Bliv kontorelev med speciale i Offentlig Administration, i Sekretariatet for Børn og Unge
Har du lyst til en hverdag med alsidige arbejdsopgaver i hjertet af børne- ungeområdet? Og har du lyst til at arbejde med administrative opgaver i et flerfagligt team?
- Så har vi elevpladsen til dig.
Som administrativ elev bliver du en del af Sekretariatet for Børn og Unge sammen med 18 kolleger med stor bredde i vores fagligheder. Teamet består af administrative medarbejdere, konsulenter og fagspecialister og vi er særligt optagede af at understøtte sammenhæng på tværs af det kommunale børne- og ungeområde.
Vi arbejder sammen med kolleger og ledere på det almene, specialiserede og sociale børne- og ungeområde i Center for Dagtilbud og Skoler og Center for Sociale Indsatser, og bistår dem i deres arbejde. Så du skal have lyst til ligesom os, at der er et flerfagligt blik på opgaverne.
Du kan se frem til en spændende og varieret hverdag, hvor du både kommer til at løse ad hoc-opgaver, administrativ sagsbehandling og være en del af udviklingsopgaver og projekter, hvor vi har det lange lys på.
Dine dag-til-dag opgaver vil blandt andet være
- Håndtering af henvendelser fra borgere og samarbejdspartnere
- Booke, arrangere og afvikle møder, arrangementer og kurser
- Sagsbehandle aktindsigter og administrativt understøtte klagesagsbehandling, ansøgninger og afgørelser
- Agere redningsplanke for knap så teknologisk anlagte kollegaer
Eksempler på længerevarende projekter kan være
- Administrativ understøttelse af tværgående projekter
- Være med til at styrke og udvikle vores administrative arbejdsgange
- Kvalitetssikre og udvikle kommunens hjemmeside og intranet
- Hjælpe kollegaer med at implementere digitale løsninger i den daglige opgaveløsning
Der er nedsat en række arbejdsgrupper og afhængig af dine kompetencer forventer vi også, at du kan være ansvarlig for konkrete opgaver i dette arbejde.
Mange af sekretariatets opgaver kræver, at du har flair for at sætte dig ind i og anvende digitale løsninger, kan arbejde struktureret og evner at have overblik over større mængder af data og information.
Vi ser gerne, at du er let forståelig og respektfuld mundtligt og skriftligt og at du har lyst til at blive endnu bedre til den borgerrettede kommunikation.
Vi er optaget af at give ansvar til vores elever, så du skal have mod på at arbejde med egne opgaver, være selvstændig og initiativrig.
Din elevvejleder og din teamleder står altid til rådighed med vejledning, sparring og kvalitetssikring og du vil altid have erfarne kolleger at spørge til råds.
Hør Ømer fortælle hvorfor han kan lide at være elev i Gribskov Kommune Generelt om uddannelsen
Som elev i Gribskov Kommune vil du være tilknyttet en vejleder under hele uddannelsen. Du og din vejleder skal i samarbejde udarbejde uddannelsesplan og det er din vejleders ansvar at følge op på din uddannelse og dine læringsmål.
I forbindelse med din uddannelse skal du i skoleforløb på U/Nord i Hillerød, her vil du have 9 ugers obligatorisk undervisning og 5 ugers valgfag.
Valgfagspakken er følgende
- ”Datahåndtering” (1 uge)
- ”HR og personaleadministration” (1 uge)
- ”Kommunikation i praksis” (2 uger)
- ”Økonomistyring i det offentlige” (1 uge)
Der er desuden mulighed for at du kan tilmelde dig en studietur til Bruxelles, på studieturen får du kendskab til, og indblik i, de internationale sammenhænge de offentlige institutioner indgår i, samt EU’s historie, rolle og opgaver.
Uddannelsen afsluttes med en fagprøve.
Adgangskrav
For at komme i betragtning til stillingen er det vigtigt, at du opfylder optagelseskravene til kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration.
Det vil sige, at du allerede har – eller inden 1. september 2025 bestået – én af følgende uddannelser:
- EUX Kontor
- HHX
- STX/HTX/HF skal suppleres med 5 ugers EUS
- HG bevis med adgang til offentlig administration udstedt før den 1.8.2015
Kontakt U/Nord, hvis du er i tvivl om du opfylder adgangskravene.
Ansøgere over 25 år skal medsende en realkompetencevurdering, som kan rekvireres via henvendelse til den lokale handelsskole.
Det praktiske
Din arbejdsadresse vil være på Østergade 62, 3200 Helsinge.
Vil du gerne høre mere om denne stilling, så giv teamleder Line Dueholm et kald på telefon 72 49 66 32.
Elevkoordinator Henriette Bøge Christensen vil med glæde tage imod dit opkald, hvis det drejer sig om uddannelsen i Gribskov Kommune på telefon 72 49 74 93. Kommer du ikke igennem, så send en sms og du vil blive ringet op, når det er muligt.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Tiltrædelse er 1. september 2025.
Du kan læse mere om kontoruddannelsen i Gribskov Kommune
her.
Ansøgningsfrist og samtaler
Hvis vi har fanget din interesse, så send din ansøgning og dit cv, samt eksamensbeviser og evt. realkompetencevurdering, eller andre relevante dokumenter senest 28. februar 2025.
1. samtale afholdes enten onsdag den 12. marts eller torsdag den 13. marts 2025. Og 2. samtale vil blive afholdt mandag den 24. marts 2025.
Det er en mulighed at vi indhenter reference fra en nuværende eller tidligere arbejdsgiver, i forbindelse med ansættelse.
Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.
Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · FleksibilitetAlle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.
Ansøgningsfrist: 28. februar 2025