VKCONSULTING søger en Business Controller til Exhausto A/S i Langeskov
Har du et forretningsorienteret mindset samt en nysgerrig og åben tilgang til mangeartede opgaver? Er du drevet af data og tal? Så har du nu muligheden for at blive en del af økonomiafdelingen hos Exhausto i Langeskov.
Jobbet:
EXHAUSTO er specialiseret indenfor energieffektive, bæredygtige ventilationsløsninger, og kendt for deres produkter og knowhow både nationalt og internationalt. Produktporteføljen sikrer sundhed og komfort gennem optimalt indeklima til kunder verden over.
I tæt samarbejde med virksomhedens ledere får du ansvar for legitimiteten af ugentlige, månedlige og årlige rapporter. Du vil derudover fungere som CFO’ens højre hånd i forbindelse med måneds- og årsregnskaber. I rollen som Business Controller skal du analysere og rapportere komplekse data og skabe strukturer, der gør det let at få adgang til og præsentere data.
Dine opgaver:
Overordnet bliver du ansvarlig for at konvertere komplekse data til håndgribelig præsentation, og dermed støtte organisationen i formidlingen af diverse parametre.
EXHAUSTO har en værdibaseret virksomhedskultur, hvor Engagement, Tillid og Respekt er centrale parametre i hverdagen. Det er vigtigt, at du kan identificere dig med og afspejle dette værdisæt i din tilgang til opgaverne.
Vi tilbyder:
Du får chancen for at slutte dig til en af de førende organisationer inden for ventilationsløsninger og være en del af en innovativ og dynamisk gruppe. I stillingen bliver du en del af et kompetent økonomiteam bestående af bogholdere, controllere samt en CFO. Teamet vægter især godt samarbejde, humor, frihed under ansvar og en god omgangstone. Du tilbydes en rigtig spændende fuldtidsstilling med gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Gagen inkluderer pension, fritvalg, sundhedssikring og flekstid. Frokosten nydes i godt selskab med kollegaerne i den lækre kantine.
EXHAUSTO har en stærk medarbejderkultur, der bl.a. formes af sociale arrangementer og en aktiv personaleforening. Her er den flade struktur og store rummelighed overfor hinandens kompetencer og forskelligheder i centrum, hvilket gør EXHAUSTO til en utrolig attraktiv arbejdsplads.
Vi forventer:
Du har en solid forståelse for økonomi og regnskab, og kommer fx med en uddannelsesmæssig baggrund som cand.merc. i Business Controlling, HD i regnskab og økonomistyring, finansøkonom eller lignende. Du har erfaring fra lignende stilling, gerne fra en produktionsvirksomhed. Du har stærke analytiske kompetencer og er vant til at arbejde med Excel på højt niveau. Virksomheden anvender, foruden Microsoft Office-pakken, en lang række forskellige programmer, herunder ERP-systemet M3, samt BI-programmet Qlikview.
Din profil:
Som person er du tillidsvækkende, positiv og har gode samarbejdsevner samtidig med at du trives med teamarbejde og agerer serviceminded overfor dine kollegaer. Du er systematisk, vedholdende og skarp til at gennemskue problemstillinger og udviser en naturlig nysgerrighed på at lære nyt. Dine opgaver tilgår du med en procesoptimerende tankegang med fokus på hvordan ændring i praksis kan påvirke forretningen.
Du arbejder struktureret, pragmatisk og har en omhyggelig og målrettet ageren, med fokus på kvalitet og overholdelse af deadlines. Du har blik for detaljen, er ansvarlig og samtidig en teamspiller med de fælles mål for øje, der gør at du aktivt byder ind til den gode kollegiale fællesskabsånd, der kendetegner arbejdsmiljøet hos virksomheden.
Virksomheden:
EXHAUSTO udvikler og fremstiller højkvalitetsprodukter og -systemer til komfortventilation på alle anvendelsesområder – fra kontorer, butikker, skoler og institutioner til industribygninger, hoteller og sygehuse. Med fokus på høje virkningsgrader og et energiforbrug, der sætter nye standarder for branchen, er EXHAUSTO blandt de absolut førende på området.
EXHAUSTO har produktion i Langeskov på Fyn og i Flå i Norge og har desuden salgsselskaber i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Koncernen har i alt 300 ansatte.
EXHAUSTO er en del af ALDES Group, en fransk international, familieejet koncern. ALDES leverer ventilatorer og luftbehandlingsaggregater samt anlæg til luftrensning opvarmning/køling af brugsvand samt central støvsugning. ALDES-koncernen blev grundlagt i 1925, og med hovedsæde i Vénissieux nær Lyon beskæftiger koncernen 2.000 medarbejdere og har en omsætning på 400 mio. euro. ALDES-koncernen har aktiviteter i næsten 60 lande verden over og har en førende position på mange europæiske markeder.
Læs gerne mere om virksomheden på www.exhausto.dk og om ALDES på www.aldes.com
Ansøgning:
Matcher ovenstående dine kvalifikationer, hører vi meget gerne fra dig. Send en ansøgning og CV via linket. Vi holder løbende samtaler og ansætter, når rette match er fundet. Ved evt. spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til Rikke Vojer Kern på tlf. 70201512 alle hverdage. Vi glæder os til at høre fra dig.
Bemærk, alle ansøgninger behandles fortroligt og med stor diskretion. Med henvisning til reglerne omkring GDPR modtages ansøgninger kun via linket i stillingsannoncen. Kan du ikke uploade din ansøgning via ansøgningsknappen, bedes du kontakte os. Vores annonce bliver automatisk og løbende fornyet på jobportalerne, indtil stillingen er besat. En fornyelse af et stillingsopslag er dermed ikke et udtryk for genopslag, men blot en automatisk fornyelse af annoncen.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir