Vil du gerne være en økonomisk sparringspartner for dygtige fagkollegaer i en spændende projekt- og driftsorganisation? Vil du være en del af en arbejdsplads, hvor der er plads til personlig og faglig udvikling – og til dine input? Så har vi den rette stilling til dig. Hos Vejdirektoratet arbejder vi hver dag for at skabe sammenhæng for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje. Vi gør vores bedste for både at højne sikkerheden, gøre trafikken grønnere og sikre, at Vejdirektoratet fortsat lever op til vores målsætning om bedre vej for pengene.
Vi har en ledig stilling som business controller i Økonomistyring. Du bliver en del af specialist- og controllerteamet, der har det faglige ansvar for en række opgaver og specialer. Teamets medlemmer er ’’faglige ankerpersoner’’ og yder samtidigt specialiseret assistance med controlling og forretningsunderstøttelse i samarbejde med økonomipartnerne.
’’
Som ny i Vejdirektoratet er jeg blevet taget rigtig godt imod af både kollegaer og ledere. Man mærker hurtigt, at der er et stærkt samarbejde på tværs af afdelingen, uanset om det er med kollegaerne i København eller Skanderborg. Afdelingen er præget af høj faglighed og en stor vilje til vidensdeling og sparring,’’ fortæller business controller Henrik Junker Rasmussen.
Ansvarsområder I stillingen som business controller bliver en væsentlig del af dine opgaver at sikre, at Vejdirektoratets økonomistyring baserer sig på og følger dokumenterede principper og metoder.
Blandt opgaverne er:
- Controllingopgaver
- Løbende dialog og økonomisk opfølgning med et eller flere områder i Vejdirektoratets organisation
- Understøttelse af årlig budgetlægning, kvartalsvise budgetopfølgninger og ifm. årsafslutningen
- Faglig ankerperson med ansvar for et eller flere økonomiske specialer (fx investeringsstyring, lønstyring eller ledelsesrapportering), så området løbende udvikles og tilpasses nye interne og eksterne krav
- Deltage i analysearbejde og procesforbedringer
- Ansvarlig for at igangsætte og understøtte nye økonomistyringsdagsordener
Din profil Du kan både være nyuddannet eller have nogle års erfaring. Vi sørger uanset baggrund for en grundig introduktion til arbejdsopgaverne.
Vi ser gerne, at du:
- har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, fx cand.polit., cand.oecon., cand.merc., cand.scient.pol. eller lignende. Alternativt har du opbygget relevante kompetencer fra en lignende stilling.
- har lyst til at arbejde i en stor organisation med mange komplekse problemstillinger
- er i stand til at arbejde struktureret og analytisk
- er nysgerrig og har mod på at stille spørgsmål og udfordre vanetænkning
- har evner for skriftlig og mundtlig kommunikation og kan oversætte bevillings- og økonomisprog til andre fagligheder
Du er gerne initiativrig og har evner for og lyst til samarbejde. Du skal kunne tage ansvar for dit eget område, men samtidig kunne støtte dine kolleger, ligesom de står klar til at støtte dig. Det vil være en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til de fællesstatslige IT-systemer (FS-IT).
Velkommen til økonomistyringsenheden Vi har ansvaret for Vejdirektoratets økonomistyring, hvilket bl.a. omfatter bevillingsstyring, budgettering og budgetopfølgning, controlling og løbende forretningsunderstøttelse. Vi har en meget bred samarbejdsflade med mange interessenter, herunder hele Vejdirektoratets organisation, direktionen og Transportministeriets departement.
Afdelingen består af 15 dygtige og engagerede medarbejdere fordelt på to tjenestesteder (København og Skanderborg). Vi hjælper hinanden på tværs af teams, tjenestesteder og ansvarsområder samtidig med, at vi vægter de sociale relationer højt. Vi har et løbende fokus på, hvordan økonomistyringen kan forbedres gennem nye innovative tilgange. Du kommer til at referere til afdelingsleder Anders Bergholt Lund, som har primært arbejdssted i København, men som ofte vil være at finde i Skanderborg.
Dine løn- og ansættelsesvilkår Du får løn efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg afhængig af dine kvalifikationer.
Du bliver en del af en organisation med høj medarbejdertrivsel, som prioriterer, at der er en god balance mellem fritid og arbejde, og hvor der er mulighed for ugentlige hjemmearbejdsdage.
Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du vil blive ansat i Vejdirektoratet og have tjenestested på Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal, 1577 København V eller Thomas Helsteds Vej 11, 8660 Skanderborg afhængig af din bopæl.
Hvis du vil vide mere om stillingen… … er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Anders Bergholt Lund på mail
[email protected] eller telefon 6193 7412.
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk under Job og karriere.
Er du interesseret? Send en kort ansøgning om din motivation for stillingen og dit CV senest
søndag den 12. januar 2025. Vi forventer at afholde samtaler løbende, og ellers i slutningen af uge 3.
Der vil indgå en mindre case i rekrutteringsforløbet, ligesom der vil blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver, hvis du går videre fra indledende samtaler.
Stillingen forventes besat pr. 1. marts 2025 eller snarest muligt.
Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk.
Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, handicap, politisk anskuelse eller etnisk tilhørsforhold.