Er du vores kommende elev, og kunne du tænke dig at få en alsidig uddannelse indenfor specialet økonomi hos Danmarks største mobilitetsselskab? Vi tilbyder en uddannelse, hvor vi går i dybden på både debitor-, finans- og kreditorområdet. Du vil blive tilknyttet vores Økonomidrift Team, som er en del af Økonomiområdet. Teamet består af 13 medarbejdere, heraf 2 elever.
Vi søger en økonomielev, som har stor interesse for økonomi og tal. Du skal have vilje og evne til at lære mere, og du skal have en positiv og proaktiv tilgang til arbejdet. Er det dine værdier? Så er en økonomielevuddannelse hos os måske noget for dig? Som elev i økonomiområdet vil du naturligt få en bred kontaktflade til mange kollegaer og til forskelligartede opgaver. Du vil blive en del af et velfungerende økonomiteam med høj faglighed og godt humør, og som elev vil du blive udfordret med en bred vifte af økonomiopgaver.
Om elevuddannelsen:
Din elevuddannelse vil veksle mellem praktik på arbejdspladsen og skoleophold. Du vil få gode muligheder for at præge din elevtid med din interesse og dit engagement, og der er mulighed for indflydelse på udviklingen og opgaveløsningen i vores team.
Dine arbejdsopgaver vil som udgangspunkt bestå af følgende:
Debitorområdet (1. år):
- Driftsopgaver i forbindelse med Flextrafik, kontrolafgifter og webshoppen
- Rykkerudsendelse og debitoropfølgning
- Fakturering
- Fordringer til Gældsstyrelsen, herunder afstemninger
- Gennemgang af indbetalinger fra Gældsstyrelsen
- Driftsopgaver i forbindelse med Rejsekortområdet, herunder afstemninger
- Besvare kundehenvendelser på mails og telefoner
Finans- og kreditorområdet (2. år):
- Kontering og bogføring af bilag
- Ind og udbetalinger i banken
- Afstemninger af bankkonti
- Udbetalingsbilag
- Årsregnskabsopgaver i DOT
- Momsafstemning
- Andre ad hoc-opgaver
Vi forventer af dig:
- Har bestået EUX 1. del inden ansættelsesstart, eller har en gymnasial uddannelse, og har gennemført det supplerende EUS-grundforløb (5 uger), der kræves ved STX/HTX/HF
- Ønsker at dygtiggøre dig og lære mere gennem teori og nye opgaver
- Er ansvarsbevidst, har en positiv indstilling, er udadvendt og engageret
- Er detaljeorienteret og kan arbejde struktureret
- Gennem din skolegang har vist, at tal og regnskab lige er noget for dig
- Gennem fritidsjob har en del erhvervserfaring
- Har et godt humør og er indstillet på at yde høj kvalitet i dit arbejde
Hvad kan Movia tilbyde:
Som økonomielev i Movia får du en 2-årig elevuddannelse med speciale i økonomi. Du vil blive en del af en spændende og alsidig hverdag med mulighed for at udvikle dine kompetencer. Du vil få en erfaren oplæringsansvarlig, der guider dig igennem din elevtid og sikrer din faglige og personlige udvikling.
Hos Movia bliver du en del af et inspirerende arbejdsmiljø med dygtige kolleger og et stærkt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og værdsætter samarbejde. Stillingen er på 37 timer, og Movia søger både elever over og under 25 år. Vi tilbyder elevløn i henhold til overenskomst mellem relevant faglig organisation og KL.
Fordele ved at være elev i Movia:
Movia tilbyder gode personaleordninger, der understøtter en sund og balanceret arbejdsdag. Du får adgang til træningsrum, massagestol og en frugtordning samt god kaffe. Vores kantine har Det Økologiske Spisemærke i sølv, og hver uge har vi en grøn dag, hvor menuen er plantebaseret og bæredygtig. Derudover får du mulighed for at indgå i Movias elevnetværk, hvor du kan sparre og dele erfaringer med andre elever på tværs af afdelinger. Som noget helt nyt har Movia etableret et 'ungenetværk', som også er en mulighed for at skabe nye relationer.
Udtagelse fra Stina, nuværende elev i Økonomi og deltager i elevnetværket:
"Som elev i Movia er jeg en del af et stærkt netværk, hvor jeg møder elever fra de forskellige andre afdelinger. Elevnetværket giver mig mulighed for at sparre med andre, og få indsigt i de andre elevers arbejdsopgaver. Vi mødes hver måned til frokost, og der er fire årlige arrangementer, der både er faglige og sociale. Det er en fantastisk måde at udveksle viden og skabe relationer på tværs af organisationen."
Udtalelse fra Claus, regnskabsmedarbejder i Økonomiafdelingen:
"Når du starter hos Movia, vil du meget hurtigt opdage, at alle er på fornavn med alle, og at du som elev, vil få mulighed for at få luftet dine gode idéer, på lige fod med chefen."
Movia som arbejdsplads:
Som Danmarks største trafikselskab arbejder Movia for øget mobilitet på hele Sjælland gennem en sammenhængende, enkel og miljøvenlig kollektiv transport. Vi transporterer mere end 180 mio. passagerer om året. Movia er en spændende og mangfoldig arbejdsplads med knap 450 medarbejdere. Vi hylder høj faglighed, innovative og fremtidssikre løsninger, og et kollegialt fællesskab på tværs af fagligheder, områder og centre. Vi har en uformel omgangstone og samarbejder på tværs af organisationen om at udvikle og forbedre den kollektive trafik til gavn for kommunerne, regionerne og borgerne.
I Movia arbejder vi målrettet ud fra vores tre kerneværdier, som er illustreret i tre begreber: 'hoved', 'hjerte' og 'ben'. Værdien 'hoved', omhandler vores nysgerrighed, høj faglighed og evne til at være undersøgende og lyttende i vores arbejde. Værdien 'hjerte' kommer til udtryk ved, at vi tager et fælles ansvar, hvor vi har fokus på bæredygtighed i den bredeste forstand, både med hensyn til økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn. Med vores tredje værdi 'ben', lægger vi vægt på vores evne til at være resultatorienterede i udvikling og drift. Det er vigtigt for os i Movia at fremme rigtige og faglige løsninger, hvor vi også udviser ordentlighed.
Vi lægger derudover vægt på vores medarbejderes trivsel og tilbyder gode kantineforhold og praktisk beliggenhed tæt på Valby St. og København Syd St. Vi arbejder systematisk med kompetenceudvikling i hele organisationen og har flextid, hvilket gør det muligt at få arbejdsliv og familieliv til at hænge godt sammen. I Movia vil vi gerne sikre en sund arbejdsplads nu og i fremtiden, hvorfor vi er en røgfri arbejdsplads.
Lyder Movia som stedet for dig?
Kan du se dig selv som elev hos os, så ser vi frem til at modtage din ansøgning.
Tidsfrister, bilag og samtaler:
Ansøgningsfrist: 25. april 2025
Tiltrædelse: 1. september 2025
Vi holder løbende samtaler og kontakter de ansøgere, vi finder interessante.
Husk
at vedhæfte eksamensbeviser og evt. realkompetencevurdering (over 25 år).
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder Mette Larsen på tlf.: 21 15 26 55.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!