Stillingen som direktør for kriminalforsorgen er ledig til besættelse fra den 1. juli 2025.
Justitsministeriet søger en direktør for kriminalforsorgen, der med allerstørste drive og dygtighed skal stå i spidsen for kriminalforsorgen.
Kriminalforsorgen er en del af Justitsministeriets koncern og forvalter en central opgave i straffesagskæden; at fuldbyrde straf. Derudover varetager kriminalforsorgen en central rolle i forhold til resocialisering af dømte kriminelle med henblik på at begrænse kriminalitet og skabe tryghed i samfundet.
Kriminalforsorgen har ansvaret for landets fængsler og arresthuse samt ansvaret for at føre tilsyn med prøveløsladte og betinget dømte. Endvidere har kriminalforsorgen ansvaret for at drive udrejsecentre for afviste asylansøgere.
Kriminalforsorgen har ca. 4.400 medarbejdere fordelt på 85 arbejdspladser over landet og en bevilling på ca. 4,6 mia. kr. årligt.
Du kan læse mere om kriminalforsorgen på
www.kriminalforsorgen.dk.
Om stillingen Som øverste leder af kriminalforsorgen har direktøren ansvaret for hele kriminalforsorgens virksomhed.
Direktøren skal stå i spidsen for den fortsatte modernisering af kriminalforsorgen ved fortsat udvikling af en effektiv kriminalforsorg med en opgaveløsning af høj kvalitet, der understøtter regeringens retspolitiske mål, og hvor medarbejdernes sikkerhed og trivsel er i højsædet. Derudover skal direktøren indgå i et tæt samarbejde med de øvrige myndigheder i straffesagskæden.
Om dig Direktøren for kriminalforsorgen forudsættes
- at være en synlig leder,
- at have strategisk udsyn, dyb organisationsforståelse og eksekveringskraft,
- at have stor integritet,
- at kunne skabe følgeskab og gode relationer,
- at kunne rådgive og understøtte det politiske niveau samt
- at have stærke evner for både intern og ekstern kommunikation.
Herudover vægtes, at du har
- solid ledelseserfaring på højt niveau fra en politisk ledet organisation,
- erfaring med og resultater af organisationsudvikling,
- indblik i og forståelse for kriminalforsorgens arbejde samt
- økonomiforståelse.
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er en tjenestemandsstilling placeret i lønramme 40, hvor årslønnen aktuelt er 894.534 kr. i aktuelt niveau. Til stillingen er knyttet et topcheftillæg på 200.911,76 kr. i aktuelt niveau. Der vil derudover blive optaget forhandling om et personligt tillæg og åremålstillæg.
Stillingen ønskes besat på åremål.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt.
Ansøgning Stillingen kan søges elektronisk på
www.justitsministeriet.dk under Karriere. Ansøgningen, der stiles til Kongen, skal være modtaget i rekrutteringssystemet
senest mandag den 31. marts 2025 kl. 12.00. Eventuelle spørgsmål kan rettes til HR-chef i Justitsministeriet Trine Dahl på tlf.nr. 3044 7881.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Opmærksomheden henledes på, at en ansøger i medfør af tjenestemandslovens § 5, stk. 4, inden ansøgningsfristens udløb skriftligt kan anmode om, at oplysninger fra den ansøgerliste, der kan udleveres til ansøgerne efter tjenestemandslovens § 5, stk. 3, ikke videregives. I givet fald påføres ansøgerlisten et tavshedspålæg ved udleveringen.