Er du dialogskabende og tydelig i din kommunikation? Kan du understøtte et godt samarbejde med vores dygtige medarbejdere, så vi fortsat kan have en velfunderet, faglig tilgang til udviklingen af Fjordskolens tilbud til elever med særlige behov? Og har du gennemslagskraft og er vedholdende og konsekvent i din lederstil? Så er det lige dig, vi søger.Vi søger en afdelingsleder til Fjordskolens afdeling E med ansættelse pr. 1. maj 2025.
Du brænder for det specialpædagogiske arbejde med børn med særlige behov og har lyst til at være en del af en stærk specialpædagogisk kultur på Fjordskolen.
Du vil blive en del af et velfungerende lederteam. Du vil skulle understøtte vores arbejde med at skabe en skole, hvor alle børn og lærer trives og udvikler sig på grundlag af folkeskoleloven og vejledning om folkeskolens specialundervisning, samt anden specialpædagogisk bistand.
Om FjordskolenFjordskolen er en af Aabenraa Kommunes 19 folkeskoler og er kommunens skole for børn i folkeskolealderen med behov for vidtgående specialundervisning. Vi giver vidtgående specialundervisning til børn og unge med autismespektrumsforstyrrelser, multiple funktionsnedsættelser, generelle indlæringsvanskeligheder, fysiske handicaps og indlæringsvanskeligheder kombineret med opmærksomhedsforstyrrelser og socio-emotionelle vanskeligheder.
Med ca. 220 elever og 160 dygtige ansatte fra en bred række af professioner, er Fjordskolens vision, at være et specialpædagogisk fyrtårn i konstant udvikling båret af medarbejdernes høje faglighed og engagement. Her vil vi løbende skabe de bedste, mest udviklende og tidssvarende læringsmiljøer for børn og unge med særlige behov. Fjordskolen bidrager også til at udbrede metoder til andre special- og almenmiljøer, og skabe anerkendelse omkring disse.
Om Afdeling EPå afdeling E undervises elever med opmærksomhedsforstyrrelser og socioemotionelle vanskeligheder. Elevgruppens funktionsniveau varierer fra svagt fungerende til velfungerende. Pædagogikken og de pædagogiske metoder tager afsæt i aktuel viden og forskning på bl.a. ADHD-området, samt inden for det neuropædagogiske område, for at skabe og fremme elevernes kompetencer via en helhedsorienteret og handlepræget pædagogik. På afdelingen arbejder vi med Low Arousal tilgang til eleverne.
Pejlemærker for god skoleledelse i Aabenraa Kommune”Pejlemærker for god skoleledelse i Aabenraa Kommune" tager udgangspunkt i at god skoleledelse har afgørende betydning for skolens trivsel. God skoleledelse defineres bl.a. som følgende udsagn:
- Skoleledelsen løser opgaverne på et højt professionelt niveau.
- Skoleledelsen varetager de administrative opgaver effektivt, professionelt og med gennemsigtighed og åbenhed.
- Skoleledelsen påtager sig det pædagogiske lederskab.
- Skoleledelsen synliggør skolen i forhold til samarbejdspartnere og lokalsamfund.
- Skoleledelsen inddrages i udviklingen af hele skoleområdet og kan agere i en politisk styret organisation.
Dine kvalifikationer, erfaringer og personlige kompetencerVi forventer, at du har følgende uddannelsesmæssige, faglige kvalifikationer og erfaringer.
Du har:
- erfaring med børn med særlige behov
- sandsynligvis en læreruddannelse
- minimum 2-3 års ledelseserfaring
- måske allerede en diplomuddannelse i ledelse eller planer om at starte uddannelsen snarest
- gerne erfaring med udvidet skole/hjemsamarbejde.
- interesse for og lyst til at arbejde med medarbejdere, der dagligt oplever høje følelsesmæssige krav
Det er vigtigt, at du er fagligt nysgerrig.
Til dine personlige kompetencer, forventer vi, at du er- synlig, stiller dig gerne frem, er nærværende og trives med at have mennesker omkring dig. Du går gerne forrest i dialog og er synlig med egne meninger og bidrag
- omstillingsparat, fleksibel og trives med ændringer i planer og muligheder. Du kan være i, at tingene ikke går som planlagt, og trives med at agere i opgaver, som går i hver sin retning
- realistisk og stiller skarpt på, hvad der kan lade sig gøre inden for rammer og ressourcer. Du stiller spørgsmål, forholder dig til svagheder, risici, og hvad der kan lade sig gøre i virkeligheden
- løsningsorienteret med en analytisk tilgang og hvor du sikrer fokus på målet. Du bliver hurtigt konkret omkring tingene og går praktisk til værks
- empatisk, kan se verden gennem andres øjne og et ønske om at forstå andres perspektiver. Respekterer, lytter og inddrager andre i processer
- kommunikerende, synlig og gerne går i dialog med andre. Du kan kommunikere på alle niveauer og er ikke konfliktsky i dialogen.
Vi tilbyder dig- ledelsesmæssige og faglige udfordringer på en skole med stærke værdier der målrettet arbejder mod sin vision om at være et specialpædagogisk fyrtårn
- et stærkt ledelsesteam, der samarbejder om at skabe de bedste rammer for faglighed, samarbejde og udvikling for vores elever og medarbejdere
- et professionelt og engageret personale med flere faggrupper
AnsøgningSend din ansøgning, CV og relevante bilag via linket senest den 6. marts 2025.
Første samtalerunde vil blive gennemført den 12. marts 2025. Anden samtalerunde afholdes den 26. marts 2025.
Som led i ansættelsesprocessen vil der mellem første og anden samtalerunde blive udarbejdet en personprofilanalyse, som præsenteres for ansættelsesudvalget forud for anden samtale. Personprofilanalysen udarbejdes på baggrund af et elektronisk spørgeskema og præsenteres efterfølgende for kandidaten i en personlig samtale med en konsulent.
Yderligere informationerAnsættelse og løn sker i henhold til gældende overenskomst. Stillingen ønskes besat pr. 1. maj 2025.
Vi gør opmærksom på, at der forud for ansættelsen vil blive indhentet straffe- og børneattest, og at ansættelsen vil være betinget af, at disse er tilfredsstillende.
Det forventes at ansøgere kontakter konstitueret skoleleder Tina Mätzke på tlf. 2056 2114 eller via mail
[email protected] med eventuelle spørgsmål om stillingen, samt for at lave en nærmere aftale omkring et indledende, uforpligtende besøg på skolen.
Se i øvrigt Fjordskolens
hjemmeside.
I
Aabenraa Kommune har vi løbende brug for nye kolleger, der kan bidrage til kommunens fortsatte udvikling.
Kommunens mission er, at vi sammen skaber Det Gode Liv.
Er du tilflytter, vil vi gerne, at du falder hurtigt og godt til. Derfor har vi en række tilbud til
dig - og dem der eventuelt flytter med.