Her på Afdeling for Urinvejssygdomme på Herlev, er vi kommet godt i gang med 2025. Efter jul og vintermørke ser vi nu frem til lysere tider – og specielt glæder vi os til at modtage en ny kollega i vores gruppe. Vi synes selv at vores afdeling har meget at byde på – lige fra en unik sammensætning af skønne kollegaer til et veltilrettelagt arbejdsskema med et mix at varierede team- og turnusopgaver. Læs videre hvis det lyder spændende – så får du måske lyst til vide mere, søge stillingen, eller komme ud og besøge os Stillingen vi kan tilbyde dig, er med ren dagvagt.
Mødetiden taler vi om – men den vil ligge mellem 7.00 -15.30. Desuden er der NÆSTEN krav om hjemmearbejdsdage efter 4-6 måneders ansættelse (med mindre du selvfølgelig tilhører den hos os sjældne race, der gerne vil være i fremmøde hver dag, så KAN dette også godt lade sig gøre).
Vi er en stor multifacetteret og engageret lægesekretærgruppe og et godt mix af erfarne og relativt nyuddannede lægesekretærer. Vi har et godt sammenhold og hjælper hinanden på tværs af teams. I hverdagen er vi meget opmærksomme på hinandens trivsel og fokuserer hele tiden på den gode dialog med hinanden.
Som ny her hos os bliver du tildelt en mentor, som du kommunikerer med allerede før du starter. Vi lægger et introduktionsprogram som løbende tilpasses lige netop dig. Vi tilstræber at den meste oplæring i starten sker ved mentor og 1-2 andre kolleger mhp at sikre kontinuitet og kvalitet i oplæringen.
Vi arbejder teamopdelt i tværfaglige teams - og er organiseret med Anita som ledende lægesekretær og Jeanett som funktionsleder. Sammen står de for driften og den overordnede ledelse af sekretærgruppen.
I hvert af vores teams har vi en sekretærtovholder, som står for den daglige fordeling af vores arbejdsopgaver. Vores tre teamspecialer er nyre, prostata og urothel (blære).
Vi arbejder ud fra dagslister/besøgslister, hvilket betyder at vi gør den enkelte patient færdig når han/hun har været i ambulatoriet. Vi booker, registrerer, koder, påsætter og monitorerer forløbsmarkører, monitorerer på maksimale ventetider og kræftpakkekodning osv. Dette betyder at vi ”kommer hele vejen rundt om patienten” i én arbejdsgang. Tilsvarende har vi opfølgning af patienter fra vores sengeafsnit, hvor vi på samme vis kommer hele vejen rundt og registrerer operationskoder og sender epikrise/udskrivningskort til egen læge. Vi er med andre ord afdelingens controllere og vi har finpudset vores arbejdsgange og evaluerer og tilpasser dem løbende – hvilket betyder at de altid er toptunede.
Udover de faste opgaver i hvert team, har vi fælles opgaver som kører i turnus mellem de tre teams – hvilket sikrer variation og kompetencer for den enkelte sekretær/SAK.
Vi har regelmæssigt mono-og tværfaglige sekretærmøder (fremmøde og Teams), og fire gange årligt er der stormøde, hvor alle sekretærer deltager (fremmøde/og Teams).
Vi har p.t. tre sekretariater, hvor der er både faste pladser og delepladser, fordi de fleste af os også arbejder hjemme. Når du er oplært i basisopgaverne – og vi synes du er klar, kan du også begynde at have hjemmedage. Men i den første tid gerne vil have dig blandt os på Herlev hver dag. På den måde kan din mentor, og de kolleger der skal lære dig op, hele tiden stå til din rådighed. Det har vi erfaring for foregår bedst, når man er fysisk sammen.
I vores afdeling vægtes lægesekretærernes kompetencer højt af både ledelsen og vores tværfaglige samarbejdspartnere - og der arrangeres løbende formaliseret undervisning for os. Anita lægger vægt på kompetencegivende uddannelse, så mange af os er i gang med sundhedskommunomen, og derfor håber vi, at du også vil have lyst til videreuddannelse når du er faldet til hos os.
