Er du Det Kongelige Teaters nye vært i foyeren? På Det Kongelige Teater ønsker vi at skabe gæsteoplevelser, der langt overgår den trivielle hverdag og bærer et stærkt præg af ‘teater-magi’. ‘Gør din verden større’ er vores fælles ledestjerne, og på tværs af alle teatrets huse er vi drevet af en fælles passion for at
skabe den største oplevelse for hver enkelt gæst. Forhuset er en del af Salg og Kundeoplevelse på Det Kongelige Teater. I Forhuset tager vi imod gæsterne, skaber tryghed og har øje for den enkeltes oplevelse og sikkerhed. Vi er en vigtig del af teatrets samlede frontlinje og ER Det Kongelige Teaters værter.
Som vært på Det Kongelige Teater er du:
- Nysgerrig af sind og ivrig efter løbende at dygtiggøre dig
- Empatisk og engageret i både store og små fællesskaber
- Drevet af ønsket om at bidrage til en god og tryg oplevelse
- I stand til at bevare roen og overblikket i hektiske situationer
Du vil som udgangspunkt være tilknyttet ét af teatrets tre huse – Operaen, Gl. Scene eller Skuespilhuset. Vi er dog én samlet afdeling, der arbejder på tværs af husene, så du vil også få mulighed for at tage vagter i de øvrige huse.
Det er ikke nødvendigt at have teatererfaring – det vigtigste for os er, at du har lyst til at give vores gæster en god, tryg og behagelig oplevelse.
Vi søger lige nu 5 kolleger til at indgå i teamet af teatrets 150 foyermedarbejdere. Vi lægger vægt på, at du har erfaring med service og brænder for at give teatrets gæster den allerbedste oplevelse. Et førstehjælpskursus er en fordel, men ikke en forudsætning.
Der er skiftende arbejdstider, primært om aftenen og i weekenderne, og antallet af timer er varierende, men i gennemsnit 8 timer om ugen. Du ansættes som timelønnet efter organisationsaftalen for foyermedarbejdere, påklædere m.fl. ved Det Kongelige Teater.
Hvis du vil vide mere: Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til chef for forhusene, Henrik Mørk Nielsen på mail
[email protected].
Sådan søger du: Klik på "Søg stillingen" til højre i annoncen. Du skal indsende dit CV og uploade en videohilsen på ét minut. I videoen skal du kort præsentere dig selv og forklare, hvorfor netop du er den rette til rollen som vært på Det Kongelige Teater.
Du skal ikke udarbejde en ansøgning, men skal i stedet indsende en videohilsen. Vi lægger vægt på indholdet af videoen frem for den tekniske kvalitet, så en optagelse fra din telefon er helt i orden.
Ansøgningsfristen er d. 1. februar 2025. Ønsket opstart er hurtigst muligt.
Vi gør opmærksom på, at der indhentes børneattest i forbindelse med ansættelsen.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingen. Vi gør opmærksom på at der indhentes en børneattest i forbindelse med ansættelsen.