Er du velfunderet i REACH og CLP lovgivning? Ved du, hvornår et sikkerhedsdatablad er korrekt? Og har du interesse i at undervise i udarbejdelse af kemiske risikovurderinger? Så er det dig, vi mangler.
Vi søger en kollega, der vil være med til at sikre, at Forsvaret overholder gældende kemikalielovgivning, og at Forsvarets medarbejdere dermed kan arbejde sikkert med kemiske produkter, der bruges til at vedligeholde materiel både i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Det spænder vidt, fra våbenolie over overfladebehandling af fly-stel til sløringsmaling af kampvogne.
Om os Forsvarets Laboratorium, beliggende på den tidligere Flyvestation i Værløse, består af 21 engagerede medarbejdere med forskelligt erfaringsniveau, hovedsageligt med en kemisk baggrund. Vores specialer inkluderer eksplosivstoffer, metallurgi, personlige værnemidler, galvano- og renseprocesser, polymerbaserede produkter og POL-området (petroleum, oil, lubricants). Vi er en god blanding af kvinder, mænd, unge og mere erfarne medarbejdere.
Vi vægter trivsel og samarbejde højt og har en uformel omgangstone med respekt for den enkelte. Vi støtter og deler viden med hinanden i hverdagen.
I vores Farlig Stofkontor, som lige nu består af 3 kollegaer, mangler vi en fjerde kollega – dig? Du skal bidrage til, at Forsvaret kan overholde kemikalielovgivningen og dermed understøtte, at brugerne kan arbejde sikkert.
Farlig Stofkontoret er en del af Forsvarets laboratorium, som er en sektion i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Forsvarets laboratorium har en opgave, når Forsvaret anskaffer det materiel. En del af anskaffelserne foregår som EU-udbud og kan f.eks. omfatte indgåelse af rammeaftaler på kemiske produkter.
Om stillingen Vi har en række opgaver klar til dig med gode muligheder for faglig og personlig udvikling.
Din dagligdag vil hovedsageligt bestå af opgaver, hvor du vil:
- Oprette og opdatere sikkerhedsdatablade i henhold til REACH/CLP. Til dette benyttes kemikaliestyringssystemet Chess.
- Deltage i undervisningen af forsvarets medarbejdere i brugen af Chess, hvilket vil medføre 10-20 rejsedage om året.
- Indberette giftige kemiske stoffer og blandinger (giftmeddelelser) til myndighederne.
- Udarbejde notificering til ECHA.
På længere sigt vil opgaverne udvides til:
- Deltagelse i det kemisk regulatoriske arbejde som omfatter implementering af både eksisterende og ny lovgivning.
- Besvare henvendelser både skriftligt og mundtligt fra forsvarets ansatte omkring bl.a. kemikalielovgivning og brug af Chess.
- Superbruger i Chess.
Du samarbejder tæt med 3 kollegaer i lignende roller, hvilket giver dig mulighed for kontinuerlig sparring. Du kommer endvidere til at samarbejde med brugere på værksteder og enheder i hele Forsvaret. Hvis det har din interesse, så kan du komme til at deltage i nationalt og nordisk samarbejde inden for fagområdet, bl.a. i Nordefco-regi.
Om dig Du har en grundlæggende viden om og interesse for kemi og kemikalielovgivning og de afledte opgaver, f.eks. beregning af klassificeringer for blandinger og gældende krav til udarbejdelse af sikkerhedsdatablade.
Din faglige baggrund er ikke afgørende, men du skal have en grundlæggende viden om kemi og REACH/CLP, f.eks. bachelor eller anden relevant uddannelse inden for det kemiske område.
For at få succes i jobbet, forestiller vi os, at du:
- Har erfaring med REACH/CLP.
- Har kendskab til Chess eller lignende systemer.
- Arbejder systematisk, detaljeorientret og med omhu.
- Er god til at dele din viden med både brugere og kollegaer.
- Er sikker i skriftligt engelsk, så du kan kommunikere med vores udenlandske leverandører.
- Har interesse og forståelse for IT.
Du vil primært få introduktion til opgaverne ved sidemandsoplæring, og du vil blive tilbudt relevante kurser efter behov, så du bliver i stand til at varetage rollen selvstændigt. Vi forventer ikke, at du er selvkørende fra dag ét.
Vi håber, at stillingen har fanget din interesse og ser frem til at modtage din ansøgning.
Ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst for den uddannelse, du besidder.
Som ansat i Forsvarsministeriets område, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Forsvarets Laboratorium, Henriette Agersnap, på mailadressen
[email protected] eller på telefon 728 15291, eller sagsbehandler for farlige stoffer Pia Larsen på telefon 728 15295.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på telefon 32 66 58 18.
Ansøgningsfristen er søndag d. 30. marts 2025, og vi forventer at afholde samtaler løbende.
Arbejdsstedet er i Værløse.
Vi vil bede dig søge stillingen via linket. Du anmodes om at vedhæfte relevante dokumenter som ansøgning, CV og uddannelsesbevis.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.