Er du uddannet eller erfaren indenfor lægevidenskab og forskning? Trives du med kvantitativ og kvalitativ forskning, formidling, projektstyring og opgaveløsning? Vi søger en eller flere nye ph.d.-studerende pr. 1. januar 2025 og tre år frem.
PhD-forløbet kommer til at tage udgangspunkt i hjertestop eller stroke.
Projektbeskrivelse Ved mistanke om hjertestop vil vagtcentralens 1-1-2-personale aktivere hjerteløberordningen. Ikke alle aktiveringer viser sig at være til et reelt hjertestop, men lige nu ved vi meget lidt om disse hændelser. Hvad er det, der gør, at personalet mistænker hjertestop? Hvor findes alle funktionelle hjertestartere? Hvordan ser langtidsoverlevelsen efter hjertestop ud? Er overlevelsen forskellig ift. socioøkonomisk baggrund og evt. etnicitet? Flere af disse spørgsmål kan også stilles ved mistanke om stroke. Dette og meget andet er væsentligt at vide for at sikre, at akutindsatser i Danmark optimeres og anvendes mest effektivt. Med dette som baggrund vil vi løbende opdatere og justere værktøjer til gavn for 1-1-2 og borgerne. Med pres på det danske sundhedsvæsen, er der netop brug for sådanne borgerdrevne initiativer, der kan være med til at sikre en hurtig hjælp og et godt og langt liv efter overlevelse af hjertestop og stroke.
Du vil have mulighed for at påvirke projekterne således, at de tilpasses dine eventuelle interesser og nysgerrighed. Du vil undervejs i forløbet blive fortrolig med diverse statistiske analyseprogrammer.
Projekterne er udgående fra Akutberedskabet i Region Hovedstaden.
Dine opgaver Du vil indgå i samarbejdet omkring hjerteløberprojektet, dansk hjertestopregister og hjertestarterprojektet m.fl. med ansvar for forskningsopgaverne skitseret, men også med ansvar for løbende opfølgning, herunder intern formidling og kontakt til AMK vagtcentral samt integration af data, optimering af systemet og sikre relevant dataopsamling til videnskabelig forskning.
Projektet udføres i tæt samarbejde med sektionsleder for forskning, professor Fredrik Folke, dataansvarlige i Akutberedskabet, samt eksterne samarbejdspartnere.
Din profil Vi søger Ph.d.-studerende som:
- Har forskningserfaring indenfor sundhedsområdet, gerne indenfor det præhospitale område
- Har kendskab til dataindsamling (den præhospitale patientjournal) og arbejde med registerdata
- Har erfaring med at skrive videnskabelige protokoller og artikler til international publicering
- Har en relevant sundhedsfaglig uddannelse, eksempelvis sygepleje eller medicin, kombineret med relevant efteruddannelse og/eller erfaring fra området
- Godt kendskab til eller forståelse for tekniske it-systemer og datahåndtering
- Har interesse eller erfaring for projektledelse og projektkoordinering
- Har gode evner til samarbejde med andre forskere og administrativt personale
- Har gode analytiske og skriftlige evner både på dansk og engelsk
- Arbejder selvstændigt og struktureret og er god til at bevare overblikket.
- Er selvstændig med et vedholdende drive og god energi
Et arbejde der giver mening, fordi det handler om liv Akutberedskabet i Region Hovedstaden har til formål at skabe en sammenhængende præhospital indsats for borgerne i regionen.
Vores opgave består blandt andet i at modtage opkald til 1-1-2 og 1813, hvor vi rådgiver og visiterer regionens borgere videre i Sundhedsvæsenet, når de har akut behov for hjælp.
Vi har digitaliserede arbejdsgange, tager afsæt i evidensbaseret forskning og tilrettelægger ud fra data, for at kunne levere tryghed til borgeren når de er akut syge, samt høj kvalitet i varetagelsen af organisationens kerneopgave.
Dette kræver et tæt tværsektorielt samarbejde med bl.a. hospitaler, almen praksis og kommuner, hvilket vi prioriterer højt.
Vi investerer i dig Som en del af jobbet vil du blive introduceret til dine kollegaers arbejdsopgaver. Vi vægter tværfagligt samarbejde højt, og vi mener, vi har en arbejdsplads med højt til loftet og en god stemning.
Du vil komme til at udvikle din faglighed med relevante kurser som en del af Ph.d’en. Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle, der kan se sig i stillingen, til at søge.
Løn og ansættelsesforhold Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er tidsbegrænset.
Yderligere information For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte Forskningsleder Fredrik Folke på tlf. 28182978.
Yderligere oplysninger om Akutberedskabet kan findes på
www.regionh.dk/akutberedskabet Ansøgningsfrist Upload din motiverede ansøgning, CV samt relevante bilag senest onsdag d. 20. november 2024.
Relevante bilag kan uploades under ”øvrige dokumenter”.