I 2024 gik vi over til GRUS frem for MUS. Herudover har vi 1:1 samtaler med Anita hvert år og en personlig udviklingssamtale.
Vores afdeling er praktiksted for SAK-studerende, som vi har ca tre af om året.
Vores nye kollega bliver tilknyttet urothelteamet, hvor Helle er tovholder. I alle teams deltager sekretærerne i vores MDT-konferencer, hvor vores rolle er central under afviklingen. I urotelteamet anvender lægerne talegenkendelse – men en sekretær er med til konferencerne mhp at facilitere processen – derfor skal du være indstillet på oplæring i dette og på at være lidt i fokus.
Afdelingen holder tværfaglig temadag i september, hvor alle deltager, ligesom vi har en julefest hvert år i november. Desuden tilstræber vi jule/nytårshygge en dag i december hvor vi hygger i gruppen et par timer en eftermiddag. Herudover arrangerer vi sociale sammenkomster udenfor arbejdstid af og til.
Da vi er en højt specialiseret urologisk afdeling med høj kompleksitet i opgaveløsningen vil vi rigtig gerne have at du - er uddannet lægesekretær/sundhedsadministrativ koordinator (dette er faktisk ufravigeligt)
- er ansvarsbevidst
- føler ansvar for at patienterne får det bedst mulige forløb på Afdeling for Urinvejssygdomme
- kan SP – eller har potentiale og lyst til at lære det
- arbejder struktureret og har overblik, også i pressede situationer
- både kan arbejde selvstændigt og indgå i teamsamarbejde
- vægter det tværfaglige og er opsøgende
- er god til at prioritere og ændre fokus hurtigt
- har et godt overblik og holder hovedet koldt
- har sans for detaljen
- tør sige din mening og spørge ind
- er løsningsorienteret og nysgerrig
- er grundig og sætter dig ind i opgaverne i takt med oplæringen
- har "teamspirit" og gode kommunikationsevner
- er imødekommende
Hos os får du
- erfarne, dygtige, engagerede og ikke mindst søde kolleger
- en god og respektfuld omgangstone
- kollegial omsorg og plads til et godt grin
- et godt tværfagligt samarbejde
- hjemmearbejdsdage
- Introduktionsprogram med mentorordning efter onboardingprincippet
- Erfarne tovholdere og funktionsleder
- Stabil, lægesekretærfaglig ledelse
- En lydhør, nærværende og sundhedsadministrativt interesseret afdelingsledelse
- Løbende specialeundervisning for sekretærgruppen
- Personligt kompetenceudviklingsprogram med gode muligheder for efteruddannelse
Stillingen ønskes besat 1.4.25 eller snarest derefter.
Hvis du synes vi lyder som et sted der kunne være noget for dig, kan du enten skynde dig at sende en ansøgning eller kontakte Anita, på tlf. 38689508, eller mail
[email protected] Du skal også være meget velkommen til at komme forbi til en snak og et kig før du sender din ansøgning – så skriver eller ringer du bare til Anita og aftaler et tidspunkt .
Ansøgningsfrist: tirsdag d. 12.2.25, - vi holder løbende samtaler – så vent endelig ikke med at kontakte os til sidste øjeblik!!!!
Ansøgning og CV sendes online via linket her på siden. Er du ikke uddannet lægesekretær/sundhedsadministrativ koordinator, vil du ikke komme i betragtning til stillingen.
Afdeling for urinvejssygdomme behandler patienter med nyre- og urinvejssygdomme, herunder sygdomme i nyrer, binyrer, blære, urinrør, prostata, testikler samt potensforstyrrelser. Afdelingen foretager behandling, pleje, kontrol og forebyggelse af medfødte og erhvervede sygdomme og skader både hos børn og voksne.