Hjerneskadecenter Virum søger en afdelingsleder til en nyoprettet, unik og udviklende lederstilling til Region H’s specialiserede rehabiliteringstilbud for børn og unge med erhvervet hjerneskade.
Kommunernes efterspørgsel af vores ekspertise vokser stødt, og vi har i en årrække haft stigende optag af børn og unge og har opnormeret tilsvarende på medarbejdersiden. En vækst der nu kalder på en ny organisatorisk konstellation og flere lederkræfter. Som kommende afdelingsleder vil du få en vigtig rolle i at sikre stabil og nærværende ledelse af det ene af to tværfaglige teams af specialiserede og engagerede medarbejdere.
Om Hjerneskadecenter Virum Hjerneskadecenter Virum er et specialiseret rehabiliteringscenter (dagtilbud) til børn og unge (0-25 år) med erhvervet hjerneskade med organisatorisk ophæng i Den Sociale Virksomhed, Region Hovedstaden. Børnene og de unge kommer ofte direkte fra hospitalsindlæggelse med en genoptræningsplan til specialiseret rehabilitering efter en ulykke, hjerneblødning, blodprop, hjernetumor eller andre særlige sygdomsforløb. Rehabilitering af denne målgruppe løses gennem et dynamisk og interdisciplinært samarbejde mellem seks forskellige faggrupper; ergoterapeuter, fysioterapeuter, speciallærere, audiologopæder, pædagoger og neuropsykologer, som understøttes af nøglemedarbejderne i administration og køkken. Vi har en helhedsorienteret tilgang, hvor tilbuddet altid skræddersyes til det enkelte barn og families specifikke behov og udvikling.
Foruden de intensive rehabiliteringsforløb løser vi flere konsulentopgaver. Vi har bl.a. et behandlingstilbud til børn og unge med længerevarende følger efter hjernerystelse samt specialiserede konsulentopgaver som leverandør for VISO, Social- og Boligstyrelsen.
Om stillingen Stillingen kræver et stort overblik og en høj mental og faglig kapacitet, når du sammen med den anden afdelingsleder skal vise retning og understøtte medarbejderne i en omskiftelig hverdag. Som en del af ledelsen skal du kunne ressourcestyre og prioritere i opgaver og udvikling samtidig med, at driften afvikles på professionel og driftssikker vis. I de eksterne samarbejder skal du udvise loyalitet og handlekraft både på tværs i regionen, med kommuner samt øvrige samarbejdspartnere. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra sundheds- eller socialområdet og eventuel erfaring med børn, unge og neurologi, da vi søger en afdelingsleder med forståelse for vores kerneopgave.
Dine opgaver - Personaleledelse af ca. 15 medarbejdere med forskellige fagprofessioner. Personaleledelsen omfatter både daglig ledelse og udvikling af de enkelte medarbejdere og grupper i tæt samarbejde med den anden afdelingsleder.
- Indgå i tæt ledersamarbejde med lederkollega og centerchef, herunder udvikling af en organisation i vækst og implementering af indsatser og tiltag.
- Styring af personaleretslige opgaver såsom ansættelse og fratrædelser, sygesamtaler mv.
- Understøtte medarbejderne gennem deltagelse i statusmøder og ved behov i forældresamtaler.
- Lede den faglige udvikling sammen med din lederkollega og den behandlingsansvarlig psykolog i trit med organisationens principper og grundlag for arbejdet med kvalitet.
- Ledelse af arbejdet med kvalitetssikring ud fra den danske kvalitetsmodel på det sociale område.
- Ledelsesunderstøttelse og driftsstyring af centrets behandlingstilbud til børn og unge med langvarige følger efter hjernerystelse, herunder et nyopstartet forskningsprojekt vedr. evaluering af den tværfaglige intervention i tilbuddet.
- Indgå i regionale samarbejdsprojekter og lederfora samt oversætte regionale og politiske beslutninger til personalet.
Vi søger en profil der…. - Har en uddannelsesbaggrund på minimum bachelorniveau og med fordel en formel lederuddannelse.
- Har erfaring med personaleledelse – gerne fra tværfaglige personalegrupper og interdisciplinære samarbejder.
- Kender sig selv godt som leder og har en anerkendende, synlig og tillidsfuld ledelsesstil.
- Har en velbalanceret personlighed, der kommer til udtryk som en ”rolig hånd på rattet” i både ledelse og prioritering i arbejdsdagens små og store opgaver.
- Trives i en flad struktur med høj grad af medarbejderinddragelse og motiveres af medarbejdere, der lykkes.
- Har en høj grad af empati og naturligt nærvær.
- Er god til relationer og kan sikre et stærkt og vidensdelende samarbejde både blandt personalet og i andre fællesskaber.
- Er en dygtig kommunikator, der formår at tilpasse sin kommunikation efter målgruppe samt har indgående forståelse for sprogets nuancer og betydning.
- Har erfaring med interessenthåndtering og professionel håndtering af borgere i svære livssituationer.
Vi tilbyder - Et spændende og udfordrende lederjob på et udviklingsorienteret rehabiliteringscenter, hvor du skal være med til at sætte retningen for fremtidig rehabilitering af børn og unge med erhvervet hjerneskade.
- Engagerede, fleksible, sjove, motiverede og inkluderende medarbejdere, der tilsammen har nogle af landets mest kvalificerede kompetencer, emmer af faglig stolthed og følger opgaverne til dørs med både hjerte og høj faglighed.
- En arbejdsplads med en helt særlig kultur, hvor både ledere og medarbejdere har bredt mandat, hvor der er ligeværdighed i opgaveløsningen, og hvor inkluderende processer vægtes højt.
- At du bliver en del af en udviklende ledelsestrio med en erfaren og visionær centerchef samt en ligeværdig lederkollega, som prioriterer samarbejde og kvaliteten i ledelse højt.
- En investering i dig og din lederudvikling med et individuelt tilpasset ledelsesintroduktionsprogram og mulighed for supervision og eftervidereuddannelse.
Tids- og procesplan Stillingen søges gennem Region Hovedstadens rekrutteringssystem.
Der er ansøgningsfrist d.
6. marts 2025 kl. 9.00. Første samtalerunde forventes afholdt den 11. marts og anden samtalerunde d. 26. marts.
Kandidater, som går videre til anden samtale, skal være indstillet på at gennemføre et testforløb d. 12. marts og arbejde med en case.
Forventet tiltrædelse er d. 1. maj 2025.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte centerchef Anne Lindø på tlf. 45 11 51 08 / Mobil: 61 27 28 92
Læs mere om Hjerneskadecenter Virum på vores hjemmeside:
www.hjerneskadecentervirum.dk