Vil du bidrage til færdselssikkerheden og være med til vurdere og godkende ansøgninger om chaufførkort til taxikørsel? Hvis ja, så skal du læse med her.
Færdselsstyrelsen har siden 2018 administreret taxiområdet. I den forbindelse vurderer og godkender vi ansøgninger om chaufførkort til taxikørsel.
Sagsbehandlingsopgaven ligger i team Taxi og transportuddannelser. Teamet består af 10 administrative konsulenter, 4 jurister og 2 tilsynsførende. Vi er et meget socialt team. Vi hjælper hinanden, og vi tager godt imod nye kollegaer. Der er højt til loftet, og vi værdsætter en uformel omgangstone.
Dine kommende opgaver Du vil blive en del af fagområdet for chaufførkort. Her vil du skulle påbegynde og færdiggøre ansøgninger om chaufførkort til taxikørsel. Der vil være tale om både nyerhvervelser og fornyelser. Området er underlagt et servicemål, og vi gør os altid umage for at levere hurtig og korrekt sagsbehandling. Har du øje for procesforbedringer og digitalisering vil det være et plus!
Enkelte sager vil være komplicerede grundet ansøgernes helbreds- eller vandelsforhold. I sådanne tilfælde vil du få hjælp af dine kolleger på fagområdet og af teamets jurister.
Foruden chaufførkortområdet består teamet af to andre fagområder. Et fagområde sagsbehandler tilladelser til erhvervsmæssig persontransport (vognmandsområdet), det sidste fagområde fører tilsyn med de skoler, der udbyder færdselsstyrelsen uddannelser til erhvervsmæssig transport (transportuddannelser). På sigt skal du forvente at kunne understøtte mere end ét fagområde.
Din profil - Du har en kontoruddannelse med speciale i offentlig forvaltning, en administrationsbachelor i offentlig administration eller tilsvarende
- Du er god til at formulere dig
- Du kan arbejde selvstændigt, systematisk og struktureret
- Du trives med borgerkontakt
- Du er ikke bange for at spørge om hjælp!
Løn og ansættelsesforhold Der er tale om en fuldtidsstilling med 37 timer om ugen. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Færdselsstyrelsen har hovedsæde i Ribe, hvor team Taxi og transportuddannelser også hører til. Færdselsstyrelsen er en pendlervenlig arbejdsplads med fokus på fleksibilitet og et arbejdsliv i balance. Vi har en fleksibel tilgang til hjemmearbejde. Du vil få tilbudt udstyr til en god hjemmearbejdsplads, når prøveperioden er slut.
Yderligere information Hvis du vil høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Klaus Kuch Jensen på tlf. nr. 4187 5525.
Når du starter som ny medarbejder i Færdselsstyrelsen, vil du indgå i et on-boardingforløb, som planlægges af vores HR-afdeling. I dit team vil du få tilknyttet en velkomst-buddy. Din buddy vil sikre en god introduktion til opgaverne, arbejdspladsen og kollegerne.
Ansøgning Hvis du er interesseret i stillingen, beder vi dig sende din ansøgning, CV og anden relevant dokumentation elektronisk via Færdselsstyrelsens ansøgningsportal
senest den 8. december 2024.
Vi forventer at afholde samtaler
den 10. december 2024. Der vil blive indhentet referencer og straffeattest som led i ansættelsesforløbet.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge.