Er du læge/psykolog med et ønske om at forske inden for kønsidentitet samt udrede børn og unge, der oplever en betydelig uoverensstemmelse mellem kroppens kønnede træk og kønsidentitet? Så er det dig, vi søger som læge/psykolog til Kompetencecenter for Kønsidentitet hos Børn og Unge til et meningsfuldt arbejde med børn, unge og deres forældre. Du vil som læge/psykolog i Kompetencecenteret arbejde halvdelen af tiden med forskning inden for kønsidentitet og i den anden halvdel varetage en klinisk funktion i teamet, som er placeret på B193 Ambulatoriet for større børn.
Ambulatoriet for større børn varetager udredning og behandling af børn i alderen 8-13 år med forskellige vanskeligheder fx autismespektrum-forstyrrelser, ADHD samt følelses- og adfærdsmæssige forstyrrelser.
Kompetencecenter for Kønsidentitet hos Børn og Unge Kompetencecenteret modtager børn og unge til og med 17 år, der oplever kønsinkongruens i forhold til deres fødselskøn. Vi forventer at se ca. 100-200 børn og unge årligt fra hele landet, hvor vi foretager psykopatologisk screening og vurderer mulighed for behandling i form af reflekterende samtaler eller forløbsstøtte under eventuel hormonbehandling, som foregår ved Afdeling for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet.
Som medarbejder i Kompetencecenteret, vil du blive en del af en tværfaglig gruppe bestående af en speciallæge, psykologer og yngre læge(r). Derudover vil du blive en integreret del af hele medarbejdergruppen på B193.
Du vil sammen med dine kollegaer fra kompetencecenteret indgå i et multidisciplinært team, der dækker pædiatrisk endokrinologi samt vækst og reproduktion, og som samarbejder om udredning, forløbsstøtte og behandling af børn og unge med kønsinkongruens.
Om stillingen Som læge eller psykolog vil din arbejdstid være delt 50 % -50 % mellem forskning og kliniske opgaver i kompetencecenteret.
Du vil have stor indflydelse på udarbejdelsen af forskningsaktiviteter og -projekter i samarbejde med dine kollegaer i teamet, afsnitsledelsen ved B193 og centerets Forskningsenhed.
Eksempler på dine opgaver i forskning:
- Udarbejde forsøgsprotokoller samt initiere, gennemføre og afslutte forskningsprojekter, herunder dataindsamling
- Indgå i forskningssamarbejde med øvrige forskningsaktører på området inden for endokrinologi og sexologi
- Kommunikere og publicere forskningsresultater samt udarbejde fondsansøgninger
- Bidrage til implementering af relevante forskningsresultater i den kliniske funktion i teamet
I forskningsenheden inviteres du med i relevante fora og mødeaktiviteter. Din forskning superviseres af en eller flere af forskningsenhedens professorer. Der bliver et tæt samarbejde med den tværfaglige forskningsgruppe, der er etableret for forskning i kønsinkongruens hos børn og unge med deltagelse af Afdeling for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet og Sexologisk klinik, Region Hovedstadens Psykiatri.
Eksempler på dine kliniske opgaver:
- Psykopatologisk screening af henviste børn og unge samt forældresamtaler (forældreanamnese)
- Kognitive test (for psykologer) og somatiske undersøgelser (for læger)
- Varetage forløb frem mod kønshormon behandling og afventende/reflekterende forløb
- Undervise i kønsinkongruens og rådgive interne og eksterne samarbejdspartnere
- Planlægge og facilitere samarbejdet mellem forskning og klinik
I klinikken deltager du i teammøder og teamsupervision samt diverse møder og konferencer med samarbejdspartnere inden for feltet.
Vi tilbyder dig Du bliver en del af et team:
- med en højt specialiseret funktion, hvor du vil få en spændende og meningsfuld hverdag med alsidige opgaver og hvor der er fokus på grundig oplæring, tæt samarbejde og sparring med kollegaer samt supervision.
- hvor arbejdet er tilrettelagt på baggrund af et tværfagligt fundament.
- der er udviklingsorienteret og forskningsrettet og bidrager med undervisning og sparring til øvrige afsnit og kollegaer omkring kønsidentitet
Du bliver en del af forskningen:
- Forskningsenheden har til huse på Gentofte Hospital, men har aktiviteter og samarbejder med alle matrikler.
- Ud over supervision af professor(er) vil du blive tilbudt deltagelse i aktiviteter som går på tværs af forskningsenheden.
Vi forventer Du er psykolog eller læge med baggrund i børne- og ungdomspsykiatri, voksenpsykiatri eller anden relevant erfaring med børn, unge og deres familier. Du har erfaring med eller interesse for at arbejde med børn og unge med kønsinkongruens.
Du er god til at arbejde selvstændigt og kan planlægge dit arbejde samtidig med, at dine samarbejdsevner er gode. Du kan reflektere og arbejde udviklingsorienteret.
Du har gode IT-kompetencer, og det er en fordel, hvis du er bekendt med Sundhedsplatformen.
Forskningserfaring er en fordel, men ikke et krav.
Løn- og ansættelsesforhold For psykologer er ansættelsen en 5-årig stilling på 37 timer med mulighed for forlængelse.
Du ansættes i henhold til overenskomst for akademikere ansat i regioner m.v.
For læger er ansættelsen en uklassificeret 1-årig stilling på 37 timer med mulighed for forlængelse inden for gældende overenskomst.
For læge ansøgere ansættes du i henhold til overenskomst for underordnede læger, herunder overenskomstens bestemmelser om arbejdstid.
Vi ønsker, at du starter pr. 1. maj 2025 eller snarest derefter.
Arbejdspladsen er ved afsnit B193 på Bispebjerg Matriklen, men der vil også være aktiviteter, du skal deltage i ved forskningsenheden på Gentofte matriklen.
Ambulatoriet har åbent mandag til fredag kl. 08.00-16.00. Din arbejdstid vil derfor primært ligge inden for dette tidsrum.
I henhold til lovkrav skal du ved ansættelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center forevise ren børneattest. Center for HR indhenter attesten hos Rigspolitiet med samtykke fra dig, når de udfærdiger dit ansættelsesbrev.
Vil du vide mere? Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte afsnitsledende overlæge for B193 og Kompetencecenter for Kønsidentitet hos Børn og Unge Birgitte Bugge på tlf. 3864 1134 eller mail
[email protected] eller professor ved forskningsenheden Anne Katrine Pagsberg på tlf. 2625 3924 eller mail
[email protected].
I Region Hovedstadens Psykiatri ønsker vi et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der bidrager til, at alle medarbejdere får de bedste betingelser for at udvikle sig og trives. I den forbindelse tilbyder vi røgfrie arbejdspladser, løbende vedligeholdelsestræning og spændende karriereveje.
Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på
Job i Psykiatrien.
Søg stillingen Synes du, at ovenstående lyder spændende, så vil vi glæde os til at læse din ansøgning.
Send din ansøgning, CV samt uddannelsesbeviser via linket
senest den 3. marts, 2025. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 11.
Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser, der kræver en tværfaglig indsats i hospitalsregi. Centeret har to kliniske afdelinger Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i Regionen, samt en stor forskningsenhed.
Herudover har centeret en række støttefunktioner, herunder en administration og en kvalitets- og forbedringsenhed. Samlet er vi næsten 900 medarbejdere, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de næsten 15.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret (2023-tal). Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på
BUC hjemmeside.