Vil du være med til at udvikle og drive den efterretningsmæssige analysekapacitet, der skal støtte 1. brigades operative indsættelse? Trives du i et specialiseret team hvor kompetencer spiller en lige så stor rolle som rang, og hvor du har stor indflydelse på dit job og på hverdagen?
Så er stillingen som efterretningsspecialist ved All Source Intelligence Cell (ASIC) ved 1. Intelligence, Surveillance and Reconnaissance Bataljonen (1 ISRBTN) lige noget for dig.
Om osASIC er en del af 1 ISRBTN, der er en operativ bataljon under 1. Brigade med ansvar for brigadens efterretningstjeneste. Bataljonen består, udover ASIC, af en stab, en stabsdeling og tre underafdelinger.
ASIC er bataljonens centrale analysekapacitet, der løser efterretningsmæssige opgaver i rammen af bataljonen og brigaden.
Vi er kendetegnet ved en meget flad struktur og uformel omgangstone. Ansvar og opgaver delegeres efter kompetencer og kunnen, og ikke nødvendigvis rang. Der er højt til loftet, plads til initiativ, selvstændighed og kreativitet.
ASIC primære opgave er, på baggrund af efterretninger fra bataljonens enheder, at opdatere og vurdere det efterretningsmæssige situationsbillede for brigadens igangværende operationer. Derudover gennemfører vi efterretningsanalyser i forhold til brigadens kommende operationer.
Som en del af hverdagen, deltager ASIC i planlægning og gennemførelse af uddannelsen i den taktiske efterretningstjeneste for hele brigadens efterretningspersonel.
Om stillingenSom efterretningsspecialist er din primære operative opgave at modtage, registrere og fordele de informationer og efterretninger, der skal anvendes under såvel planlægning som gennemførelse af operationer.
Opgaven kræver en god overordnet taktisk forståelse, så du kan afgøre hvilke informationer, der bør prioriteres og hvem de bør fordeles til.
Samtidig støtter du ASIC samlede indsats med at skabe overblik over aktører på kamppladsen. Du skal således medvirke til, at gennemføre grundlæggende analysearbejde inden for efterretningstjenesten.
I hverdagen indgår du i tjenesten med enhedens øvrige personel. Her er der fokus på intern funktions- og enhedsuddannelse samt studie og fordybelse i fagrelevante områder.
Tjenesten omfatter kontorarbejde samt periodevis øvelsesaktivitet i ind- og udland. I kortere perioder kan der være et højere aktivitetsniveau, hvorfor der i andre perioder er fleksibilitet i forhold til strukturering af arbejdsdagen.
Stillingen er præget af en høj grad af selvstændighed, mulighed for faglig fordybelse og udvikling, og du vil være en aktiv deltager i det operative stabsarbejde og føringen, der sker på brigadeniveauet.
Om digDu er korporal eller konstabel der kan og vil uddannes til korporal på sigt.
Du er god til at planlægge og har sans for struktur og analyse.
Dine militære instinkter og dine soldatermæssige færdigheder er gode. Du skal dog være klar til at indgå i et arbejde, hvor den praktiske tjeneste i felten ikke er i hovedfokus, men prioriteten er på uddannelses-, planlægnings– og føringsopgaver i et operativt stabsmiljø.
Det er vigtigt, at du formår at arbejde i et til tider intenst miljø, hvor du skal holde mange bolde i luften på samme tid.
Det forudsættes, at du besidder gode kommunikative evner, herunder skal du beherske engelsk i både skrift og tale samt besidde gode IT-færdigheder. Kendskab til Excel og C2IS/BMS er en fordel.
En grundlæggende taktisk forståelse samt interesse for efterretningstjeneste er et krav. Men der er ikke krav om egentlige kompetencer eller forudgående erfaring inden for efterretningstjenesten.
Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes til minimum HEMMELIGT og opretholde denne godkendelse under hele din ansættelse.
AnsættelsesvilkårStillingen er en korporalstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende overenskomstaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.
Stillingen kan besættes af en i konstabelgruppen med et godt udviklingspotentiale.
Hvis du ikke opfylder uddannelseskravet, kan du ansættes på en uddannelsesaftale, hvor du forpligter dig til at gennemføre den relevante uddannelse. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau. Udnævnelse til korporal kan finde sted, når uddannelseskrav og Forsvarets fysiske basiskrav er opfyldt, samt når du har en godkendt helbreds- og tandlægevurdering og honorer de almene krav for udnævnelse.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være i Varde.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for ASIC, kaptajn Anders Jønsson på telefon 30 70 83 77 eller på mail:
[email protected].
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Seniorsergent Steen Andersen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse mail
[email protected].
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 15. september og samtaler forventes gennemført umiddelbart herefter.
Ansættelsesstart snarest muligt.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen
OM EFTERRETNINGSREGIMENTET
Efterretningsregimentet opstiller, uddanner og udsender enheder og enkeltpersoner, som indsamler informationer om modstanderen på kamppladsen. Efterretningsregimentets specialister bearbejder de indsamlede informationer, så Hærens chefer får det bedst mulige grundlag til at træffe beslutninger om militære operationer.
Efterretningsregimentet har ansvaret for Hærens udvikling af det efterretningsmæssige område samt uddannelsen af efterretningsspecialister til hele Hæren, ligesom regimentet forestår Conduct after Capture uddannelserne i forsvaret. Endvidere uddanner Efterretningsregimentet værnepligtige med henblik på at friske de eksisterende enheder.
Efterretningsregimentet består af to bataljoner, en tjenestegrensafdeling samt en regimentsstab.
EFR har et tæt samarbejde med Varde og Esbjerg Kommune vedrørende bl.a. tilflytterservice. Med udgangspunkt i dit/jeres behov og ønsker, tilpasser vi støtten i forhold til partnerjob, skole og bolig m.v.
Varde Kommune har en række tilbud til tilflyttere, herunder bistand til bolig og job. Der er mulighed for sparring på jobsøgning og formidling af CV til en række virksomheder. I Varde Kommune har partneren mulighed for at komme til samtale ved udvalgte private og offentlige virksomheder, når der er et match på kvalifikationer. Tilflyttere med ansættelse samt pendlere har derudover fortrinsret til en række lejeboliger i Varde kommune
Esbjerg Kommune har et program for medflyttende partnere med bl.a. sparring på jobsøgning og formidling af CV til en lang række virksomheder. Ligeledes formidles kontakt til private udlejere af lejeboliger. Tilflyttere med ansættelse kan skrive sig op på venteliste hos boligforeningerne i Esbjerg Kommune og rykke frem i køen til lejligheder.
Læs mere om, hvad tilflytterservice kan gøre for dig/jer på www.nyiesbjerg.dk og www.flyttilvarde.dk.
Du er meget velkommen til at kontakte bosætningskonsulent i Varde Kommune, Gitte Sydbøge på telefon 79 94 47 93 / 24 49 36 44 eller mail
[email protected] og bosætningskoordinator Esbjerg Kommune Pia Enemark,
[email protected], 20 47 32 06.