Som direktionsmedlem og sektorchef vil du få til opgave at lede og udvikle FE’s Sektor for økonomi og strategisk styring og udvikling.
Om stillingen Stillingen refererer til chefen for FE og indgår i FE’s direktion.
Du får det overordnede ansvar for økonomistyringen i FE, og skal bidrage til transformation og styring af FE, så de strategiske udviklingsmål opfyldes.
FE’s bevilling er på over 1,4 mia. kr., og FE’s opgaver som data og tech-organisation er mere komplekse end nogensinde. Sektoren har et særligt ansvar i relation til, at FE’s indspil til forsvarsforligsforhandlinger er strategisk målrettede,
kvalificerede og eksekverbare.
Sektoren indeholder to centrale afdelinger, der leverer økonomistyring, strategisk styring og udvikling.
Sektorens ene hovedområde
økonomi, regnskab og indkøb har ansvaret for budgetlægning, regnskabsføring, økonomistyring og indkøb.
Sektorens andet hovedområde
strategisk styring og udvikling understøtter FE’s tværgående overblik over samt prioritering, kvalificering og styring af strategiske og transformative udviklingsinitiativer og -projekter og derigennem bedre eksekvering. Afdelingen har endvidere ansvaret for porteføljestyring og projektledelse af FE’s strategiske udviklingsprojekter.
Sektoren har fokus på den samlede ressourcestyring mellem de økonomiske, strategiske og operative årshjul samt de flerårige prognoser i forhold til strukturelle og langsigtede udfordringer. Der vil i 2025 blive implementeret en ny BI-løsning, der skal bidrage til øget økonomisk indsigt på alle ledelsesniveauer.
Du vil have ansvar for den daglige ledelse af sektorens ledelsesteam og sammen med den øvrige direktion sætte retningen for sammenhængen mellem strategi, bevilling og økonomi.
Om os Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister, og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Vores viden er datadrevet og derfor afhængig af en omfattende og kompleks it-understøttelse, der processerer store datamængder under inddragelse af de nyeste teknologier.
Om dig Du har en relevant videregående uddannelse som fx cand.scient.pol. eller cand.polit. Det er en forudsætning, at du har indgående erfaring med økonomistyring, strategisk ledelse og porteføljestyring af strategiske projekter fra større og komplekse organisationer, eksempelvis fra en stilling som økonomidirektør. Du kan begå dig hjemmevant på det øverste ledelsesniveau og har forhandlingserfaring på højt niveau. Du er analytisk stærk og kan gennemskue og håndtere komplekse problemstillinger med stort overblik. Du har en høj arbejdskapacitet, og du formår at eksekvere på beslutningerne.
FE er en højteknologisk, datadreven virksomhed, og det vil være en fordel, hvis du har et godt kendskab til lignende områder.
Dine evner for samarbejde er særdeles gode, og du sikrer som leder trivsel og resultater hos cheferne og videre ud i din organisation. Du formår at motivere og skabe resultater gennem tværgående samarbejde og dine veludviklede kommunikative evner.
Som medlem af FE’s direktion bliver du en del af den samlede ledelse af Danmarks udenrigs-efterretningstjeneste med de mange forskelligartede arbejdsopgaver, som det indebærer. Det forventes her, at du har et veludviklet helhedssyn og sikrer koordination og samarbejde mellem sektorerne, ligesom du kombinerer stærke ambitioner på sektorens vegne med evne og vilje til at være med til at udvikle hele FE.
Du skal være bevidst om de juridiske og politiske rammer, der gælder for FE. Dokumenterede erfaringer med risikostyring i komplekse miljøer vil være en fordel.
Ansættelsesvilkår Stillingen besættes i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten.
Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 2. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer, ligesom at der er mulighed for, at ansættelsen kan ske på åremål.
Hvis du i forvejen er tjenestemand, kan ansættelsen efter en konkret vurdering ske som tjenestemand, hvorefter den lønmæssige indplacering vil ske i lønramme 38. Ansøgningen stiles i så fald kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 38.
Som militær ansat skal du kunne opfylde Forsvarets helbredskrav til deltagelse i internationale missioner samt kunne bestå fysiske test i henhold til Forsvarets krav.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.
Som ansat i Forsvarsministeriets ministerområde er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsen.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte den lokale HR-Partner ved Forsvarets Efterretningstjeneste på mail:
[email protected] Hvis du har spørgsmål til løn- eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse, Mathias Carlsen på tlf. 2061 0713 eller HR-konsulent Julie Søgaard Grevsen på tlf. 2516 4233.
Ansøgningsfristen er 14. februar 2025. Ansættelsessamtaler forventes gennemført uge 9-11.
Forventet tiltrædelse 1. maj eller hurtigst muligt derefter.
Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
Forsvarsministeriets ministerområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
Du kan læse mere om FE på fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.