Det Kongelige Teaters afdeling for IT og arkiv søger en applikationsudvikler, der kan udvikle løsninger, som understøtter teatrets forretningsgange og kan binde systemer sammen.
Det Kongelige Teater er i en rivende udvikling og skal som en del af teatrets strategi være relevant for flere. Fokus er specielt på digitalisering og datadrevet kommunikation og markedsføring. Det Kongelige Teater har et avanceret it-systemlandskab med mange integrationer og afhængigheder, hvor forretningen i stigende grad er afhængig af korrekt data til tiden.
Din rolle Som applikationsudvikler er du ansvarlig for udvikling og vedligeholdelse af teatrets webapplikationer og integrationer. Systemlandskabet består både af fællesstatslige systemer til fx økonomi og personale samt systemer til teatrets særlige behov for at understøtte vores kommercielle forretning med bl.a. planlægningssystem, billetsystem, hjemmeside, marketing og kassesystem.
Vi har løbende behov for at udvikle applikationer, dér hvor standardsystemerne ikke dækker, og for at bygge og vedligeholde integrationer mellem systemerne. Vi står netop nu over for udskiftning af centrale systemer samt udvikling af nye integrationer og gentænker i den forbindelse nogle afgørende elementer i vores IT-arkitektur, og du vil få mulighed for at være med til at præge designet og opbygningen af ny arkitektur.
Vi har derfor brug for dig, der dels kan rådgive om teknologivalg og system- og dataarkitektur i forbindelse med anskaffelse af nye systemer, og dels selv kan udvikle og vedligeholde de komponenter, der får det hele til at hænge sammen.
Dine nærmeste kollegaer bliver en applikationsudvikler, en it-arkitekt og it-chefen, og du vil få stor indflydelse på dit eget ansvarsområde. Du kommer desuden til at arbejde tæt sammen med kollegaer i andre afdelinger (web, marketing, salg, BI).
Om dig Det er væsentligt, at du har erfaring med udvikling af webapplikationer og integrationer mellem systemer. Du kan arbejde med PHP, Python og MySQL, og du kan arbejde op mod andre systemer via REST API.
Du bliver en del af et lille, dedikeret udviklingsteam, hvor vi ikke bruger store frameworks til kode og deployment, og du skal have en pragmatisk tilgang til udvikling, samtidig med at du gerne må udfordre os og hjælpe os med at udvikle en god praksis.
Du skal være god til at lytte og til at stille spørgsmål, og du har en nysgerrighed over for, hvordan systemer hænger sammen, og hvilke behov de skal opfylde. Du skal være en præcis formidler i skrift og tale, og du kommer til at have kontakt med mange forskellige mennesker og skal kunne tilpasse din kommunikation herefter.
Desuden forventer vi, at du
- har en relevant it-uddannelse
- arbejder systematisk og struktureret
- er vant til at indgå i en projektgruppe
Du har gode samarbejdsevner og trives med at designe og udvikle løsninger, der tilgodeser relevante interessenter. Du er god til at kommunikere og er reflekterende over din egen rolle.
Vi tilbyder Stillingen er en fuldtidsstilling, og du tilbydes et alsidigt og udfordrende job på en dynamisk arbejdsplads i landets største kulturinstitution. Dine kommende kollegaer i Det Kongelige Teaters it-afdeling er ambitiøse og sætter en ære i at vedligeholde og udvikle it-understøttelsen for vores kunder og for de omtrent 1000 ansatte fordelt i tre huse. Arbejdsstedet er primært på Kgs. Nytorv.
Ansættelse og aflønning vil ske i henhold til gældende statslig overenskomst.
Forventet tiltrædelse er den 1. januar 2025.
Yderligere oplysninger Vil du vide mere, kan du kontakte it-chef Martin Thaarup Larsen, tlf. 2240 5035. Du kan læse mere om Det Kongelige Teater her:
https://kglteater.dk Sådan søger du Søg stillingen ved at klikke på "Søg stillingen" til højre i annoncen senest den 5. november 2024.
Samtaler forventes afholdt i uge 46-47.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingen.