Brøndagerskolen er en specialskole for børn og unge med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF). Vi er beliggende i Albertslund (tæt på offentlig transport), og modtager elever fra hele det Storkøbenhavnske område. Vores elevgruppe er karakteriseret ved en udviklingsmæssig bredde, der spænder fra tidligt- og moderat til et mere aldersvarende udviklingstrin. Vi arbejder derfor ud fra en stor bredde i forståelsen af undervisningsopgaven, således at både elever på tidligt udviklingstrin og elever der kan indgå i mere traditionelle fagfaglige aktiviteter udvikles.
Vi er opbygget som et helhedstilbud, hvor tværfaglige kompetencer understøtter elevernes særlige behov og forudsætninger. Der er fokus på den faglige såvel som den sociale udvikling, og der undervises i fagrækken efter det udvidede undervisningsbegreb. På Brøndagerskolen lærer eleverne ud fra deres potentialer, og der er fokus på det livslange perspektiv. Vores udgangspunkt er den enkelte elev, og vi tilbyder et kombineret undervisnings- og fritidstilbud fra 0.—10. klassetrin.
Vi er en skole, der hele tiden er under udvikling, så hvis du brænder for udeliv, bevægelse, madlavning, billedkunst, teknologiforståelse eller lignende, så er der plads til, at dine kompetencer kan komme i spil hos os.
Vi modtager gerne din ansøgning uanset, hvordan din fagkombination ser ud.
Skolens personale arbejder i teams bestående af både lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere. Der er en stor grad af frihed i de enkelte teams til at planlægge dagene, så de passer til elevgruppen. Det gælder både den fagfaglige undervisning, men også ture ud af huset o.l.
Vi lægger stor vægt på fællesskabet i lærergruppen, da vi tror vi udvikler eleverne bedst i fællesskab. Derfor søger vi en lærer, der er interesseret i at arbejde i et forpligtende teamsamarbejde, hvor der b.la. er fælles forberedelse med pædagogerne én eftermiddag om ugen mellem 14.50-16.20.
Vi lægger vægt på, at du vil gøre en forskel for børn og unge med særlige behov. Vi hjælper hinanden med pædagogiske udfordringer, med nysgerrighed og med vilje til at finde nye veje. Vi modtager derfor gerne ansøgninger fra nyuddannede såvel som erfarne lærere.
Vi tilbyder en arbejdsplads på en specialskole med snart 50 års erfaring med ASF. Vi har et spændende pædagogisk miljø, hvor pædagogisk udvikling og tilrettelæggelse af individuelle undervisningsforløb vægtes højt. Du vil få engagerede kollegaer og ledere, der brænder for skolens særlige målgruppe. Desuden er der Introkursus til nyansatte lærere, samt nedsat undervisningstid for nyuddannet lærere (de første 2 år). Vi vægter at personalet har muligheder for kompetenceudvikling.
Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Christian Littau på 61689904, hvis du ønsker at høre nærmere om stillingen eller er interesseret i en rundvisning på skolen.
Du kan med fordel orientere dig på skolens hjemmeside, hvor du bl.a. kan se vores præsentationsfolder og læseplan.
Albertslund kommune og DLF (kreds 25) har et samarbejdspapir med aftale om lærernes arbejdstid.
Ansøgningsfrist: Mandag d. 28.10.2024
Samtalerne finder sted onsdag d. 30.10.2024 mellem 08.30-10.30 på Nordmarks Alle 20, 2620 Albertslund.
Tiltrædelse: 1.12.2024 eller før hvis muligt.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling.
Det er en forudsætning for din ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse. samt tilfredsstillende børne-og straffeattest.
Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir