Er du en erfaren it-supporter, der brænder for at sikre gode brugeroplevelser og høj driftssikkerhed på Danmarks Domstoles it-systemer? Så er det dig, vi søger!
Din nye arbejdsplads Domstolsstyrelsen er en del af Danmarks Domstole. Vores opgave er at udvikle, administrere og understøtte arbejdet ved Danmarks Domstole, og vi er derfor med til at arbejde for ret og retfærdighed.
Vi er en organisation med fokus på digitalisering og it-professionalisering. Som vores nye it-supporter bliver du en del af Support og Servicemanagement enheden i Center for It. Her vil du indgå i et dedikeret supportteam på 10 medarbejdere, hvor kvalitet, vidensdeling og teamwork er nøgleord. Sammen håndterer vi en bred vifte af henvendelser fra brugerne ved Danmarks Domstole.
Dine opgaver Du får mulighed for at bruge både bredden og dybden af din tekniske viden i jobbet. Dine væsentligste opgaver vil inkludere håndtering af administration og brugerrettigheder i Azure, brugeradministration, modtagelse, kvalificering, fejlsøgning og løsning af supportsager. Arbejdsopgaverne varierer bredt og vil involvere mere komplekse it-problemer, som 1. linje supportmedarbejdere ikke kan løse. Du får brug for dine analytiske evner og stærke tekniske kompetencer inden for primært Windows 10/11 og serverteknologier, samt tekniske services som print, video, it-udstyr, netværk, MS Office, VPN, VOIP telefoni, MDM, brugeradgange og integrationer til forskellige systemer.
Du vil samarbejde tæt med kolleger i supportteamet, infrastrukturteamet og retternes, Procesbevillingsnævnets og Ungdomskriminalitetsnævnets 1. linje support. Supportteamet yder 1. linje support til styrelsens medarbejdere, og du vil også have løbende kontakt med vores drifts- og applikationsleverandører.
Om dig Du har praktisk erfaring med it-support og er formentligt uddannet it-supporter, datatekniker eller tilsvarende. Du har tidligere arbejdet med 2. linje og gerne 3. linje support og taler et it-sprog, som alle kan forstå.
Vi forventer, at du er certificeret på Foundation niveau i ITIL v3/4 eller er indstillet på at opnå denne certificering. En generel forståelse for og erfaring med it-infrastruktur, netværk, printere og AV-kendskab er også noget, vi lægger vægt på.
Derudover lægger vi vægt på, at du
- Er struktureret og proaktiv og let skaber overblik over de daglige opgaver
- Trives i en rolle med stort ansvar, hvor du selvstændigt prioriterer rækkefølgen af at løse dine opgaver
- Er venlig, imødekommende og samarbejdsorienteret
- Har et stort ønske om at give brugerne en god oplevelse og kender forskellige spørgeteknikker, der gør dig i stand til at få de nødvendige oplysninger tilvejebragt, så en sag kan løses hurtigt og effektivt.
Løn og ansættelsesvilkår Du vil blive ansat på overenskomstvilkår i henhold til organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten mellem Skatteministeriet og HK/Stat samt OAO-S-fællesoverenskomsten. Der vil eventuelt kunne forhandles et pensionsgivende kvalifikationstillæg afhængig af erfaring og kompetencer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til ”Hemmeligt” og opretholde din sikkerhedsgodkendelse under hele din ansættelse. Du kan læse mere om sikkerhedsundersøgelser
her. Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt og forventer at holde 1. samtaler den 7. og 8. maj 2025 og 2. samtaler den 14. og 15. maj 2025.
Domstolsstyrelsen er beliggende på både Gammel Mønt og Amagerfælledvej. I stillingen her får du arbejdssted på Amagerfælledvej 56, København.
Åbningstiden for supporten er lige nu mandag – torsdag fra kl. 8.00 – 15.30 og fredag fra kl. 8.00 – 15.00. Du skal være indstillet på at indgå i en vagtplan, der altid dækker åbningstiderne.
Mere om stillingen Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte teamleder for Support og Service Management Maya Afzal på tlf. 20 69 99 74 eller enhedschef Jonas Rattleff på tlf. 20 43 86 08.
Du kan læse mere om Domstolsstyrelsen, Danmarks Domstole og vores vision, værdier og mål på
www.domstol.dk. Her kan du også møde nogle af vores
ansatte og se en
film om arbejdet som it-specialist i Domstolsstyrelsen.
Ansøgning Du sender din ansøgning online via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen, når du trykker på knappen ”Søg stillingen”.
Ud over din ansøgning bedes du vedhæfte cv, udtalelser og relevante eksamenspapirer mv.
Vi skal have modtaget din ansøgning senest
den 23. april 2025. Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.