I Gate 21 er der nu en unik mulighed for at bidrage til cirkulær omstilling af en af de mest trængende sektorer: Byggeriet. Du vil stå i spidsen for at udvikle cirkulære og bæredygtige byggeriprojekter med Gate 21-partnere – kommuner, universiteter og virksomheder i tæt samarbejde med dygtige kollegaer.
Vi leder efter dig, der selvstændigt formår at sætte en retning for cirkularitet i byggeriet, og som med faglighed og netværk leverer konkrete resultater. Er det dig? Så bliv en del af en af Danmarks allerbedste grønne partnerorganisationer.
Sammen skal vi skabe grøn handling i byggeriet
Som seniorprojektleder skal du lede en række projekter om cirkularitet i byggeriet. Det omfatter store EU-finansierede projekter såvel som mindre lokale omstillingsprojekter. Udgangspunktet for vores indsats er partnernes behov for konkrete løsninger og eksempler på, hvad der kan rykke byggeriet i en mere cirkulær retning. Det arbejde foregår blandt andet i Handlingspartnerskabet for genbrug i byggeriet.
Du skal bidrage til at realisere vores ambitioner om at skabe konkret og kontinuerlig partnerværdi på området og får dermed en meget central rolle i at bygge porteføljen op med blik for, hvor Gate 21 kan gøre en reel forskel og skabe konkrete resultater. Dét kræver, at du har en relevant faglighed samt erfaring og netværk.
Du er en erfaren projektleder, meget gerne med EU-projekterfaring. Du kan skabe resultater i projekter med flere partnere - både danske og udenlandske - og har vist en sikker hånd i både budgetstyring, øvrig administration og drift af projekter. Du er stærk i at udvikle metoder og greb til at skabe resultater i en omskiftelig projektvirkelighed.
Din uddannelsesmæssige baggrund eller joberfaring matcher det faglige felt omkring cirkulær omstilling og byggeri. Det er vigtigt, at du uanset baggrund har viden om feltet og kan samarbejde med andre fagligheder om at skabe den ønskede forandring. Det kræver eksempelvis også, at du kan læse det politiske landskab og navigere i politiske rum.
Dine arbejdsdage i Gate 21
Du vil blive den primære projektleder, der skal implementere og udvikle Gate 21’s bidrag til den cirkulære omstilling af byggeriet. Du vil indgå i et tæt samarbejde med kollegaer i Gate 21 og med vores engagerede og dygtige partnere i kommuner, regioner, virksomheder og universiteter.
Som seniorprojektleder på cirkulær omstilling af byggeriet vil du blive et internt knudepunkt for at trække på fagligheder og kapaciteter i Gate 21 og blandt vores partnere for at koordinere og udvikle indsatsen. Derfor er det afgørende, at du kan jonglere mange relationer og skabe overblik, ro og god formidling imellem netværk.
Du skal også indgå som sparringspartner for dine kollegaer i Gate 21 i andre relevante projekter. Din deltagelse i andre projekter i Gate 21 vil afhænge af din faglige profil.
Vi søger dig, der har
et naturligt drive og engagement i den grønne omstilling. Derudover forventer vi, at du har:
dokumenteret erfaring som seniorprojektleder, gerne erfaring med EU-finansierede projekter og projekter med flere forskellige partnere. Erfaringen som projektleder omfatter metode og systematik til at skabe stabil implementering, økonomiopfølgning og drift samtidig med udvikling af feltet samt formidling af resultater.
en akademisk uddannelse - eksempelvis ingeniør, planlægger, arkitekt, geograf eller andet. Hertil meget gerne projektlederkursus eller -uddannelse.
stærke evner som formidler og facilitator af samarbejde og videndeling.
gode samarbejdsevner og kan arbejde selvstændigt og struktureret. Du sætter en ære i at levere kvalitet til tiden.
en fordel, hvis du har en god forståelse for kommunernes opgaveportefølje og myndighedsrolle.
Vi er klar til at tage godt imod dig
Vi er en programafdeling, der arbejder på tværs af vores teams cirkulær økonomi, energi, mobilitet og data. Du refererer til en programchef. Vi har et arbejdsfællesskab, hvor vi værdsætter en social og uhøjtidelig omgangstone, og hvor der aldrig er langt til sparring eller hjælp. Vi vægter forskelligheden i vores kompetencer højt og arbejder sammen for at løfte vores projekter og sikre klimahandling.
I Gate 21 får du i det hele taget et anerkendende, alsidigt og uformelt arbejdsmiljø med tempo, handling og mulighed for at skabe nye løsninger på komplicerede samfundsproblemer.
Om Gate 21
Gate 21 er en non-profit partnerorganisation, der samler ambitiøse regioner, kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner, der vil den grønne transformation. Sammen udvikler og tester vi energi- og ressourceeffektive løsninger i en række projekter. Vi er en organisation i vækst med cirka 70 medarbejdere, der arbejder tæt sammen med vores cirka 90 partnere og medlemmer.
Løn- og ansættelsesforhold
Der er tale om en fast stilling på 37,5 time om ugen inklusiv frokost. Derudover har vi frokostordning, flextid med mulighed for hjemmearbejde og firmapension med attraktiv sundhedspakke. Gate 21 har kontor i Albertslund på S-togslinjen København – Høje Taastrup, og der er adgang til delebil og delecykler i arbejdstiden.
Ansøgning og kontakt
Lyder det som noget for dig, så skynd dig at sende en ansøgning med CV via linket.
Frist 10. marts 2025 kl.12.00. Samtaler afholdes i uge 11 og 12. Vi håber, du kan starte den 1. maj 2025.
Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte programchef Mette Boye. [email protected] eller 2440 7747.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir