Knudsøskolen står i en unik situation, hvor vi mangler en ny pædagog
pr. 1. marts 2025. Vedkommende skal i indeværende skoleår have alsidige opgaver. Udover at være fast i SFO/klub skal man også lave understøttende opgaver i undervisningstiden. Det være sig på børn med særlige behov, eller i situationer hvor der er CO-teaching og meget mere.
I kommende skoleår, altså 25/26, vil du indgå i Børnehaveklassen som klassepædagog sammen med Børnehaveklasselæreren.
Det kunne blive dig hvis du, ligesom os, brænder for et tæt samspil med børn, forældre og kolleger, hvor stærk faglighed, god kommunikation og et stærkt samarbejde vægtes højt!
Vi forventer af dig, som af alle vores kollegaer, at du er en tydelig, varm, humoristisk person med stort engagement for opgaven. Vi forventer også at du brænder for at arbejde med børnene ud fra vores værdigrundlag, hvor vi bla. arbejder for at alle elever, i deres skoletid og fritid, oplever et godt børneliv med leg, musik og natur som et vigtigt element.
Knudsøskolen er et lille og trygt læringsfællesskab beliggende ved Ry, midt i naturen, tæt på skov og sø, noget vi benytter ofte i undervisningen samt SFO og Klub regi. Vi er en Landsbyordning med skole, børnehave og vuggestue. Skolen har i kommende skoleår ca 225 skolebørn fra 0. - 6. klasse, 170 af dem går i SFO eller klub. Vi er en flok engagerede voksne, der trives i samarbejdet om vores kerneopgave, hvor musikalske og naturmæssige oplevelser er nøglebegreber.
Børnegruppen er som mange andre børnegrupper, unikke, individuelle, fantastiske og nysgerrige. Du skal derfor kunne lide at arbejde med alle slags dejlige børn.
Vi har gode traditioner og en fælles kultur som grundlag for udviklingen af læringsmiljøerne.
Skolen har en musik-/ og naturprofil, som alle børn nyder godt af.
Vi ønsker, at vores nye kollega kan varetage stillingen på mellem 32-37 timer/ugentligt.
Vi håber også at du har relevant erfaring som klassepædagog samt lyst til at planlægge og gennemføre en inspirerende og motiverende hverdag. Desuden er det vigtigt at du kan understøtte trivsel i børnefællesskaberne og vægter at dele og deltage i pædagogiske refleksioner med kollegaer. Sidst men ikke mindst er det vigtigt at du har overskud, er ansvarsbevidst, struktureret og selvstændig.
Vi kan tilbyde dig en arbejdsplads hvor der er tæt samarbejde med Børnehaven, SFO samt 0. – 3 årgang, som en del af vores arbejde med børnenes overgange. En arbejdsplads med faglig sparring og tæt samarbejde med skolens vejledere og nærmeste leder. Vi har engagerede kollegaer, både lærere og pædagoger, der vil og kan noget med deres fag.
Desuden en alsidig og spændende skolehverdag, hvor vi benytter os af Co-Teaching og som udgangspunkt er to voksne sammen i klasserne.
Vi vægter teamsamarbejde med kollegaer om planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning meget højt, og vi har en engageret forældrekreds, der bakker op om børnenes hverdag i skole og SFO/klub.
Fremtiden:Knudsøskolen står foran en spændende udvikling i de kommende år. Skolen er i vækst, og der er i den forbindelse truffet beslutning om at udvide med endnu en afdeling fra 2026. Dette betyder, at vores skole på få år vil vokse fra de nuværende 217 skolebørn til knap 500 elever.
Denne udvidelse er et resultat af, dels den store befolkningstilvækst der er i Ry og omegn, men også det store engagement og den positive udvikling, vi har set på skolen de seneste år. Vi er stolte af den kvalitet, vi tilbyder, og den trivsel, vi skaber for både elever og personale. Den kommende udvidelse vil give os mulighed for at fortsætte med at udvikle skolens faglige niveau og den sociale ramme, som gør Knudsøskolen til en særlig skole. Det forventes at man er indforstået med at man efter 2026 kan løfte sine opgaver i enten den ene eller anden afdeling.
Vil du vide mere om stillingen?Kontakt Viceskoleleder Jonas Højland på mail
[email protected] eller på telefon 51 14 29 17 for yderligere information.
Er man interesseret i et besøg er der ”fælles rundvisning” med andre evt. interesserede kandidater den 24. januar 2025 klokken 14.00.
Læs mere om os på
hjemmesidenFaktaAnsøgningsfrist den 26. januar 202.
Samtalerne afholdes den 29. januar 2025 mellem 14 og 17
Det forventes at man kan starte stillingen 1. marts 2025
I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.