Er du struktureret, god til at skrive og til at navigere i systemer? Og har du lyst til at arbejde med HR-opgaver i en politisk organisation? Så kan du være den studentermedarbejder, vi leder efter i Ledelsessekretariatet i Danmarks Lærerforening.
Vi er 14 medarbejdere i Ledelsessekretariatet, som arbejder med at understøtte den politiske og administrative ledelse af Danmarks Lærerforening. Løsning af afdelingens opgaver foregår i tæt samarbejde med resten af sekretariatet. Du bliver en del af afdelingens HR-team, som tæller 5 medarbejdere. Vi favner en bred vifte af opgaver inden for HR, bl.a. udvikling og drift af personalemæssige rammer, rekruttering, personalesager, kompetenceudvikling, ledelsesudvikling og -rådgivning samt løn og personaleordninger.
Om jobbet
Det er vigtigt for os, at du udover at være struktureret, god til at skrive og til at navigere i systemer, også kan arbejde selvstændigt, kan tage ansvar og er initiativrig og nysgerrig på at arbejde med mange forskellige opgaver.
Dine primære arbejdsopgaver bliver sammen med resten af HR-teamet at:
• hjælpe med opgaver i rekrutteringsprocesser i Talent Recruiter
• understøtte arbejdet med og implementering af GDPR-aktiviteter i et nyt digitalt system
• løse administrative opgaver som introforløb for nye medarbejdere, kommunikation om nyansættelser og opdatering af diverse dokumenter
• redigere og oprette nye sider på foreningens hjemmeside (i Umbraco)
• hjælpe med at holde overblikket over vores efteruddannelsespulje i Excel og udarbejde mødemateriale
• være med til at skabe struktur i vores dokumenthåndteringssystem (DocuNote)
• tage del i arbejdet med HR-teamets ad hoc-opgaver, fx administration af personaleordninger, bestille forplejning og mødebooking.
Om dig
Vi forestiller os, at:
• du tager ansvar, er god til at samarbejde, koordinere og løse opgaver, både selvstændigt og i fællesskab
• du er god til at skabe overblik, planlægge og arbejde struktureret
• du har nemt ved at udtrykke dig både mundtligt og skriftligt
• du kan arbejde under den fortrolighed, som er en del af at være i et HR-team
• du har flair for brug af Office-pakken, særligt Excel. Vi forventer ikke, at du kender alle de programmer, vi arbejder i. Vi sørger for en introduktion til de systemer, du skal bruge.
Vi tilbyder
Et studiejob med fleksibilitet, hvor du vil få et godt kendskab til arbejdet med mange forskellige typer opgaver i HR-regi, hvor der er rum til at vende opgaver og ideer samt at sparre om stort og småt. Du kommer til at arbejde i en afdeling med humor og højt til loftet, og hvor der er mange forskellige kompetencer og opgaveområder.
Vilkår
Den ugentlige arbejdstid er i gennemsnit 15 timer om ugen, men vi er fleksible, ikke mindst i forbindelse med eksamensperioder. Stillingen er nyoprettet, så du vil også få mulighed for at præge opgaveløsningen.
Starttidspunkt er hurtigst muligt.
Ansættelsen er omfattet af overenskomst mellem Danmarks Lærerforening og konsulentklubben i sekretariatet. Lønnen fastsættes ud fra det kommunale lønsystem. Timelønssatser for studentermedarbejdere er p.t. 165,34 kr. i timen, hvis du ikke er bachelor, og 173,33 kr. i timen, hvis du er bachelor. Hertil kommer et betalt pensionsbidrag.
Arbejdsstedet er Danmarks Lærerforening, Vandkunsten 12, 1467 København K.
Vil du vide mere?
Er du velkommen til at kontakte afdelingschef Allan Birkmose på telefon 28 12 23 84 eller HR-partner Lea Rothenborg på telefon 23 32 89 74.
Vi skal have din ansøgning senest den 11. februar 2025 kl. 12. Vi afholder samtaler løbende og senest i uge 8. Så send din ansøgning og CV hurtigst muligt.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir