Vi søger en organist, der med gode faglige kvalifikationer og engagement kan være den toneangivende drivkraft til at fastholde og udvikle kirkens høje musikalske niveau, og som vil indgå og bidrage til det frugtbare og aktive samarbejde i personalegruppen og med menighedsrådet.
Menighedsrådet ønsker at opretholde det høje niveau for alle kirkens aktiviteter med musikken som det bærende element. Organisten spiller derfor en central rolle i såvel kirkens arbejde med børn og ved faste arrangementer som ved de nye aktivitets- og gudstjenesteformer, som vi arbejder med.
Jægersborg sogn og kirke
Jægersborg sogn har ca. 8.000 indbyggere, hvoraf godt 5.300 er medlem af Den Danske Folkekirke (pr. 1. januar 2024). Sognet ligger i Gentofte kommune, der hører under Gentofte provsti og Helsingør stift.
Jægersborg Kirke er en aktiv kirke med mange arrangementer og aktiviteter, og vi har tilknyttet to præster, en kordegn, en organist, en kirketjener, en kommunikationsmedarbejder og fem korsangere.
Kirkens orgel er bygget af Marcussen & Søn 1944, 25 stemmer fordelt på 3 manualer og pedal. Senest er orglet beskrevet i bogen "Om levende blev hvert træ i skov - et portræt af Jægersborg Kirkes orgel" (2019, Slotsforlaget). Derudover findes i kirken et kisteorgel fra orgelbyggeriet P.G. Andersen & Bruhn, 2004 på 3 1/2 stemme, samt et cembalo, der er bygget af Mathias Kramer, 2013, et manual med to 8-fødder og lut, efter Zell. I sognegården står et Yamaha-flygel.
Ved siden af orglet er der et mindre korlokale, der både benyttes til prøver og fungerer som organistens kontor.
Organistens kerneopgaver:
Musikledsagelse ved gudstjenester, kirkelige handlinger, plejehjemstjenester og arrangementer.
Forventninger til den nye organist:
Godt fagligt niveau – og gerne med erfaring fra sammenlignelig stilling.
Vilkår
Ansættelse sker ved Jægersborg Kirke menighedsråd, Søndersøvej 5, 2820 Gentofte.
Ansættelsen er omfattet af Overenskomst mellem Kirkeministeriet, CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Dansk Organist og Kantor Samfund (DOKS) for organister med tilhørende protokollater. Aftalen kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 350.294,00 kr. – 426.840,00 kr. årligt (nutidskroner).
Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk bachelor (DOKS) aftales i henhold til ny løn/AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 320.525 kr. – 402.368 kr. årligt (nutidskroner).
Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 45.070,00 kr. – 70.000,00 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.
Årslønnen for ansøgere med kirkemusikeruddannelse i orgel og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 338.012,00 kr. årligt (nutidskroner) og basisløntrin 2 udgør kr. 355.136,00 kr. årligt (nutidskroner). Indplacering sker efter anciennitet.
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 26.281,00 kr. (nutidskroner). Løn og rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Ansøgning, prøvespil og samtale
Du kan få nærmere oplysninger om stillingen ved at henvende dig til sognepræst Lea Skovsgaard på [email protected] / 26 82 46 93, sognepræst Kenneth Knigge på [email protected] / 31 66 16 69 eller kontaktperson Kirsten Brennum på [email protected] / 29 24 00 26
En arbejdsbeskrivelse for organisten kan rekvireres ved henvendelse til kontaktperson Kirsten Brennum.
Ansøgningen og relevante bilag sendes til mail: [email protected] senest fredag den 29. november 2024.
Ansættelsessamtaler og prøvespil vil finde sted tirsdag den 7. og onsdag den 8. januar 2025 – begge dage i tidsrummet fra kl. 17.00 til 21.30
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir