Aarhus Universitetshospital opslår en tidsbegrænset stilling som afdelingslæge til subspecialisering i børneortopædi. Stillingen er på 2 år og ønskes besat pr. 1. maj 2025, eller snarest muligt derefter. En tidsbegrænset afdelingslægestilling kan søges og besættes af en kollega, som allerede er ansat i en afdelingslægestilling, og som kan få orlov fra denne i relation til den opslåede stilling.
Stillingen er ideel for en speciallæge i ortopædisk kirurgi, som ønsker at videreudvikle sine kompetencer inden for børneortopædi og højt specialiserede funktioner.
Ortopædkirurgi ledes af en afdelingsledelse bestående af en cheflæge og en chefsygeplejerske. Afdelingens faglige og udviklingsmæssige status er internationalt anerkendt, og vi er førende indenfor dels højtspecialiseret ortopædkirurgi samt regions- og hovedfunktioner. Ortopædkirurgi på AUH har et tæt tværfagligt samarbejde med en lang række kliniske afdelinger samt primærsektoren, som medvirker i en koordineret indsats for det gode sammenhængende patientforløb. Samlet set dækker Ortopædkirurgi 10 specialsektorer . I hver sektor er enten ansat en ledende overlæge eller udpeget en overlæge som driftsansvarlig.
Stillingen er tilknyttet en vagtforpligtigelse i afdelingens traumevagt, som er en døgndækkende vagt i tilstedeværelse, indtil andet er aftalt.
Ved afdelingen er der ansat 5 professorer, som er ansvarlige for forskning, prægraduat uddannelse og udvikling i afdelingen. Afdelingen varetager teoretisk og klinisk undervisning af medicinske studenter ved Aarhus Universitet og har som universitetsafdeling forsknings-, udviklings- og uddannelsesforpligtigelser i relation til specialet samt tværfagligt.
Afdelingslægerne i Ortopædkirurgi på Aarhus Universitetshospital medvirker i den daglige drift i sektorerne og deltager i undervisnings- og forskningsaktiviteter. De skal herudover være villige til at påtage sig opgaver og funktionsområder på tværs af afdelingen. Opgaverne er overordnet at sikre udvikling, kontinuitet, kommunikation og kvalitet i det daglige arbejde internt i sektoren såvel som i forhold til eksterne samarbejdspartnere.
Børneortopædi beskæftiger sig med diagnostik og behandling af medfødte og erhvervede ortopædiske lidelser hos børn og unge. Sektionen varetager i dag primært højtspecialiserede behandlinger.
Stillingen er en spændende mulighed for, at du kan arbejde med og dygtiggøre dig i behandling af komplekse børneortopædiske problemstillinger, herunder hoftesygdomme hos børn, klumpfødder, børn med cerebral parese og børn med medfødte eller erhvervede deformiteter i bevægeapparatet. Vi har et spændende og udfordrende arbejdsmiljø med fokus på høj kvalitet og faglig udvikling. Der er særdeles gode muligheder for, at du kan blive involveret i forskning indenfor børneortopædi. I samarbejde med dig laver vi en individuel plan for kompetenceudvikling med henblik på, at du kan blive overlægekvalificeret indenfor børneortopædi.
Det forventes, at ansøgeren er speciallæge i ortopædisk kirurgi. Der vil blive lagt stor vægt på, at ansøgeren har klinisk erfaring og stor baggrundsviden indenfor den generelle og højtspecialiserede børneortopædi. Der vil desuden blive lagt vægt på forskning, innovation, samt at ansøgeren har kendskab til kvalitetsudvikling. Ansøgere med dokumenteret forskningsuddannelse, som f.eks. en ph.d.-grad, vil blive foretrukket. Endelig lægges der vægt på undervisningserfaring af medicinstuderende, læger, sygeplejersker og andre personalegrupper, samt engagement i børneortopædisk foreningsarbejde. Det forventes, at afdelingslægen har interesse for udvikling, at ansøgeren er dynamisk, men også resultatorienteret og kan samarbejde i en positiv atmosfære.
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Der er tale om en tidsbegrænset afdelingslægestilling til subspecialisering i børneortopædi. Stillingen kan søges og besættes af en kollega, som allerede er ansat i en afdelingslægestilling, og som kan få orlov fra denne i relation til den opslåede stilling jf. overenskomstens § 4 stk. 3a.
Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende autorisation og en tilfredsstillende børneattest.
Du er velkommen til at kontakte ledende overlæge Martin Gottliebsen (mobil: 8175 7558 / email: [email protected]) eller cheflæge Sten Larsen (mobil: 2115 7230 / email: [email protected]), hvis du har spørgsmål til stillingen.
Ansøgningen bedes udarbejdet med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens 7 speciallægekompetencer og vedlagt:
- Kopi af speciallægeautorisation.
- Curriculum vitae.
- Publikationsliste og dokumentation for relevant forskning og undervisning.
Ansøgningen stiles til cheflæge Sten Larsen og skal være os i hænde senest den 21. marts 2025.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 15, 2025.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir