Vi søger to dygtige undervisere til at undervise på pædagoguddannelsen, på efter- og videreuddannelsesforløb og på brobygningsforløb.
På Absalon bliver de studerende uddannet til en professionel praksis, hvor man skal kunne kombinere teori med praktiske færdigheder og udøve en stærk faglig dømmekraft. Som færdiguddannet står vores studerende hver eneste dag i situationer, hvor deres viden, valg og handlinger har helt konkret betydning for andre mennesker.
Det er derfor vigtigt, at vores studerende kan mærke deres uddannelse fra første dag, og at de oplever, at vi som uddannelse går forrest i udviklingen af deres pædagogiske faglighed. Derfor har vi givet de studerende et uddannelsesløfte, som vi arbejder med. Uddannelsesløftet består af fem elementer; studiestart, arbejdet i studiegrupper, professionel træning og øvelse, et nært studiemiljø med tætte relationer samt personlig og professionel dannelse.
Vi søger to undervisere til tidsbegrænsede stillinger, som vil være med til at bidrage til ovenstående.
Din profil
Du får en vigtig funktion i forhold til at undervise kommende og nuværende pædagoger. Det er derfor væsentligt, at du som underviser kan genkende dig selv i nedenstående:
Praktisk og teoretisk didaktisk erfaring.
Du kan let supplere teoretisk stof med praksiseksempler, ligesom du har flair for at inddrage de studerendes egne erfaringer som en naturlig del af undervisningen.
Erfaren underviser.
Du står stærkt i mødet med de studerende, og din undervisning bærer præg af variation, nærvær og engagement. Du har meninger om, hvad der er god uddannelse, men er også lydhør og åben for de kollegiale erfaringer og tilgange. På den måde er du både hovedperson i din egen faglige udvikling og kan arbejde med en stor grad af selvstændighed.
Holdspiller.
Vi lægger vægt på, at du har stærke relationelle kompetencer, er samarbejdsorienteret og fleksibel. Samtidig er du resultatorienteret, kvalitetsbevidst og handlekraftig. Du indgår konstruktivt og løsningsorienteret i arbejdsfællesskaber og er en udpræget holdspiller, der forstår værdien i og evner at give og modtage sparring. Du er engageret og brænder for de studerende, og du er optaget af at videreudvikle og styrke studieengagementet, samt at udvikle din undervisning sammen med os.
Derudover forventer vi os, at du:
- har en relevant akademisk uddannelsesbaggrund på kandidat- eller masterniveau.
Dine arbejdsopgaver
Som underviser på pædagoguddannelsen har du en række forskellige opgaver i løbet af en arbejdsuge. Følgende er en beskrivelse af de opgaver, som knytter sig til hver af de to profiler, vi søger:
Underviser 1
Undervise og vejlede på grunduddannelse, efter- og videreuddannelse og brobygningsforløb. Du skal selv tilrettelægge, gennemføre og evaluere undervisningen og løbende være med til at udvikle den. Du kan undervise i Køn, seksualitet og mangfoldighed på brobyg-ningsforløb med ungdomsuddannelser; ligesom du kan undervise på forskellige dele af pædagoguddannelsens grundfaglighed.
Underviser 2
Undervise og vejlede på grunduddannelse, efter- og videreuddannelse og brobygningsforløb. Du kan undervise i professionsrettet simulation med udgangspunkt i musik, samt varetage undervisnings- og vejledningsforløb på den ordinære pædagoguddannelse og meritpædagoguddannelsen. Du vil have undervisningsforløb på vores campus i Roskilde og vores campus i Slagelse.
Fælles for begge stillinger
Skabe et aktivt og spændende studiesocialt miljø.
Vi lægger vægt på, at vores studiemiljøer er præget af liv og af glade og engagerede studerende, der kan få kompetent sparring og støtte i både studiegrupper og fra deres vejledere og undervisere. Din rolle på pædagoguddannelsen er blandt andet at bidrage aktivt til, at de studerende oplever vores studiemiljøer som levende og som mere end et uddannelsessted.
Fagligt samarbejde er en del af hverdagen.
Du bliver en del af et fagligt fællesskab i din faggruppe. Du skal ofte samarbejde med faggruppen, fx når undervisningsforløb skal sammensættes eller når læringsformater skal udvikles, testes og evalueres.
Dine kolleger
Absalons pædagoguddannelse er en del af Center for Pædagogik (CPÆ), som ud over pædagoguddannelsen rummer efter- og videreuddannelse samt forskning og udvikling. På pædagoguddannelsen i Slagelse er vi 21 medarbejdere, og vi er kendetegnet ved at have et godt arbejdsmiljø med en ligefrem og uhøjtidelig omgangstone, godt humør og et stort engagement blandt alle ansatte. Vi lægger vægt på, at man kan sige tingene lige ud til hinanden, og at der er plads til forskellighed.
Du får ansættelsessted på Campus Slagelse, som ligger lige ved Slagelse station.
Sådan ansøger du
- Ansættelse sker efter gældende overenskomst på statens område.
- Stillingerne er på fuld tid.
- Stillingerne er tidsbegrænsede i perioden 1. februar 2025 til 31. januar 2026.
- Hvis du har nogle spørgsmål til stillingen, kan du kontakte uddannelsesleder, Mette Høgh Stær, på [email protected] eller 7248 1438
- Ansøgning og relevante bilag sendes via vores rekrutteringssystem her (https://phabsalon.dk/job-i-absalon/ledige-stillinger) eller ved at klikke på ”Søg stillingen” til højre på denne side senest d. 29. december 2024.
- Vi forventer at afholde samtaler løbende.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Alt efter dine kvalifikationer vil du blive ansat som adjunkt eller lektor På Absalon er adjunkturet en 4-årig uddannelsesstilling. Det understøtter vi gennem Absalons lektorkvalificeringsforløb, som alle nyansatte adjunkter deltager i, og alle får tilknyttet en vejleder. For at blive ansat som lektor forudsætter det en positiv lektorbedømmelse inden for stillingstrukturens anvendelsesområde.
Ved ansættelse af lektorer der er lektorbedømt før 2013-stillingsstrukturen, sker ansættelse på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår. Afhængig af dine kvalifikationer, afvejet med stillingens konkrete indhold, kan fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur (fast-track ordningen) eventuelt aftales. Læs mere her i kap. 5.
Du kan læse mere om rammerne for ansættelse som adjunkt eller lektor i vores stillingsstruktur her.
Om Absalon
Professionshøjskolen Absalon er Region Sjællands største uddannelsesinstitution, hvor vi med vores 13 uddannelser uddanner samfundets professionelle til både erhvervslivet og den offentlige sektor. Vi er fordelt på i alt syv campus.
Vores ambition er at bidrage til øget velfærd og vækst i Region Sjælland gennem fremragende uddannelser og rollen som regional udviklingspartner. Vores studerende og samarbejdspartnere er det ubestridte centrum for vores arbejde, lige som vi lægger vægt på at være en rigtig god, fællesskabsbaseret og udviklende arbejdsplads.
Vi er 800 medarbejdere, vi har 9.000 studerende på vores grunduddannelser og vi efter- og videreuddanner 3.500 kursister hvert år.