En stilling som kirketjener ved Ansgarkirken i København er ledig til besættelse pr. 1. marts 2025 eller snarest
herefter. Stillingen er på gennemsnitligt 20 timer ugentligt.
Ansgarkirken søger en kirketjener, som kan hjælpe med at tage fra ved kirkens mangeartede arrangementer. Vi er ved at vokse ud af vores gode tøj, og har brug for et ekstra sæt hænder (og hurtige fødder), og en person, som synes, at det både er fedt at arbejde med mennesker og at skure toiletter.
Kirketjeneren skal varetage følgende opgaver
- Rengøring.
- Bistand og praktisk arbejde (herunder hjælp til madlavning) i forbindelse med arrangementer og kirkelige handlinger.
- Værtskab til arrangementer.
Vi forventer, at du
- Kan arbejde både selvstændigt og i samarbejde med kollegaer (herunder samarbejde om udarbejdelse og vedligeholdelse af rengøringsplaner).
- Er serviceminded.
- Er fleksibel vedrørende tilrettelæggelse af arbejdstid og arbejdsopgaver.
- Kan tale med mange forskellige persontyper og sikre en god dialog med alle.
- Kan være det positive menneske, som repræsenterer kirken.
- Kender til det kristne budskab samt har interesse for folkekirken.
- Er indstillet på også at arbejde, når andre har fri, herunder ca. 1 aften om ugen samt et par dage fordelt på lør-, søn- eller helligdage i løbet af måneden alt efter sæson.
Straffe- og børneattest skal vises.
Vi tilbyder
- En selvstændig og til tider alsidig og udfordrende arbejdsdag.
- Engagerede kollegaer og menighedsråd.
- Godt sammenhold og sparring alle iblandt.
- Mulighed for faglig udvikling og efteruddannelse.
- En arbejdsplads som huser diverse aktiviteter, vægter kulturelle indslag af forskellig art og som interesserer sig for bæredygtighed.
Lidt om os
Ansgarkirken hører under Bispebjerg-Brønshøj Provsti og er beliggende i Nordvest kvarteret på Mågevej 33, 2400 København NV. Vi er et sogn, som pr. 1. januar 2024 har 10.090 indbyggere, heraf er 4.734 medlemmer af folkekirken.
Der er en præst ansat. Af øvrigt personale har vi - udover dig - en daglig leder/kordegn, to kirketjenere, to organister, tre musikmedarbejdere, en kirke- og kulturmedarbejder samt to kirkesangere.
Ansgarkirken arbejder ud fra værdier om medmenneskelighed, næstekærlighed samt mangfoldighed med respekt for hinanden, hvilket gør, at vi er med til at danne ramme om mange og meget forskellige typer aktiviteter.
Få mere at vide om kirken på vores hjemmeside på www.ansgarkirke.dk, www.facebook.com/Ansgarkirken eller instagram @ansgarkirken
Stillingen indeholder skiftende arbejdstider, der også omfatter aftener, weekender og helligdage. Årslønnen aftales inden for intervallet 249.025–321.112 kr ved en fuldtidsstilling. Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget ved en fuldtidsstilling udgør årligt 23.500 kr., for en fuldtidsstilling. Løn samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk 20/37. Alle beløb er i 2012 kr.
Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S) og Organisationsaftalen for kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirketjener eller graver indgået mellem Kirkeministeriet og Danmarks Kirketjenerforening og det tilhørende protokollat for kirketjenere. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Nuværende tjenestemandsansatte kirketjenere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Det er en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for kirketjenere gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start.
Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer samt børneattest.
Prøvetiden er 3 måneder.
Fanger dette din interesse, og kan du se dig selv som en af vores kollegaer, så send os dit CV samt ansøgning.
Har du spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte kordegn og daglig leder Augusta Rothe på tlf. 3834 4836. Augusta træffes onsdag-fredag kl. 10-14, samt tirsdag 14-18.
Ansøgningen stiles til Ansgarkirkens Sogns Menighedsråd, Mågevej 33, 2400 København NV og sendes med relevante bilag digitalt til: [email protected] mærket/emnefelt: "Kirketjener stilling marts 2025"
Ansøgningen skal være Ansgarkirken i hænde senest mandag den 14. februar 2025.
Der forventes to samtalerunder, som begge vil finde sted i uge 8 eller 9.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir