Har du erfaring med outsourcet IT-drift samt udvikling og implementering af ITSM-processer, gerne fra en statslig myndighed, og har du lyst til at bruge den erfaring på at styrke Datatilsynets IT-drift? Så er en stilling i Datatilsynet måske noget for dig. Nu har du chancen for at søge en stilling, hvor du kan udvikle dig fagligt og personligt og kvalificere dig yderligere til en bred vifte af karrieremuligheder. Du vil sammen med en flok dygtige kolleger løfte opgaver af stor samfundsmæssig betydning, der ligger i krydsfeltet mellem it og databeskyttelse.
Om stillingen Vi tilbyder en stilling tæt på ledelsen i en myndighed med stor samfundsmæssig betydning. Du vil som IT-driftskoordinator primært arbejde med opgaver relateret til outsourcet IT drift, herunder IT-sikkerhed, men der vil dog også være en række drifts- og vedligeholdelsesopgaver i forhold til Datatilsynets egenudviklede forretningskritiske systemer som bl.a. vores datavarehus, databaser og Python- og .NET-applikationer.
Dine arbejdsopgaver omfatter bl.a. at:
- være SPoC for Datatilsynets IT-leverandører
- udføre leverandørstyring jf. Datatilsynets retningslinjer
- identificere, udarbejde og implementere nødvendige ITSM-processer (Incident, Change og Release Management)
- udarbejde de systemmæssige risikovurderinger
- udføre lettere konfigurations-, drifts- og vedligeholdelsesopgaver
- sikre, at system- og driftsdokumentation er opdateret
- rådgive - og bidrage til - Datatilsynets interne IT-projekter ift. non-funktionelle krav, løsningsdesign og driftsmodel.
Ud over direktøren vil du i det daglige komme til at arbejde sammen med kolleger med både en it-faglig, juridisk og anden faglig baggrund.
Om dig Vi har brug for en kollega, der har lyst til at tage ansvar, og som har et solidt fagligt fundament.
Vi vægter indstilling og erfaring over uddannelse, men vi forventer, at du har solid erfaring med outsourcet IT-drift og leverandørstyring samt bred erfaring med udarbejdelse og implementering af ITSM-processer, gerne baseret på ITIL og gerne i offentlige organisationer.
Vi har brug for en kollega med et højt abstraktionsniveau og med gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner, så du kan rådgive og vejlede internt om IT-drift, herunder IT-sikkerhed, og ITSM-processer samt formidle både tekniske og forretningsmæssige budskaber på en sådan måde, at de matcher modtagerens behov. Du skal kunne lide at kommunikere præcist og målgruppeorienteret. F.eks. er du god til at formidle og dokumentere gevinsten ved ITSM-processer eller nødvendigheden af at stille non-funktionelle krav til dine kolleger, og du kan udarbejde og formidle skarpe beslutningsoplæg bl.a. i form af notater og præsentationer til Datatilsynets direktør og øvrige ledelsesgruppe mv.
Vi lægger vægt på, at du har kendskab til ISO 27001 og GDPR. Du skal kunne organisere og lede dine egne opgaver. Du arbejder helhedsorienteret og evner at implementere og styre processer, også på tværs af organisationer. Du tager initiativ og sætter en ære i at få tingene gjort færdige uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Herudover lægger vi vægt på, at du som person
- er udadvendt, engageret, proaktiv, handlekraftig og fleksibel
- kan skabe og bevare overblikket - også i pressede situationer
- trives med forandringer og har mod på selv at drive forandringsprocesser
- arbejder selvstændigt inden for fastlagte rammer og er resultatorienteret i din opgaveløsning
- er grundig, vedholdende og følger opgaver helt til dørs
- trives med at overholde deadlines
- har god analytisk sans
- har sans for dokumentation og er omhyggelig med løbende at opdatere den dokumentation, du har ansvar for, samt
- har gode samarbejdsevner, lyst til at indgå i nye relationer og trives med at være opsøgende bredt i organisationen.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingerne er til besættelse snarest muligt.
Ansættelsesområdet er Datatilsynet.
Dit arbejdssted bliver Carl Jacobsens Vej 35 i Valby ved København Syd Station.
Du vil blive ansat efter gældende overenskomst. Der vil herudover kunne aftales tillæg afhængig af erfaring og kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du giver samtykke til, at Datatilsynet må indhente og vurdere oplysninger om dig i Det Centrale Kriminalregister og vurdere oplysningerne. Endvidere er det en forudsætning, at du vil kunne blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Ansøgning Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset personlig baggrund.
Vi glæder os til
senest søndag 1. december 2024 at modtage din ansøgning med CV, relevante eksamenspapirer (med karakterer) og eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere elektronisk via rekrutteringssystemet.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristen vil ikke blive taget i betragtning.
Vi holder ansættelsessamtaler løbende.
Hvis du går videre i processen, indhenter vi referencer fra tidligere arbejdsgivere.
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at kontakte Informationssikkerhedskoordinator Nicklas Bøgh Andersen på 29 49 32 54.
Om Datatilsynet Datatilsynet er den centrale, uafhængige tilsynsmyndighed på databeskyttelsesområdet. Vi fører tilsyn med overholdelse af databeskyttelsesreglerne. I Datatilsynet arbejder vi hver dag på at sikre en ansvarlig anvendelse af borgernes data i et digitaliseret samfund. Det gør vi ved at rådgive og vejlede borgere, myndigheder og virksomheder om databeskyttelsesreglerne. Vi fører samtidig tilsyn med, at reglerne bliver overholdt. Vi behandler klagesager og gennemfører tilsyn med myndigheder og virksomheder, ligesom vi også deltager i internationalt arbejde, bl.a. i EU. Siden 2021 har vi også varetaget en ekstern indberetningskanal for whistlebloweres indberetninger om lovovertrædelser og andre alvorlige forhold. Datatilsynet består af ca. 75 medarbejdere (jurister, it-sikkerhedskonsulenter, dataspecialister, kontorfunktionærer og studentermedhjælpere m.fl.). Vi har et stærkt og uhøjtideligt socialt fællesskab, hvor du kan sparre med og søge inspiration hos dygtige og engagerede kolleger og ledere. På www.datatilsynet.dk/job kan du læse mere om Datatilsynet som arbejdsplads.