Har du erfaring, og trives du i en hverdag, hvor arbejdsdagene ikke er ens, og hvor du hele tiden bliver udfordret af nye juridiske problemstillinger? Og har du måske også flair for at drive processer og projekter? Så er det dig, vi har brug for! Vurderingsstyrelsens Center for Jura Som jurist i Vurderingsstyrelsen er du med til at sikre det stærke juridiske fundament under de offentlige ejendomsvurderinger. Center for Jura er omdrejningspunkt for de juridiske afklaringer, som er nødvendige for at håndtere denne opgave. Vi hjælper vores dygtige kolleger med juridisk bistand, som gør styrelsen i stand til at udsende vurderinger og beskatte landets 2,3 mio. ejendomme.
Center for Jura har kontorer i både Roskilde og Aalborg. I alt er vi knapt 30 kollegaer, herunder to kontorchefer, én på hver lokation, og flere studentermedhjælpere. Størstedelen af kontoret har juridisk baggrund.
Dygtige juridiske profiler – gerne med procesblik og lyst til projektledelse For at komme i mål med opgaverne har vi brug for flere gode kræfter i kontoret.
Efterårets opgaver består dels af løbende juridiske afklaringer af både forvaltningsretlig, vurderingsfaglig og beskatningsfaglig karakter, af koordinering af lovprocesser og lovforslag. Der er dermed mulighed for at dygtiggøre sig – og bruge sin viden – inden for flere forskellige områder.
I kontoret varetager vi bl.a., men ikke udtømmende, følgende opgaver:
- Udarbejdelse af juridiske svar og notater
- Sparring og vejledning til andre kontorer og til direktionen i Vurderingsstyrelsen
- Lovforberedende arbejde, både i forbindelse med lovhøringer og forberedelse af Vurderingsstyrelsens lovgivningsønsker, herunder identificering af behov for fx regelforenklinger
- Håndtering af bestillinger fra Skatteministeriets departement, fx bidrag til spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg
- Ajourføring af Den juridiske vejledning (der indeholder Skatteforvaltningens opfattelse af gældende praksis)
- Behandling af anmodninger om aktindsigt efter offentlighedsloven.
Derudover har kontoret en vigtig opgave i at drive og sikre fremdrift. Vi søger derfor særligt også dig, der trives i at drive og udvikle processer og dig med projektlederevner.
For at få succes med opgaverne og jobbet hos os er det afgørende, at du kan levere på ofte korte deadlines, ligesom det er centralt, at du i høj grad evner samarbejde og relationsdannelse på tværs af kontorer, fagligheder, styrelser mv.
Din baggrund Vi søger en kandidat med juridisk baggrund, cand.jur. eller cand.merc.jur. Hvis du har en anden relevant uddannelse og/eller erfaring med enten beskatning eller vurdering, kan du også komme i betragtning.
Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til forvaltningsretten. Vurderingsstyrelsen er en offentlig myndighed, og forvaltningsretten er en integreret del af vores virke, som altid skal indtænkes i vores leverancer. Vi lægger vægt på, at du har erfaring fra eller interesse for at arbejde i en politisk styret organisation.
Derudover er det en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til den lovgivning og de retsområder, der er relevant for vores område, fx ejendomsvurderingsloven, ejendomsskattelovgivningen og skatteforvaltningsloven. Det kan også være en fordel at kende til reglerne om dødsboer, gældsinddrivelse, retsplejelovens regler om udlæg og/eller regler om låneadministration.
Vi foretrækker kandidater med erfaring, men du kan som nyuddannet også komme i betragtning til jobbet. Det væsentligste er, at du ønsker at specialisere dig inden for vores faglige områder, og at du har mod på et job med en stejl læringskurve.
Det betyder også, at vi er opmærksomme på, at der er brug for hele tiden at sikre den nødvendige kompetenceudvikling af medarbejderne, uanset forudgående kendskab til området.
Bliv en del af det gode kollegaskab i en organisation med muligheder Kontoret er inddelt i fire større teams; et vurderingsteam, et beskatningsteam, et forvaltningsretsteam og et lovkoordineringsteam, og de fleste teams har medarbejdere på begge lokationer. Derfor foregår en del af samarbejdet også via teams eller på telefon.
Samarbejde, sparring og godt kollegaskab er nøglen til arbejdsglæde hos os. Vi hjælper hinanden og har en åben og uformel kommunikation. Det skaber trivsel og gør det sjovt at gå på arbejde.
Derudover har vi et tværgående juridisk netværk, som sørger for spændende oplæg målrettet alle jurister i Vurderingsstyrelsen.
Der er en grundig onboarding, og vi arbejder på at sikre alle en god start; fagligt som socialt og uanset geografisk placering. Vi lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, så vi lykkes med et liv i balance – også selvom tempoet i perioder er højt.
Kontakt og ansættelsesvilkår Send din ansøgning inkl. CV og dokumentation for uddannelse via linket. ”Søg stillingen” senest mandag den 12. august 2024 kl. 12. Vi forventer at afholde samtalerne løbende med forventet ansættelse 1. oktober 2024 eller snarest herefter.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Anne Marie Karstoft Hertzum (Roskilde) på telefon 72 37 77 35 eller kontorchef Thomas Dalby (Aalborg) 72 37 94 08.
Du skal være opmærksom på, at der kan indgå en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet. Forud for ansættelsen vil der blive indhentet reference og straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC). Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Dit arbejdssted vil være Ny Østergade 9-11, 4000 Roskilde eller Vestre Havnepromenade 5-9, 9000 Aalborg. Skriv gerne i din ansøgning, hvor du ønsker ansættelse.
Du skal forvente, at der til jobbet følger nogen rejseaktivitet, da vi prioriterer at samles hele kontoret skiftevis i Roskilde og Aalborg. Det vil dog ikke være mere end ca. 1 gang om måneden.
Det vil være muligt evt. at indgå aftale om, at nogle arbejdsdage kan være enten på vores kontor i Lyngby eller på Frederiksberg.