Er antropologiske undersøgelser og analyser af adfærd i relation til design af teknologi din spidskompetence, og vil du gerne arbejde med projektledelse og bidrage til ansøgning af midler til udviklingsprojekter? Så glæder vi os til at modtage din ansøgning.
Vi har stor succes med at integrere antropologiske undersøgelser i både tekniske udviklingsprojekter og kundeopgaver. Det gør os nemlig klogere på, hvordan vi kan designe teknologiske løsninger og optimere brugeroplevelsen ved at forstå og integrere brugernes sociale, kulturelle og etiske behov.
Som teknoantropolog bringer du din faglighed i spil gennem kvalitative undersøgelser, adfærdsstudier og analyser, der skaber indsigt i samspillet mellem brugere og teknologi – med særligt fokus på energi og bæredygtighed i den grønne omstilling. Eksempler på opgaver kan være at analysere medarbejderes behov ved udvikling af nye ventilationssystemer og -processer til laboratorier. En anden opgave kunne være at rådgive en virksomhed om, hvordan de kan implementere automatiseringsteknologi på en måde, der skaber accept blandt medarbejderne.
Du får forskellige roller i vores udviklingsprojekter og konsulentopgaver. I nogle projekter skal du agere projektleder, mens du i andre projekter kommer til at indgå som projektdeltager. I begge tilfælde bliver du en del af teams, hvor antropologisk indsigt og ingeniørfaglig ekspertise forenes. Du kommer også til at bidrage på tværs af teams, når vi skriver ansøgninger om midler til udviklingsprojekter.
For at blive en succes i stillingen er det vigtigt, at du har mod på at udbrede kendskabet til antropologi både internt på Teknologisk Institut og hos vores kunder.
Selvstændig og samarbejdsorientereret antropolog
Vi forventer, at du er uddannet antropolog og har erfaring med selvstændigt at udføre antropologiske undersøgelser og analyser. Du er motiveret for at samarbejde med teknologieksperter om at udvikle løsninger, der integrerer menneskelige og kulturelle faktorer. Det er en fordel, hvis du har viden om eller interesse for energi, klima, bæredygtighed og teknologiorienteret arbejde.
I det daglige kommer du til at arbejde tæt sammen med ingeniørfaglige og tekniske kolleger og kunder. Det er derfor vigtigt, at du har masser af gå-på-mod og er nysgerrig på samarbejdet med forskellige fagligheder, ligesom du trives med at skabe netværk og opsøge nye samarbejdsmuligheder. Dine stærke skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på både dansk og engelsk gør dig i stand til at formidle komplekse ideer til både tekniske og ikke-tekniske målgrupper klart og effektivt.
En del af Teknologisk Instituts omsætning genereres via kommercielle aktiviteter, og derfor er det vigtigt at også du har fokus på værdiskabelse og sikrer, at arbejdet ikke kun er teknisk korrekt, men også bidrager til virksomhedens samlede mål og succes.
Vi udvikler fremtidens energisystem
Du vil blive tilknyttet Center for Energieffektivisering og Ventilation, som er en del af divisionen for Energi og Klima. Vi er 35 medarbejdere i centret, hvoraf størstedelen er placeret i Taastrup. Vi er også repræsenteret i Aarhus.
Centrets primære kundeportefølje omfatter virksomheder, der arbejder med projektering, udførelse, servicering af bygningsinstallationer, industri- og produktionsvirksomheder samt ejendomsadministration og drift af bygninger. Vi tilbyder et bredt spektrum af specialistydelser, herunder måling og analyser inden for komfort- og procesventilation, indeklima og energieffektivisering i industrielle processer, energi- og klimasyn, betjening af fagtekniske sekretariater, udvikling og afholdelse af tekniske kurser og temadage samt forsknings- og udviklingsprojekter med fokus på grøn omstilling.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Vagn Holk Lauridsen på telefon 7220 2533 eller centerchef Pia Rasmussen på telefon 7220 1189.
Send din ansøgning hurtigst muligt og senest den 6. februar 2025. Vi afholder samtaler i løbet af uge 7 og 8.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir