Vil du være med til at ruste Danmark til den nye sikkerhedspolitiske situation? Trives du i et dynamisk arbejdsmiljø tæt på den politiske beslutningsproces, har du gode formidlingsevner, og er du klar på at løfte et stort fagligt ansvar. Så er det måske dig, vi leder efter.
Vi står i en af de største sikkerhedspolitiske omvæltning siden Anden Verdenskrig. Forsvarsministeriets koncern er i gang med en omfattende strategisk ændring og historisk opbygning. Opgaverne har aldrig givet mere mening end nu. Vi søger lige nu kollegaer, som vil være med til at drive udviklingen.
Om os Kontor for Forsvar og Hjemmeværn er ressortansvarlig for Forsvarskommandoen og Hjemmeværnet. Vi er bindeledet mellem dem og forsvarsministeren, ligesom vi understøtter en balanceret udvikling i opbygningen af Forsvaret.
Vi følger de større politiske aftaler og implementeringen af de vigtigste kapaciteter, så der er sammenhæng mellem politiske beslutninger og den operative virkelighed.
Vi er et tværgående kontor med et bredt ansvar, der er blevet styrket afledt af aftalen om Accelerationsfonden. Derfor er vi ved at samle et stærkt team. Vi vægter fagligheden højt og udvikler kontoret i fællesskab; en proces, som du vil blive en del af.
I Forsvar og Hjemmeværn har vi ansvaret for opgaver inden for blandet uddannelse af personel, frivillige, opbygning af kapaciteter og vi følger de større forligsprogrammer om opbygning af brigade og ny værnepligt. Vi arbejder samtidig med hele Forsvarets areal- og bygningsområde, som også indebærer den tværministerielle koordinering af regeringens grønne dagsorden i relation til forsvarsområdet.
Om stillingen Vi har åbninger til flere rutinerede sagsbehandlere, som er klar til at levere og sætte fart på egen udvikling. I Kontor for Forsvar og Hjemmeværn kan du forvente en udfordrende og varieret hverdag, hvor du både vil arbejde med langsigtede processer og aktuelle politiske sager.
Du vil blive en del af et hold, der består af både militære og civile medarbejdere, hvor du vil få ansvaret for sagsbehandlingen af emner primært relateret til militære kapaciteter. Opgaverne indebærer blandt andet:
- Udarbejde beslutningsoplæg, mødemateriale, orienteringer mv. til ledelsen, ministeren, regeringen og forligskredsen.
- Besvare Folketingsspørgsmål, borgerhenvendelser og pressehenvendelser.
- Følge fremdriften i implementering af de vigtigste forligsinitiativer.
- Indgå i arbejdet med større analyser og projekter.
I hverdagen vil der være behov for, at du tager ansvar, koordinerer og sikrer fremdrift i dine sager. I takt med din onboarding og udvikling i kontoret kan du forvente at udvikle dit sagsområde i balance mellem kontorets opgaver, dine kvalifikationer og interesser.
Om dig Vi forestiller os, at du har en relevant lang videregående uddannelse fx samfundsvidenskabelig med et højt fagligt niveau og med erfaring fra den offentlige forvaltning.
Dagene er sjældent forudsigelige, så du skal kunne omstille dig og trives med at skabe resultater også når rammerne løbende udvikles. Du er selvkørende og har en god evne til at se, hvad der er vigtigt.
Skriftlig kommunikation og evnen til kort at kunne udtrykke komplekse fagområder præcist er vigtige kompetencer. Vi forventer, at du er engageret, initiativrig og har et positivt drive for at gøre en forskel.
Gode samarbejdsrelationer er også afgørende for succes og et godt arbejdsmiljø, så det er vigtigt, at du kan skabe relationer med kollegaer på alle niveauer og på tværs af fagligheder.
Det vigtigste er dog, at du er motiveret for at indgå i et fagligt ambitiøst team og levere kvalitet for hurtigt og sikkert at øge kapaciteten i Forsvaret og Hjemmeværnet.
Ansættelsesvilkår Afhængigt af dine kvalifikationer og din erfaring vil du blive ansat som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent.
Du ansættes og aflønnes efter gældende overenskomst, og der er i forbindelse med ansættelsen mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg med afsæt i erfaring og kompetencer.
Hvis du er officer fra Forsvaret, vil ansættelsen kunne ske efter protokollat om officerer under Forsvarsministeriet til den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten. Indplaceringen vil være i løngruppe fem.
Hvis du ønsker at høre mere om løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakt HR-konsulent Anja Baldorf på 32 66 59 51.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Dit daglige tjenestested er Holmens Kanal 9, 1060 København K.
VI GLÆDER OS TIL AT HØRE FRA DIG Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte souschef Anne Viftrup Hansen på 61 87 14 14 eller kontorchef Jonas Bille på 22 70 43 82.
Ansøgningsfristen er den 21. april 2025. Vi holder samtaler løbende.
Du søger stillingen ved at sende dit CV, motiveret ansøgning, uddannelsesbevis og andre relevante dokumenter via linket nedenfor. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Vi glæder os til at få dig med om bord, så vi sammen kan gøre en væsentlig forskel for alle vores kollegaer i Forsvarsministeriets koncern – både dem i felten og dem bag skrivebordene.
Læs mere om Forsvarsministeriet som arbejdsplads på www.fmn.dk