Vil du tage ansvar for at beskytte data og systemer i en organisation, hvor sikkerhed og risikostyring er højt prioriteret? Som Informationssikkerhedskoordinator hos Bygningsstyrelsen vil du indgå i et stærkt fagligt miljø, hvor du får mulighed for at arbejde strategisk og praktisk. I stillingen kommer du til at styrke vores team og hjælpe os med at opretholde høje standarder for informationssikkerhed. Du vil stå i spidsen for arbejdet med risikostyring, dokumentation og implementering af informationssikkerhedsprocesser, der understøtter vores ambitioner om at levere sikre og effektive løsninger.
Om stillingen Du får en alsidig hverdag, hvor du både udvikler strategier, implementerer sikkerhedsinitiativer og følger op på compliance. Du vil i tæt samarbejde med vores nuværende informationssikkerhedskoordinator være med til at sikre, at vores systemer og processer lever op til de krav, standarderne stiller.
En vigtig del af din rolle bliver at udvikle og vedligeholde Bygningsstyrelsen Information Security Management System (ISMS) og at samarbejde med kolleger på tværs af vores centre om at implementere sikkerhedsforbedringer.
Derudover får du en betydelig rolle i at sikre, at vores politikker, procedurer og dokumentation altid er opdaterede og relevante. Det kræver både et skarpt strategisk blik og evnen til at løse tekniske problemstillinger i praksis.
Dine primære opgaver vil omfatte: - Opbygning og vedligeholdelse af risikostyring i organisationen
- Udvikling og opdatering af SOA og andre dokumentationskrav
- Implementering og drift af et systemunderstøttet ISMS (Information Security Management System)
- Gennemførelse af risikostyring for IT-systemer, herunder analyse og rapportering
- Styrke det generelle arbejde med informationssikkerhed på tværs af organisationen, bl.a. ved at introducere og implementere nye sikkerhedsinitiativer
Du vil få mulighed for at arbejde i et fagligt miljø, hvor videndeling og sparring er i fokus, og hvor dine idéer og løsninger vil gøre en konkret forskel.
Hvem er du? Vi søger en profil, der både har teknisk indsigt og strategisk forståelse. Du har f.eks. en relevant uddannelsesmæssig baggrund på kandidatniveau eller en teknisk profil med videreuddannelse. Du motiveres af at arbejde både analytisk og praktisk og har lyst til at tage ansvar for at drive sikkerhedsarbejdet i samarbejde med kollegaer.
Vi forestiller os, at du: - Har kendskab til eller certificering i ISO 27001:2022 og ISO 31000 samt har lyst til at arbejde med disse standarder
- Har stærke kommunikationsevner og formår at formidle komplekse emner til forskellige målgrupper. Du trives med at arbejde tværfagligt og har fokus på samarbejde og fælles løsninger
- Har erfaring med at udarbejde og vedligeholde politikker, procedurer og rapporter, som sikrer compliance med love og reguleringer
- Måske har du også viden om teknisk IT-sikkerhed, herunder gerne kendskab til sikker udviklingscyklus og sikre udviklingsprincipper
Vi ser også gerne, at du har erfaring med opbygning af risikostyring, men vigtigst er det, at du har lyst til at arbejde med denne proces og at du har motivationen skabe effektive løsninger i praksis.
Hvad vi tilbyder Hos Bygningsstyrelsen prioriterer vi faglig udvikling, samarbejde og fleksibilitet.
Vi tilbyder: - En central rolle i arbejdet med at sikre informationssikkerhed i statens ejendomsvirksomhed
- Et stærkt fagligt miljø med kolleger, der arbejder tæt sammen og hjælper hinanden
- Gode muligheder for personlig og faglig udvikling blandt andet gennem forskellige netværksgrupper
- Fleksible arbejdsforhold, der giver balance mellem arbejdsliv og privatliv
Om teamet Stillingen er placeret i styrelsens Center for økonomi og it. Du får i teamet 12 kollegaer, som tilsammen drifter Bygningsstyrelsens fagsystemer og yder it-support samt sikre it-og informationssikkerheden. I teamet støtter vi op om hinandens arbejde og tager ansvar for arbejdsopgaverne. Vi udvikler os gennem en åben og uformel dialog samt ideudveksling. Din professionelle udvikling er vigtig for os, og derfor ønsker vi at bidrage til, at du løbende kan styrke dine kompetencer. Det kan både være gennem uddannelse og faglig sparring.
Ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår sker efter relevant overenskomst. Bygningsstyrelsen er en styrelse under Transportministeriet, og dit ansættelsesområde vil derfor være ministeriet med de til enhver tid tilhørende styrelser. Dit arbejdssted er Carsten Niebuhrs Gade 43 i København.
I Bygningsstyrelsen arbejder vi aktivitetsbaseret. Vi har valgt den aktivitetsbaserede indretning og en positiv tilgang til delvis hjemmearbejde, fordi vi ønsker at styrke vores samarbejde og videndeling, skabe bedre mulighed for fordybelse samt understøtte et godt arbejdsmiljø med høj trivsel og fleksibilitet i hverdagen. Du kan læse mere om det
HER.
Stillingen er betinget af, at du kan sikkerhedsgodkendes efter en undersøgelse hos Politiets Efterretningstjeneste, samt at du kan opretholde godkendelsen under hele ansættelsen.
Søg jobbet Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Jesper Vedø Kennet på tlf. 4170 1041 eller på mail
[email protected].
Send os din ansøgning, CV og eksamensbeviser via siden her eller på
www.bygst.dk/job senest den 3. februar kl. 12:00. Vi holder samtaler i uge 6 og 8, og 2. samtalen vil tage udgangspunkt i en faglig opgave. Vi forestiller os tiltrædelse pr. 1. april 2025 eller efter aftale.
Om os Bygningsstyrelsen er en ejendomsvirksomhed og bygherre for staten og universiteterne. Vi har ansvar for at levere attraktive og veldrevne arbejdspladser, så vores kunder – universiteterne, politiet, domstolene og centraladministrationen – kan koncentrere sig om kerneopgaverne. Vil du læse mere om, hvem vi er og hvad vi gør, kan du gøre det
HER. Du finder vores medarbejderes karrierehistorier
HER.
På siden
HER finder du også vores politik for diversitet, ligestilling og inklusion. Vi har løbende indsatser, der skal gøre vores arbejdsplads tilgængelig for alle. Bl.a. har vi etableret et refleksionsrum, som kan bruges af medarbejdere, der har brug for pause eller bøn undervejs i arbejdsdagen.