Ved Mave- og Tarmkirurgi, Aarhus Universitetshospital, er en stilling som afdelingslæge ledig til besættelse pr. 1. juli 2025. Opstarten kan være senere efter aftale.
Vi tilbyder et spændende job, hvor du primært tilknyttes det højtspecialiserede Esophagus- Cardia- Ventrikel (ECV) team og skal deltage i udredning og behandling af patienter med lidelser inden for dette område. I første omgang er ansættelsen primært med funktion i benignt team; der er mulighed for subspecialisering, også inden for det maligne område.
Mave- og Tarmkirurgi varetager alle funktioner inden for det mave-tarmkirurgiske område, inklusiv de højt specialiserede funktioner, som er organiseret i teams. Herudover varetager afdelingen, på hovedfunktionsniveau, behandlingen af et bredt udsnit af kirurgiske lidelser i mave-tarmkanalen samt alle akutte funktioner. Afdelingen deltager i varetagelsen af Vestdansk Blødningscenter og Traumeteamet. Akut- og traumefunktionen er organiseret i eget akut-kirurgisk team.
Modtagelsen af de akutte kirurgiske patienter håndteres primært i regi af den Fælles Akutafdeling (FAA).
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i kirurgi, og der ønskes tilknytning til ECV-teamet, hvorfor ansøger skal kunne dokumentere interesse for og viden inden for dette område. Det er en fordel, hvis du har kendskab til motilitetsudredning. Stillingen giver mulighed for uddannelse ift. certificering inden for hele fagområdet. I stillingen ligger også muligheden for at udvikle det endoskopiske område.
Afdelingen har en stor forskningsaktivitet, som ledes af afdelingens to professorer. Der vil således være mulighed for forskning, og der vil være en forventning om, at ansøger bidrager til at opstarte forskningsprojekter.
Vagtfunktionen i afdelingen er 10-12 skiftet tilstedeværelsesvagt, med to-holdsdrift på hverdage og 1-holdsdrift på lørdag-søndage og helligdage samt en 10-12 skiftet dagtjeneste kl. 9-15 lørdag-søndag.
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.
Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller.
Yderligere oplysninger og nærmere beskrivelse af stillingens indhold kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Niels Christian Bjerregaard på 4025 5777 eller mail [email protected], eller cheflæge Uffe Schou Løve på 2325 1468 eller mail [email protected].
Ansøgningen samt relevante bilag skal være modtaget senest d. 23. marts 2025.
Ansættelsessamtaler stiles mod afholdelse kort herefter.
Se stillings- og funktionsbeskrivelse her.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir