Vores ene afdelingsleder/stedfortræder er blevet ansat som centerleder på et af vores andre centre i Herning Kommune, hvorfor vi søger hendes afløser.
Vil du være en del af en velfungerende organisation og være med til at udvikle og finde nye løsninger til gavn for borgere og medarbejdernes faglige og personlige udvikling samt mulighed for indflydelse på vores nye kerneopgave? Så har du nu mulighed for at blive afdelingsleder for §104 delen på Tre Birke og Aktivitetshuset.
Aktivitetshuset er beliggende i Vildbjerg og har ca. 30 voksne brugere tilknyttet. Borgerne på aktivitetshuset har vidt forskellige handicaps og behov for støtte. Der er er borgere, som er visiteret til aktivitet og samvær (§104) og beskyttet beskæftigelse (§103).
Tre Birke er beliggende i Herning og har ca. 100 voksne borgere. Borgernes behov for støtte er meget forskelligt både fysisk og psykisk og der er flere borgere som har behov for en særlig faglig indsat.
Den pædagogiske referenceramme spænder over neuropædagogik, KRAP, LA2 og idrætspædagogik.
Borgernes funktionsniveau spænder bredt, nogle bor selvstændigt, mens andre bor på døgntilbud. Vi er i gang med at definere vores kerneopgave, hvor vores fokus i langt større grad bliver at udvikle borgerne, så deres muligheder for at få et job så tæt på det ordinære arbejdsmarked højnes. Alle skal opleve, at der er brug for dem og vide, at deres personlige bidrag er værdifuldt og til nytte i fællesskabet uanset funktionsniveau. Med afsæt i den enkelte borgers ressourcer, tilrettelægges hverdagen med forskellige meningsfulde aktiviteter, som kan være med til at skabe læring, udvikling og trivsel. Vi har fokus på kompetenceudvikling hos både borgere og personale –
et arbejdsliv i læring.
Afdelingsleder/stedfortræder stillingen er delt, så man både er leder for 5 medarbejdere på aktivitetshuset i Vildbjerg, hvor projektet ”
Vi slukker Cura” er i udviklingsfasen. Et ikke-elektronisk-dokumentationssystem med høj grad af borgerinvolvering. Her vil du blive en aktiv del af dette spændende projekt. Som afdelingsleder på afdelingen Tre Birke vil du blive leder for ca. 10 medarbejdere, primært socialpædagoger fordelt på 2 grupper ”Midtpunktet” og ”Solsikken” og du vil også skulle agere stedfortræder i det omfang det er nødvendigt, når centerleder ikke er i huset, samt deltage i diverse strategiske møder på tværs i HOP.
Dine primære opgaver bliver:- Daglig ledelse på de 2 tilbud med fokus på udvikling af §104 tilbuddet i Herning Kommune.
- Faglig sparring med personalet ift. arbejdet med borgerne, også når den pædagogiske opgave bliver udfordrende.
- At nytænke og videreudvikle tilbuddene ud fra ”kerneopgaven”.
- Arbejdstidstilrettelæggelse og overblik over den daglig drift.
- Tværgående opgaver i organisationen.
Du vil indgå i et ledelsesteam med centerlederen for Læringstilbuddene og afdelingslederen for §103 delen på Tre Birke og Birkelund.
I ledelsesteamet ser vi hinandens forskellige kompetencer som en ressource til gavn for organisationens udvikling.
Vi leder efter dig som:- Har en socialfaglig baggrund og ledelseserfaring.
- Har erfaring med målgruppen og kan sætte fokus på udvikling og progression hos borgerne.
- Har erfaring med selvstændig personaleledelse, og gerne fra flere fysiske enheder.
- Er nærværende, synlig og tydelig i sin ledelsesform og kan skabe følgeskab.
- Sprudler af engagement i de opgaver, du indgår i.
- Kan være kreativ og nytænkende, samt formår at have mange bolde i luften.
- Kan understøtte og indgå i faglig sparring og tilrettelægge kompetenceudvikling af medarbejderne.
- Kommunikerer tydeligt såvel i skrift som i tale, også når svære beslutninger skal tages.
- Har et positivt og anerkendende menneskesyn med flair for at se den enkelte borger/medarbejder og samtidig bevare overblikket.
Vores værdier bygger på ”
kerneopgaven” som har ligelig fokus på menneske, faglighed og økonomi. Det betyder, at vi har stærk fokus på borgernes ønsker, håb og drømme for eget liv og på at borgerne møder medarbejdere og ledere, der er dygtige og veluddannede og som træffer økonomiske ansvarlige beslutninger.
Du kan følge med i hverdagslivet på facebookgruppen ”
Kloge hjerter kom og bliv”.
Løn og ansættelsesvilkår aftales med udgangspunkt i gældende overenskomst. Før ansættelse indhenter vi referencer og straffeattest.
Interesserede ansøgere opfordres til at kontakte centerleder Hanne Munk på mobil 21 48 80 64 for at aftale et kaffemøde.
Vi vil gerne byde velkommen til vores nye kollega 1. marts 2025. For at nå det, skal vi have din ansøgning senest tirsdag den 14. januar 2025 kl. 9.00.
Vi gennemfører første samtalerunde den 20. januar 2025 og anden runde den 24. januar 2025. Imellem de 2 samtaler vil der blive gennemført personprofiler for de kandidater som fortsætter til anden samtale.