdelsesbehandling. PhD-stillingen omfatter både biostatistisk modellering af risikoen for sygdomstilbagefald på baggrund af thiopurinomsætningen og laboratoriebaseret kortlægning af thiopuriners virkningsmekanismer.
Projektet består af 3 delprojekter, herunder 1) opdatering af data og yderligere analyser af allerede eksisterende nordisk/baltisk kohorte med tusindvis af thiopurin-metabolitanalyser (se PMID: 28258828), 2) indsamling af data fra det igangværende europæiske vedligeholdelsesstudie, herunder medicindoser og blodprøveresultater og 3) cellesortering ved flow cytometri af blod- og knoglemarvsprøver fra patienter med tilbagefald under vedligeholdelsesbehandling med henblik på at opdage nye resistensmekanismer ved tilbagefald.
Vejledergruppen vil bestå af professor Kjeld Schmiegelow, overlæge Bodil Als-Nielsen, læge og post.doc. Linea Toksvang og cand. scient. og post.doc. Malene Petersen.
Forskning i et veletableret forskningsmiljø Du vil blive en del af et veletableret internationalt samarbejde og desuden samarbejde med forskere på andre afdelinger på Rigshospitalet, især Afdeling for Klinisk Immunologi. Der forventes ophold (3-6 måneder) i en international forskergruppe under PhD-ansættelsen.
Din hverdag vil foregå i Bonkolab, som er Nordens største enhed for børnekræftforskning med mere end 130 ansatte. Du vil indgå i et fællesskab med en større gruppe ph.d.-studerende og post.docs., som alle forsker i kræft hos børn og unge, og du vil ligeledes have mulighed for samarbejde med Bonkolabs faste personale, som kan støtte dig i din udvikling som forsker. I Bonkolab brænder vi for vores projekter og prioriterer samtidig et trygt og inspirerende forskningsmiljø.
Vores forventninger til dig Vi søger en person som vil fordybe sig i statistiske analyser (under kompetent supervision) af store datasæt samt (med oplæring) udføre celle sortering med flow cytometri efterfulgt af cellebiologiske studier.
Du er samvittighedsfuld og transparent i dit arbejde og desuden engageret, initiativrig, struktureret og med gode samarbejdsevner og ikke mindst interesse for dataanalyse. Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt, men du vil altid få den nødvendige oplæring og støtte fra vejledergruppen og dine øvrige kollegaer.
Din forskning vil primært omhandle:
- Håndtering og fortolkning af store datasæt med metabolitter og behandlingsparametre
- Supplerende dataindsamling
- (Oplæring i) cellesortering med flow cytometri
- Cellebiologiske studier, herunder genetiske, til kortlægning af resistensmekanismer
- Videnskabelig formidling, især via publikation både nationalt og internationalt
Hvis du er cand.med. vil du inden for det første år af ansættelsen have 2 måneders klinisk funktion på børnekræftafdelingen, så du får indblik i denne patientgruppes behandlingsforløb.
Kvalifikationer - Kandidatuddannelse indenfor biologi eller sundhed, fx læge, molekylærbiologi, bioinformatik m.v.
- Dokumenteret forskningserfaring er en fordel, men ikke et krav
- Interesse i håndtering og fortolkning af komplekse data. Programmering i R er en fordel, men ikke et krav
- Interesse for laboratoriearbejde, herunder flow cytometri. Erfaring er en fordel, men ikke et krav
- Stærkt skriftligt og mundtligt niveau på engelsk
Bedømmelse af ansøgere Udvælgelsen af den rette PhD-kandidat vil være 2-faset. Efter den initiale screening af ansøgerne vil du blive inviteret til samtale. Herefter vil max. 5 ansøgere gå videre til et test-forløb, hvorefter alle disse vil blive indkaldt til 2. samtale.
Ansættelsesvilkår Løn og ansættelsesvilkår følger overenskomst og aftaler for Region H.
Stillinger i Juliane Marie Centeret er omfattet af bekendtgørelse om indhentelse af børneattest. Det er derfor en forudsætning for ansættelse, at du har en blank børneattest. Centret indhenter attesten hos Rigspolitiet efter samtykke hos ansøger.
Rigshospitalet er en røgfri arbejdsplads.
Rigshospitalet er en del af Region Hovedstaden.
Ansøgningsprocedure Kort skriftlig ansøgning der motiverer din interesse for projektet samt CV modtages senest 9/1. Ansættelsessamtaler påtænkes afholdt 31/1 og 14/2.
Ved behov for yderligere information rettes henvendelse til professor Kjeld Schmiegelow på 35451357 (
[email protected]) eller Linea Toksvang på 35457932 (
[email protected])