Vil du løse faglige udfordringer inden for områder med politisk opmærksomhed og stor samfundsmæssig værdi? Så er du måske vores nye kollega i By-, Land- og Kirkeministeriets departement. Om stillingen Du bliver en del af kontoret med ansvar for planlov, landdistrikter, vedvarende energi og turisme. I kontoret er vi pt to chefer og 18 medarbejdere, og vi er en blanding af generalister, jurister og kollegaer med en anden relevant akademisk baggrund. Vi lægger vægt på et godt fællesskab med respekt for hinandens fagligheder. Kontoret er en del af afdelingen By og Land, som også rummer kontoret for Ministeriets Økonomi og Styring. Vi arbejder tæt på det politiske niveau i betjeningen af vores minister.
Kontoret har særligt ansvar for policyudvikling og regulering. Opgaverne omfatter at understøtte regeringens arbejde i relation til turismeerhverv, bl.a. gennem udmøntningen af den nye nationale turismestrategi og forberedelse af det kommende danske EU-formandskab, som skal afvikles i anden halvdel af 2025. Derudover arbejder kontoret med rammerne for den fysiske planlægning i Danmark, herunder planloven, arealanvendelsen i det åbne land, sommerhusloven, kolonihaveloven og fingerplanen. Kontoret varetager desuden opgaver i relation til planlægning for vedvarende energi, herunder lov om testcentre for store vindmøller, udpegede energiparker og tiltag til planlægning for øvrig energiinfrastruktur. Kontoret koordinerer også indsatser i forhold til landdistrikter, der bl.a. omfatter Landdistriktspuljen og støtteordninger for lokale aktionsgrupper.
Arbejdsopgaver Dine arbejdsopgaver vil bidrage til et eller flere af kontorets centrale fagområder. Der er aktuelt stor efterspørgsel på styrkede tiltag inden for turismeområdet på tværs af kontorets opgaveportefølje. Arbejdsopgaverne er varierede og omhandler bl.a. ministerbetjening og politikudvikling af mere langsigtet og strategisk karakter. De nærmere opgaver tilrettelægger vi sammen ud fra dine kompetencer og interesser samt den løbende opgaveløsning og efterspørgsel efter ministerbetjening i kontoret.
Vi prioriterer udvikling og kompetenceudvikling højt, og der vil være mulighed for sparring med dygtige kollegaer i forhold til alle opgaver.
Du vil få en arbejdsdag, som er præget af den politiske dagsorden og kendetegnet ved, at du skal bidrage til at finde løsninger på forskelligartede problemer. Derfor vil du hver dag være i kontakt med samarbejdspartnere i departementet, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, andre ministerier samt interesseorganisationer.
Om dig Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse, fx inden for et relevant samfundsvidenskabeligt fag. Vi vægter dog relevant erfaring højere end din specifikke uddannelsesbaggrund.
Det er en fordel, hvis du har erhvervserfaring fra en politisk ledet organisation, herunder gerne et departement.
Vi lægger særligt vægt på, at du:
- er initiativrig, analytisk og arbejder selvstændigt,
- er god til at tilrettelægge processer,
- kan skabe overblik over og formidle komplekse sager, både skriftligt og mundtligt,
- interesserer dig for arbejdet i et politisk miljø og har politisk-strategisk sans,
- samarbejder godt både internt og eksternt,
- trives med en dynamisk hverdag, og
- har kendskab til problemstillinger vedr. enten udvikling af landdistrikter, planområdet, grøn omstilling eller turisme.
Løn- og ansættelsesvilkår Afhængig af dine kvalifikationer vil du blive ansat som enten fuldmægtig, special- eller chefkonsulent i henhold til overenskomsten for akademikere i staten.
Der er i forbindelse med ansættelsen mulighed for at forhandle et eventuelt kvalifikationstillæg.
Vi ser gerne, at du kan begynde senest den 1. marts 2025.
Er du interesseret? Vil du høre mere om stillingerne i kontoret, kan du kontakte chef for vedvarende energi og turisme Karin Ellen Kragshave på tlf.: 2051 9874 eller pr. mail
[email protected] eller kontorchef Lise Marie Buhl på tlf.: 2051 4921 eller pr. mail:
[email protected].
Ansøgningsfristen er den 15. januar 2025. Din ansøgning skal indeholde motiveret ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse (eksamenspapirer for både bachelor og kandidat) samt eventuelle referencer.
Vi forventer at holde samtaler i uge 4.
Om By-, Land- og Kirkeministeriet By-, Land- og Kirkeministeriets departement er beliggende i historiske omgivelser lige ved Christiansborg og med udsigt til de kongelige ridestalde. Du vil blive en del af en organisation med ca. 280 ansatte, hvor vores hverdag er præget af høj faglighed, engagement og samarbejde.
Ministeriet ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen. Du kan læse mere om By-, Land- og Kirkeministeriet på
www.blkm.dk.