Vitaliy Bondarenko, tidl. kontorelev Løn- og HR-afdelingen: ” Jeg har i min elevtid følt mig værdsat og har haft mulighed for at udvikle mine færdigheder på en velfungerende arbejdsplads. Afdelingens positive atmosfære har haft stor betydning for mit engagement og min trivsel, og jeg føler, at jeg har fået den nødvendige oplæring og støtte til at udvikle mig fagligt”.
Rybners søger en administrationselev med opstart den 1. august 2025 (2-årigt forløb).
Hos os i Løn- og HR-afdelingen får du en spændende, seriøs og alsidig uddannelse, der giver dig mulighed for at arbejde med en bred vifte af løn- og personaleadministrative opgaver, og hvor du senere i din karriere har mange muligheder for videreuddannelse.
Dine opgaver vil give dig et indblik i den daglige administration på en stor skole med mange berøringsflader, hvor du skal arbejde selvstændigt og i teams. I løbet af uddannelsen skal du indgå i driftsopgaver i Løn- og HR-afdelingen. Den teoretiske del af uddannelsen foregår primært på Rybners Handelsskole.
Som administrationselev skal du opfylde adgangskravene til Kontoruddannelsen med speciale Administration, for eksempel ved at have bestået EUX, HHX eller STX/HTX/HF suppleret med et 5 ugers EUS-grundforløb.
I Løn- og HR-afdelingen er de to månedlige lønkørsler en naturlig og stor del af hverdagen. I afdelingen håndteres også al personaleadministration. Dette tæller blandt andet administration af ferie, barsel og sygdom, tidsregistrering, refusionsanmodninger, udfærdigelse af ansættelseskontrakter, anciennitetsberegning og lønindplacering m.m.
Blandt teamets opgaver er også afstemning af lønkonti og e-indkomst samt opgaver ved årsafslutning. Du vil også skulle beskæftige dig med HR-processer som Ny Løn, deltage i HSU-møder og lære at on- og offboarde ansatte. Via dine opgaver vil du få indgående kendskab til flere systemer, fx SLS (Statens Lønsystem), SDBF (blanketflowsystem), TalenTech (HR-system), mTime (tidsregistreringssystem) og Navision Stat (regnskabssystem).
Vi har en bred kontaktflade med henvendelser fra medarbejdere og chefer samt fra eksterne samarbejdspartnere og offentlige myndigheder. Vores primære arbejdsredskab er PC og telefon.
Kvalifikationer
Vi forventer du byder ind med engagement og nysgerrighed i forhold til din elevuddannelse og din arbejdsplads, hvor en selvstændig og ambitiøs tilgang forventes. Du er udadvendt og god til at kommunikere, og har naturligt flair for tal og IT. Du har lyst til at samarbejde og løfte i flok, har en positiv indstilling og et godt humør.
Du kan forvente
Vi tilbyder dig et skræddersyet uddannelsesforløb med en seriøs og grundig oplæring, hvor der er sammenhæng mellem teori og praksis, og hvor du har mulighed for at sætte dit eget præg på DIN uddannelse. Vi er klar til at lære fra os, og ser frem til at modtage dig i vores team, hvor hjælpsomme og engagerede kollegaer vil sikre, at du får den nødvendige viden, og assistere dig gennem hele din elevtid.
Løn- og ansættelsesforhold
Ansættelse sker i henhold til Cirkulære om organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere mellem Skatteministeriet og HK-Stat af 1. august 2022, samt Cirkulære om Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-s) af 5. juli 2024.Lønnen bliver fastlagt efter principperne for Ny Løn.
Der er tilknyttet en attraktiv pensionsordning til jobbet.
Du vil forud for ansættelse elektronisk blive bedt om at give samtykke til, at vi kan indhente straffeattest samt børneattest.
Ansøgning
Hvis du synes, at jobbet lyder spændende, og passer ovennævnte kvalifikationer på dig, kan du søge jobbet ved at klikke på "Søg jobbet" og udfylde skemaet efter den givne anvisning.
På Rybners vil vi gerne modtage ansøgninger elektronisk via vores rekrutteringssystem, da vi ønsker at sikre den bedst mulige og mest effektive behandling af ansøgningerne, herunder at efterleve persondataforordningens krav.
Når du har sendt din ansøgning, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på at denne e-mail og senere e-mails fra Rybners kan være modtaget i din mappe "uønsket post".
Alle interesserede, uanset personlig baggrund, opfordres til at søge.
Samtaler afholdes i uge 22 og 23.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir