Erhvervsministeriet søger en ny direktør til Patent- og Varemærkestyrelsen med tiltrædelse 1. oktober 2025.
Vi kan tilbyde en velfungerende moderne styrelse med et akademisk arbejdsmiljø præget af høj faglighed, engagement og godt humør. Styrelsen arbejder sammen med hele Erhvervsministeriet om at skabe Europas bedste vækstvilkår. Som direktør bliver du en del af ministeriets koncernledelse, og du refererer til departementschefen.
Om stillingen Du har som Patent- og Varemærkestyrelsens direktør det overordnede ansvar for styrelsens aktiviteter og leder direktionens arbejde.
Du har ansvaret for at være drivkraften i arbejdet med at sikre gode vilkår for danske virksomheder inden for IPR-området både nationalt og internationalt.
Du har således ansvaret for igennem forretningsudvikling og digitalisering at lette virksomhedernes adgang til at opnå beskyttelse af deres opfindelser og idéer gennem brugervenlige digitale løsninger, samt at styrke effektiviteten og innovationen gennem let, hurtig og billig adgang til søgning i IPR-registre.
Du har derudover ansvaret for at konsolidere og forstærke styrelsens position internationalt, samt for at udvikle leverancen af IPR-ydelser, der globalt er konkurrencedygtige på både tid, pris og kvalitet, og hvor dialog, service og hurtig sagsbehandling er i højsædet.
Patent- og Varemærkestyrelsen er konkurrenceudsat på alle forretningsområder, og omsætningen skabes udelukkende ved kundernes køb af ydelser, herunder kommercielt salg i USA og Europa via Nordic Patent Institute (NPI).
Opgaverne i jobbet som direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen er krævende og komplekse, og du skal som direktør sikre, at Patent- og Varemærkestyrelsens mission om at hjælpe virksomheder med at gøre idéer til aktiver lykkes. Det gør du blandt andet ved at have en udadvendt tilgang til og et godt samarbejde med erhvervslivet og diverse samarbejdspartnere både nationalt og internationalt.
Om dig Vi forventer, at du har en relevant uddannelse på akademisk niveau samt teknisk indsigt og stærke analytiske kompetencer. I forbindelse med det kommende EU-formandskab ligger der en række konkrete EU-forslag på IPR-området, og på den længere bane er IPR-systemet under pres både nationalt og globalt, hvorfor det vil være en fordel, hvis du har kendskab til IPR og de væsentligste aktører inden for området.
Du har dokumenteret betydelige lederevner på højt niveau, og du kan bruge disse evner til at stå som en troværdig leder, der kan sætte retning for 200 medarbejdere. Du er robust, beslutningsdygtig, udadvendt, en god kommunikator, har gode samarbejdsevner og har gennemslagskraft i din ledelsesstil.
Der lægges vægt på, at du har haft et karriereforløb, der kan matche jobbet som direktør i en statslig styrelse, og at du har evnen til at samarbejde med interesserenter både nationalt og internationalt. Du skal også være indstillet på en betydelig rejseaktivitet, da styrelsen repræsenter Danmark i EUIPO, EPO og WIPO samt har samarbejdsprojekter i Brasilien, Indien og Indonesien.
Om Patent- og Varemærkestyrelsen Patent- og Varemærkestyrelsen er en dynamisk, moderne og markedsorienteret del af Erhvervsministeriet. Det er styrelsens mission at hjælpe virksomheder med at gøre idéer til aktiver. Styrelsens kerneopgave består i at behandle ansøgninger om patenter, brugsmodeller, varemærker og designs, og den arbejder for at sikre, at danske virksomheder har rettighederne til deres egne idéer, så de bedst mulige forudsætninger for vækst og udvikling skabes – både i og uden for Danmarks grænser. Fælles for medarbejderne er, at de yder en kvalificeret og professionel service i en forretnings- og kundeorienteret organisation.
Styrelsen beskæftiger ca. 200 medarbejdere og arbejder i et moderne hus med åbne kontorer, lokaliseret i henholdsvis Taastrup og Ikast - dit arbejdssted bliver i Taastrup.
Om ansættelsen Ansættelsen sker efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten i løngruppe 4. Ansættelse sker i et 5-årigt åremål med mulighed for forlængelse i 3 år. Dertil kommer mulighed for resultatløn.
Som direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen bliver du en del af Erhvervsministeriets koncernledelse.
Stillingen er omfattet af reglerne om politisk eksponerede personer. Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet. Interesseret? Vil du høre mere om stillingen, kan du kontakte administrationsdirektør i Erhvervsministeriet Carsten Kjær Joensen på tlf. 91 33 72 39,
[email protected].
Ansøgningen sendes via ministeriets elektroniske ansøgningsmodul på http://em.dk/jobog-karriere/ledige-stillinger. Din ansøgning skal være modtaget
senest søndag den 6.april 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 17 og 18. Vi gør opmærksom på, at ledelsestest indgår som en del af rekrutteringen.