Fødevarestyrelsen, Herning
Dyrlæger søges til spændende tilsynsopgaver i Fødevarestyrelsen
Fuldtid
Permanent
Rosenholmvej 15, 7400 Herning, Danmark
ID: 2879755
|
Indrykket for 15 dage siden
Vil du arbejde for dyrevelfærd og dyresundhed i danske kvægbesætninger? Trives du i en varieret hverdag med tilsyn og eksportkontroller? Ønsker du et job, hvor du er tæt på landmændene? Så er du måske vores nye dyrlæge i VeterinærNord i Fødevarestyrelsen.
Som en del af vores team får du mulighed for at arbejde tæt sammen med 18 dygtige kollegaer. Vi arbejder primært med tilsyn af smittebeskyttelse, dyrevelfærd og medicinhåndtering i kvægbesætninger i Midt- og Nordjylland. Som dyrlæge i denne stilling kører du ud til landbrug, samlesteder og transportvirksomheder, hvor du gennem dialog og faglig vejledning sikrer god dyrevelfærd og efterlevelse af regler i praksis.
Team Kvæg er en del af VeterinærNord, hvor vi er 100 medarbejdere i alt. Vores daglige arbejde udføres i faglige teams med hovedfokusområder som svin, kvæg, fjerkræ, beredskab, ABP (animalske biprodukter), transport, smådyr, avlsstationer og zoologiske haver.
Udover teamets opgaver deltager vi et par gange ugentligt sammen med resten af kollegaerne i VeterinærNord i eksportarbejdet, hvor vi vurderer dyrs transportegnethed og certificerer eksportdokumenter. Vi har masser af spændende opgaver og søger derfor flere dyrlæger til enheden.
Om dig
Brænder du for dyrevelfærd og trives i en rolle, hvor du med god kommunikation og stærke relationer gør en reel forskel? Så er det måske dig, vi leder efter! Som myndighedsperson handler dit arbejde ikke kun om at kontrollere – men også om at vejlede, skabe dialog og sikre, at reglerne bliver efterlevet gennem tillidsfuldt samarbejde. Det vigtigste er, at du har de rette personlige egenskaber – vi sørger for at lære dig resten. Erfaring er en fordel, men ikke et krav.
• Du trives med kundekontakt og kan skabe en god dialog med alle – fra landmænd til transportører – så regler og retningslinjer bliver forståelige og anvendelige.
• Du arbejder struktureret og evner at bevare overblikket, selv når dagene byder på både planlagte tilsyn og uforudsete opgaver.
• Du er fleksibel og formår at tilpasse dig skiftende situationer, samtidig med at du holder fokus på dyrevelfærd og god kommunikation.
Kvalifikationer
• Dansk autorisation som dyrlæge.
• Gyldigt kørekort til personbil.
Om os
I teamet er vi meget på farten hver for sig, men vi er løbende i kontakt med hinanden for at sparre om forskellige oplevelser og faglige udfordringer i dagligdagen. Vi holder et fysisk teammøde en gang hver 6. uge for at samle trådene og sikre fælles retning.
Vi tilbyder en åben og fri tone i et fleksibelt arbejdsmiljø, hvor du har mulighed for at præge din egen hverdag. Der vil være gode muligheder for faglig udvikling gennem samarbejde med erfarne kollegaer og løbende efteruddannelse. Vi prioriterer en grundig oplæring, så du bliver fortrolig med de relevante opgaver i stillingen og kommer til at lære dine nye kollegaer godt at kende.
Din nærmeste leder på Team kvæg bliver Carsten: ”I det daglige lægger jeg meget vægt på frihed under ansvar. Det er vigtigt, at du bliver uddannet og kører opgaver svarende til eget niveau. Samarbejde med kollegaer og nærmeste leder er en forudsætning for at alle lykkes”.
”Jeg er glad for at være en del af Team kvæg, da der er plads til både en høj faglighed og ens privatliv. Jeg har nogle dygtige og gode kollegaer, som altid er klar på at hjælpe ved behov og har en god teamspirit. Derudover er jeg glad for, at vi er en del af det danske landbrug og man kan komme væk fra skrivebordet.” - Dortea (kommende kollega).
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er på fuld tid (37 timer) og vil ske efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række AC-organisationer – herunder Den Danske Dyrlægeforening.
Tiltrædelsestidspunktet forventes at være 1. juni 2025 eller snarest derefter. Stillingerne er med tjenestested i enten Herning eller Aalborg.
Vil du gerne vide mere?
Så ring meget gerne til veterinærchef Flemming Kure Marker (tlf. 72 27 52 21) eller sektionsleder Carsten Røjkjær Jensen (tlf. 72 27 58 86).
Ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV, kopi af eksamensbevis og andet relevant materiale online i vores rekrutteringssystem senest onsdag d. 2. april 2025. Vi forventer at afholde 1. samtaler i uge 15 og 2. samtale aftales nærmere.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.