Børnehaveklasseleder eller lærer til vores gruppeordning (0.-1. årgang)
I Lyngholmskolens gruppeordning søger vi med lys og lygte efter DIG, der vil være med til at skabe den bedste start på skolelivet for vores elever på 0. og 1. årgang. Vores 0. og 1. årgang er i samme klasse og konceptet er, at elever og forældre skal opleve et 2-årigt opstartsforløb i skolen, der er kendetegnet ved tryghed, fællesskab og motiverende læring - både fagligt, personligt og socialt.
Du vil få mulighed for at starte hos os allerede 1. maj og dermed være med til at planlægge og tilrettelægge kommende skoleår med dine kollegaer. Du vil ikke være alene i klassen, men have tæt samarbejde med mindst en fast pædagog. Har du gåpåmod og en masse spændende og sjove ideer, så læs endelig videre!
Dine kompetencer
Det er ikke et krav, at du har en ph.d. i raketvidenskab, men du skal være uddannet pædagog eller lærer. Da du skal arbejde med vores mindste elever, er det vigtigt, at du finder stor arbejdsglæde i at give dem den bedste start på skolelivet.
Vi forventer, at du er en tydelig, omsorgsfuld og stabil ledestjerne som vores børn kan følge og opleve tryghed hos. Vi arbejder med en tydelig struktur, kravtilpasning og low arousal, hvor vi er fælles om tilgange og mål. Du skal have et stærkt børnesyn, der tager udgangspunkt i, at 'børn gør det godt, hvis de kan', og du skal være god til at aflæse og tilpasse dig børnenes behov i situationen. For os er det vigtigt, at du er god til at opbygge stærke relationer, og at du samtidig kan håndtere elever, der har forskellige behov.
Det er også vigtigt, at du har et ressourcesyn på vores familier og er aktiv i forældresamarbejdet, da vi anser det for en vigtig faktor for at understøtte børnenes trivsel.
Du vil blive medtilrettelægger af nogle sjove og spændende skoledage med fokus på den elevgruppe, vi har, og deres forskellige behov. I vores arbejde vil du opleve, at vi som skole har et stort fokus på legende tilgange til læring og kreative og motiverende læringsprocesser, når vi udvikler læringsforløb. Vi har tidligere været en del af et stort 3-årigt Playful Learning skoleudviklingsprojekt “Play@heart”, og de kommende tre år skal vi være med i et nyt stort Playful Learning skoleudviklingsprojekt “Jeg vil være med”. Begge udviklingsprojekter har den legende og eksperimenterende tilgang til læring som omdrejningspunkt, og dette har sat sig tydelige spor i vores pædagogiske fundament.
Kort sagt har vi en ambition om at skabe en varieret og motiverende skoledag for eleverne, hvor deres kompetencer og styrker sættes i spil i små og store fællesskaber, så de udvikler selvtillid og selvværd.
Samarbejde
Du vil både have fælles forberedelse med dine kollegaer samt individuel forberedelsestid. Vi er organiserede i professionelle læringsfællesskaber, hvor vi prioriterer at reflektere over og udvikle praksis sammen. Du skal derfor sætte pris på et tæt samarbejde med dine nærmeste kollegaer, når forløb skal planlægges, udføres og evalueres. Du vil blive en del et ugentligt teammøde og et ugentligt husmøde, hvor hele gruppeordningens personale samles. Her har vi mulighed for at holde fælles møde, fælles forberedelse, supervision osv.
Om os
Lyngholmskolens Gruppeordning er Furesø Kommunes tilbud til elever fra 0.-9. klasse med primært socioemotionelle vanskeligheder. Vi bor i naturskønne omgivelser i Farum i vores egne lokaler med egne udearealer og har et tæt samarbejde med almen på Lyngholmskolen.
Alle vores knap 30 elever, der spænder fra 0.-9. klasse fordelt i 4 grupper, har brug for voksne, der via low arousal, specialpædagogik og stærke relationskompetencer skaber nogle rammer, der udvikler vores børn og unge fagligt, personligt og socialt.
Du skal derfor brænde for arbejdet med en gruppe børn og unge, der har brug for et mindre og struktureret skolemiljø. Vi har vores egen bus, der giver mulighed for at tage ud og opleve læring i andre omgivelser som f.eks. læringsture eller skovskole.
I Lyngholmskolens gruppeordning er vi en personalegruppe, der er sammensat af lærere og pædagoger, og vi indgår i et tæt samarbejde med vores psykolog og talehørekonsulent. I alt er vi ca. 15 fagpersoner i dagligdagen, der har et bredt tværfagligt samarbejde om udviklingen af vores læringsmiljøer. Desuden er vi tilknyttet Lyngholmskolen, som vi har et tæt samarbejde med, og hvor vi også er en del af i hverdagen. Både i omlagte uger, på Lyngholmskolens traditionsdage, i vores FFO, i praktikforløb for vores børn og i de fælles faglige kompetenceudviklingsforløb.
Send os din ansøgning
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer.
Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn. Tiltrædelse er 1. maj 2025 eller snarest muligt.
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte vores afdelingsleder for gruppeordningen, Isabella, på mail: [email protected] eller telefon: 72165499.
Hvis du mener, at du er den nye børnehaveklasseleder, der vil være med til at udvikle en skole, som eleverne ikke vil hjem fra, så tøv ikke med at ansøge. Vi er klar til at tage imod dig!
Ansøgningsfristen er mandag d. 24/3 kl. 23.59. Vi holder samtaler fredag d. 28/3 fra klokken 12.
Venlig hilsen
Alle os i gruppeordningen på Lyngholmskolen
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir