Forsvarskommandoen
Administrativ medarbejder til Forsvarskommandoens Operationsstab i Karup
Fuldtid
Permanent
Herningvej 30, 7470 Karup J, Danmark
ID: 2863000
|
Indrykket for 2 dage siden
Er du klar til at få ansvaret for en af Forsvarets vigtige myndighedsopgaver? Trives du i et miljø med en afvekslende hverdag, hvor dine opgaver aldrig er helt ens? Er du en dygtig overassistent med styr på detaljen og evner at arbejde selvstændigt?
Kan du sige ja til ovenstående, så har vi det helt rigtige job til dig i Forsvarskommandoen.
OM OS
Vi er en del af Forsvarskommandoens Operationsstab, hvor vi organisatorisk er underlagt operationsafdelingen, som har med Forsvarets aktuelle operationer og indsættelser at gøre.
Operationsafdelingen består fire sektioner, hvor vi tager os af Forsvarets operationer og indsættelser i Kongeriget (J35 Kongeriget). Derudover er der en sektion som primært er beskæftiget med globale operationer og indsættelser (J35 Global), en sektion der har et operationscenter (J33) og endeligt en efterretningssektion (J2).
Operationsafdelingen planlægger og iværksætter operationer og udgiver i den forbindelse direktiver og befalinger til underlagte kommandoer, samt prioriterer og vejleder styrker, der er indsat i de forskellige operationer. Operationsafdelingen udgør et miljø med plads til forskellige perspektiver og en positiv atmosfære. Vi værdsætter en uformel omgangstone og sætter pris på, at have det godt med hinanden.
Operationssektion Kongeriget varetager Forsvarets regionale operationer i Danmark, Arktisk og Østersøregionen inkl. Baltikum. Dette dækker nationale såvel som internationale indsættelser.
Opgaveporteføljen og ansvarsområder er løbende under udvikling i en skiftende dagligdag, hvor Forsvarets mange opgaver skal løses professionelt under hensyntagen til en optimal anvendelse af Forsvarets ressourcer og kapaciteter. Opgaverne spænder bredt og dækker både Forsvarets regionale, internationale og nationale operationer. Vi arbejder tæt sammen med Forsvarsministeriet, Operationsstabens øvrige afdelinger og sektioner, samt andre stabe, styrelser og værn. Vi koordinerer på tværs af mange myndigheder og har stor indflydelse og beslutningskompetence. Dermed har vi et betydeligt aftryk og ansvar inden for Forsvarets operationer generelt.
Forsvarets engagementer gør, at vores hverdag er præget af en bred vifte af opgaver, variation, samt spændende og komplekse opgaver.
OM STILLINGEN
Din primære arbejdsopgave vil være sagsbehandling af udenlandske ansøgninger om havforskning i Danmark og Grønland. Det er en opgave, der skal løses i samarbejde med en række af Forsvarets myndigheder, hvor alle relevante facetter af en ansøgning klarlægges så Forsvarets stillingtagen sker på et fuldstændigt og oplyst grundlag. Din evne til at fokusere på detaljen vil her være af betydning, idet du skal kunne identificere, hvad der evt. afviger fra normalbilledet. En systematisk opgavetilgang vil være påkrævet, idet du vil skulle håndtere mange opgaver simultant.
Som en sekundær opgave vil du bistå med behandling af diplomatiske tilladelser til henholdsvis udenlandske statsskibe og fly der ønsker at anløbe Danmark og danske statsskibe der ønsker at anløbe udenlandske havne.
Såvel din primære som din sekundære opgave betegnes som myndighedsopgaver. Det er opgaver der er vigtige for Forsvaret og den danske stat og opgaver der skal løses med præcision og punktlighed.
OM DIG
Du har en kontor- eller administrativ uddannelse, og er vant til at arbejde i et kontormiljø, hvor computeren er dit primære arbejdsredskab. Du skal derfor være vant til at bruge Office pakken (eller tilsvarende) og finder det naturligt at mange informationer og opgaver kommer via mail.
Det er ønskeligt, men ikke et krav, at du har nogen maritim forståelse.
Vi forventer at du med tiden arbejder selvstændigt, men samtidig evner at indgå i effektivt samarbejde med sektionens øvrige medarbejdere.
Det er vigtigt at du har en god forståelse for arbejdsdynamik og sætter pris et godt arbejdsmiljø da vi værdsætter trivsel og godt socialt arbejdsfællesskab.
Du har gode kommunikative egenskaber på dansk og engelsk i såvel skrift som tale, da sagsbehandlingen i høj grad gennemføres på skrift gennem en bred kontaktflade til kollegaer i Forsvaret, til civile myndigheder og alliance- og koalitionspartnere.
Desuden bør du kunne tilpasse dig en skiftende hverdag, hvor den operative situation ofte former de daglige arbejdsopgaver. To dage er sjældent ens, og det er vigtigt for os, at du kan navigere i en varierende arbejdssituation. Der er omvendt også god mulighed for fleksibilitet for dig som medarbejder, herunder mulighed for hjemmearbejdsdage.
ANSÆTTELSESVILKÅR
Du bliver ansat og aflønnet i henhold til organisationsaftale for HK/Stat og Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-fællesoverenskomst).
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef Orlogskaptajn Claus Kitnæs, telefon 7284 0422
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR Konsulent, Mia Nordbeck Carlsson, ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 3266 5716.
Ansøgningsfristen er den 16. marts 2025. Jobsamtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSKOMMANDOEN
Forsvarskommandoen er Danmarks og Rigsfællesskabets øverste militære myndighed. Forsvarskommandoen løser opgaverne under mottoet ”Værd at kæmpe for”, og vores primære ansvar er at udvikle, producere og indsætte de militære kapaciteter og enheder i nationale og internationale opgaver.
Forsvarskommandoen ledes af forsvarschefen, der samtidig er forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver. Forsvarschefen har tillige ansvaret for den operative ledelse af de danske militære styrker. Forsvarskommandoen består af Forsvarsstaben og de fem kommandoer; Hærkommandoen, Søværnskommandoen, Flyverkommandoen, Specialoperationskommandoen og Arktisk Kommando.