Brænder du for arbejdsmiljø og sikkerhed? Vil du medvirke til at udvikle et godt arbejdsmiljø og fastholde en høj sikkerhedsmæssig standard? Er du god til at kommunikere på tværs og skabe fælles forståelse og beslutninger? Så er du måske den nye arbejdsmiljøkoordinator, vi søger! Du bliver ansat i Miljø- og arbejdsmiljøafdelingen under Udviklingsenheden, som løser opgaver inden for projektledelse, miljø, arbejdsmiljø, forretningsudvikling, implementering af ny lovgivning og kommunikation både internt i virksomheden og eksternt i forhold til kunder og vores ejerkreds.
Miljø- og arbejdsmiljøafdelingen består af en afdelingsleder og 8 kollegaer med forskellig uddannelses- og erfaringsmæssig baggrund. Vi arbejder selvstændigt, men lægger vægt på et godt samarbejde, vidensdeling, faglig og personlig udvikling – og ikke mindst høj trivsel.
Vi tilbyder - En udfordrende stilling i en spændende virksomhed
- 37 timers arbejdsuge med flekstid og mulighed for hjemmearbejdsdage
- En dagligdag kendetegnet af høj faglighed og godt samarbejde
- Stor indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og planlægning af dine egne opgaver
Din rolle og opgaver Som arbejdsmiljøkoordinator – eller arbejdsmiljøpartner, som vi også kalder det - er det din opgave at yde den nødvendige support til driftsafdelingerne. Du vil således i dagligdagen komme til at samarbejde med afdelingsledere og arbejdsmiljørepræsentanter i vores to divisioner for Energi og Behandling om regler og retningslinjer inden for arbejdsmiljø og sikkerhed, og du er den, der skal facilitere fremdrift og processer i arbejdsmiljøgrupperne.
Du vil have tæt samarbejde med dine kollegaer, som varetager miljøopgaverne på anlæggene, og med dine kollegaer, som arbejder med arbejdsmiljø i virksomheden generelt.
Du vil blive en del af et dynamisk og spændende arbejdsmiljø, og der er altid højt til loftet og mange smil i løbet af dagen.
Du er aktiv i forhold til overholdelse af sikkerhedsregler for såvel interne som eksterne medarbejdere.
De fleste afdelinger i Nordværk er allerede miljø- og arbejdsmiljøcertificeret. Du vil bidrage til udvikling af vores arbejdsmiljøledelsessystem og medvirke til at sikre, at hele virksomheden inden sommeren 2025 bliver arbejdsmiljøcertificeret efter ISO 45001.
Desuden forestiller vi os, at du:
- Medvirker til udvikling, gennemførelse af og opfølgning på APV
- Følger op på hændelser og nærved-hændelser
- Koordinerer og deltager i runderinger, tilsyn og audits
- Deltager i arbejdsmiljøgrupper og MED-organisationen
- Fungerer som sparringspartner for de afdelinger, som du er arbejdsmiljøpartner for
Din profil Vi forestiller os, at du har en relevant baggrund og har erfaring inden for arbejdsmiljø og sikkerhed fra en større industrivirksomhed.
Du har flair for og erfaring med at arbejde med ledelsessystemer, samt udarbejdelse af muligheds- og risikovurderinger.
Du mestrer kommunikation på tværs af faggrænser, er samarbejdsorienteret og trives med en bred kontaktflade, så du naturligt indgår i dialog på alle niveauer af organisationen via dit positive engagement.
Du tager selv initiativet, driver og afslutter opgaven.
Tilsammen løser vi en bred vifte af opgaver. Du er derfor åben overfor at løse nye opgaver og trives i en varierende hverdag.
Det er et krav, at du har kørekort til personbil, og det er en fordel, at du har egen bil, men der er også mulighed for at låne biler i Nordværk.
Løn og ansættelsesforhold Stillingen er på 37 timer ugentligt, og der gives løn efter kvalifikationer og gældende overenskomst.
Det primære arbejdssted er på Troensevej Aalborg, men du vil også have arbejdsdage på vores øvrige adresser i Hjørring og Aalborg.
Interesseret? Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Claus Riber Knudsen på tlf. 2220 8527 eller
[email protected].
Ansættelse den 1. november 2024 eller snarest muligt. Ansøgningsfristen er mandag d. 16. september 2024, kl. 8.00 og første samtale afholdes fredag d. 20. september 2024.
Nordværk ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed og opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Nordværk I/S Nordværk er førende inden for affaldshåndtering og ressourceudnyttelse. I et stærkt fællesskab bidrager vi til den grønne omstilling med fokus på klima og miljø, til gavn for ejerkommuner, borgere og virksomheder. Med blik for ejerkommunernes behov er vores kerneopgave at løse de overdragede opgaver effektivt, innovativt og gennemsigtigt med visionen for øje. Vi leverer tryghed og sikkerhed i opgaveløsningen, med stærk fokus på den økonomiske, den miljømæssige og den sociale bundlinje. Vi prioriterer og deltager aktivt i lokale løsninger og skaber resultater med blik for hele Nordjylland – og den øvrige omverden. Nordværk vil være hele Nordjyllands foretrukne samarbejdspartner indenfor innovative, miljørigtige og effektive løsninger på affalds- og energiområdet. I partnerskaber med virksomheder og vidensinstitutioner vil vi bidrage med nye løsninger til gavn for miljø og klima. Med et stærkt fokus på vores fælles fremtid vil vi være klimaneutrale og pionerer i den grønne omstilling.