Søger du et fagligt udfordrende og altid spændende speciale med dygtige og omsorgsfulde kolleger, så kig med her! ”Jeg synes 3121 rummer en fantastisk kombination af en dygtig og rummelig personalegruppe, med et stærkt sammenhold og et spændende og udfordrende speciale, her føler jeg mig altid set og hørt”. – Sygeplejerske, Frederikke Vi er et højtspecialiseret kirurgisk afsnit, som modtager akutte patienter fra traumecentret bl.a. skud-, kniv- og trafiktraumer. Samt patienter fra andre hospitaler i Danmark, på Færøerne og i Grønland, til specialiseret kirurgisk behandling.
Derudover modtager vi patienter til planlagte specialiseret operationer, primært cancer sygdomme i mavesæk, tarme og lever. Vi har et tæt samarbejde med vores medicinske søsterafsnit omkring deres korttarmspatienter, så denne patientkategori vil du også møde på vores afsnit.
Kort om afsnittet: Vi er et mindre afsnit med 12 sengepladser, og en personalegruppe bestående af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og en farmakonom. Heriblandt 1 assisterende oversygeplejersker og 1 klinisk sygeplejespecialist som gør, at vi har mulighed for at sikre et højt fagligt niveau og fokusere på læring og udvikling.
Hvad kan vi tilbyde til din hverdag: Vi er en afdeling med korte indlæggelser og et højt patientflow.
Din hverdag vil være præget af sygepleje med udgangspunkt i den enkelte patients behov. Du vil have et tæt samarbejde med lægerne, hvor vi dagligt mødes til faglig gennemgang af patienter samt sparring og vidensdeling. Som en del af vores refleksion og udvikling i afdelingen, holder vi et dagligt statusmøde i plejegruppen, hvor vi tjekker op på om nogen har brug for hjælp til kliniske opgaver eller til faglig sparring.
Udover det tværfaglige samarbejde med lægerne, vil du også have et tæt samarbejde med vores fysioterapeuter omkring patienternes respiration og mobilisering. Samt vores farmakonom, som står for håndteringen af den daglige medicin.
Vi har i forbindelse med et pilotprojekt på Rigshospitalet haft fokus på, og mulighed for at udvikle vores onboarding af nye medarbejder. Vi kan derfor sikre et veltilrettelagt introduktions- og oplæringsprogram. Du vil blive tilknyttet 1 til 2 sygeplejefaglige mentorer, med prioritering af en grundig individuel introduktion og oplæring, som løber over det første år af din ansættelse.
I afsnittet prioriterer vi uddannelse og kurser højt. Vi vil gerne sikre udviklingen og vedligeholde det faglige niveau, samt kvaliteten i den sygepleje vi yder overfor vores patienter, så de kommer bedst muligt igennem deres kirurgiske forløb.
Sidst men ikke mindst, vil du blive en del af en skøn personalegruppe med masser af humor og omsorg for hinanden.
Du har også mulighed for at få et indblik i vores hverdag på vores Instagramprofil
@rh_gas.kir.3121.
Vi søger dig der: - Er god til at samarbejde og skabe relationer med patienter og kollegaer
- Kan bevare overblikket og have flere bolde i luften
- Vil bidrage til at værne om vores gode arbejdsmiljø, hvor vi har plads til humor og forskellighed samt øje for at hjælpe hinanden
- Er interesseret i at arbejde med højt specialiseret kirurgiske patienter
- Har lyst til at tilegne dig ny viden inden for vores speciale
Lysten til at arbejde med specialet er vigtigere end erfaring, da vi sørger for du får den rette oplæring.
Praktisk: - 37-timers stilling med blandede vagter.
- Weekendvagt hver 3. weekend i 8-timers vagter.
- Fleksibel arbejdstidsplan, hvor personlige ønsker prioriteres.
- Ansøgningsfrist er 17. januar 2025
- Tiltrædelse den 1. marts 2025.
- Ansættelsessamtaler holdes i uge 4.
Hvis ovenstående har vakt din interesse og du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Oversygeplejerske Anne-Sofie Skjoldann Jørgensen, tlf.: 3545 8197.
Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område mellem Sundhedskartellets parter, herunder Dansk Sygeplejeråd og Regionernes Løn- og Takstnævn.