Har du interesse for iværksætterpolitik? Har du en analytisk tilgang til problemer? Og motiveres du af at arbejde med data og at omsætte komplekse datasæt til konkrete indsigter? Så er du måske vores nye student i Team Iværksætteri og Styrkepositioner! Erhvervsstyrelsen er i gang med at implementere initiativerne fra den politiske aftale, som regeringen og en række andre partier har indgået i juni 2024, som skal forbedre vilkårene for danske iværksættere og gøre Danmark til et iværksætterland i verdensklasse. Vi søger en skarp og analytisk studentermedhjælper, som vil være med til at understøtte Erhvervsstyrelsens arbejde med at udvikle og styrke iværksætterøkosystemer i Danmark i samarbejde med de erhvervsdrivende fonde.
Om stillingen Som studentermedhjælper i Team Iværksætteri og Styrkepositioner vil du få mulighed for at arbejde med spændende projekter, der har direkte indflydelse på regeringens iværksætterpolitik. Du får muligheden for at arbejde med et område af høj politisk prioritet og en række emner med stor samfundsmæssig bevågenhed og relevans samt indblik i, hvordan det er at arbejde i en styrelse.
Du vil især komme til at arbejde med at understøtte danske iværksættermiljøer, hvor du bl.a. skal bistå med at kortlægge det danske iværksætterlandskab, mappe centrale aktører og aktiviteter samt analysere på udvikling og tendenser. Du skal bidrage med deskriptive analyser og arbejde med store mængder data til at skabe sammenhænge i og formidle data på en letforståelig måde.
Du skal bl.a. bistå med:
- Indsamling, bearbejdning og analyse af data relateret til iværksætteri
- Visualisering og præsentation af data på en klar og forståelig måde
- Bidrage til udarbejdelse af kortlægningsresultater på baggrund af dataindsigt
- Løbende sparring med teamet om analyser og resultater.
Om dig Vi forestiller os, at du er godt i gang med en teknisk eller samfundsfaglig uddannelse inden for f.eks. data science, IT, økonomi, statskundskab eller lignende.
Vi lægger stor vægt på, at du er analytisk anlagt og motiveres af at arbejde datadrevet. Det er en fordel, hvis du har kendskab til databehandling og databehandlingsprogrammer samt erfaring med at skabe overblik i store datamængder og formidle resultater på en letforståelig måde. Derudover er det vigtigt, at du er grundig og arbejder struktureret.
Vi forventer ikke, at du har forudgående kendskab til erhvervspolitik eller iværksætteri, men det er essentielt, at du har en god samfundsøkonomisk forståelse.
Om os Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har ca. 1100 medarbejdere. Medarbejderne er fordelt på fire forskellige lokationer rundt om i landet. Denne stilling er placeret på Langelinie i København.
Du vil blive en del af et større område, Digital Kommunikation og Erhvervsfremme, som bl.a. beskæftiger sig med erhvervsfremme og digital virksomhedsrettet kommunikation. Området er organiseret i fem teams, herunder Team Iværksætteri og Styrkepositioner, der arbejder for bedre vilkår til danske iværksættere og at styrke Danmarks erhvervsmæssige styrkepositioner.
Når du starter hos os, vil vi tilrettelægge en onboarding, der ruster dig til at løse de opgaver, du får. Vi sætter det gode samarbejde højt og har et stærkt fagligt og socialt sammenhold. Der er altid hjælp at hente, hvis du har brug for at vende en problemstilling med en kollega og altid én at grine sammen med.
Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på
her Vi tilbyder - Et spændende og udfordrende arbejde, hvor du får mulighed for at bidrage til den danske iværksætter- og innovationsdagsorden.
- En dynamisk arbejdsplads med et stærkt fagligt miljø, hvor du vil arbejde tæt sammen med erfarne kollegaer.
- Fleksible arbejdstider, der kan tilpasses dit studie.
Om ansættelsen Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. Der er tale om en fast stilling normeret til 15 timer ugentligt fordelt over to dage. Der er mulighed for fleksibilitet i forbindelse med eksamener. Tiltrædelse ønskes 1. februar 2025 eller snarest derefter.
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte teamleder Thomas Zelt på 35 29 13 73 eller
[email protected] eller fuldmægtig Alma Josefine Wetterling på 35 29 12 31 eller
[email protected].
Vær opmærksom på at der ikke besvares henvendelser mellem den 18. december 2024 og 2. januar 2025.
Interesseret? Lyder det som noget for dig? Så klik på linket ”Søg stilling” og følg instruktionerne. Din ansøgning, CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest inden udgangen af onsdag d. 8. januar 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 3 og 4.
Læs mere om Erhvervsstyrelsen som arbejdsplads samt rekrutteringsprocessen
her.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.