Du vil som praktikant på Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) få mulighed for at styrke dine faglige kompetencer i en organisation med opgaver af stor samfundsmæssig betydning for danske dagtilbud og uddannelser. Lyder det som noget for dig?
EVA’s kerneopgave er at gøre uddannelser og dagtilbud bedre
EVA bidrager gennem analyser, anbefalinger og vidensformidling til at styrke kvaliteten inden for dagtilbud for børn, grundskole, ungdomsuddannelser, videregående uddannelse samt voksen- og efteruddannelse. Som praktikant hos os bliver du en aktiv del af projektarbejdet på EVA, du vil blive fagligt udfordret, og du får mulighed for at udbygge dine analytiske og metodiske kompetencer.
Projektorienteret fagligt miljø
Som praktikant på EVA kan du gennem projektorienterede forløb bl.a. være med til at gennemføre interviews, lave observationsstudier, udvikle spørgeskemaer, gennemføre statistiske analyser og formidle resultater. Typisk vil du blive tilknyttet to-tre forskellige projekter, og du vil få mulighed for at følge projekter i alle faser fra start til slut.
Sammen med dygtige kolleger fra den enhed, du bliver tilknyttet på EVA, vil du indgå i et miljø, der er kendetegnet ved faglige diskussioner, stor handlefrihed og høj kvalitet i opgaveløsningen. Du vil blive inddraget på lige fod med EVA’s konsulenter i enheden og på tværs af organisationen – både fagligt og socialt – under hensyntagen til, at du får et lærerigt forløb, der kan gavne dig i din videre uddannelse.
Stærke analytiske og metodiske kompetencer
Vi søger selvstændige og engagerede praktikanter, der har mod på og evner til at spille en vigtig rolle i gennemførelsen af vores undersøgelser og evalueringer. Vi forestiller os, at du har interesse i uddannelses- eller dagtilbudsområdet, og at du er i gang med enten en samfundsvidenskabelig bachelor- eller kandidatuddannelse, fx sociologi, statskundskab eller økonomi, eller en pædagogisk bachelor- eller kandidatuddannelse.
EVA stiller høje faglige krav – også til vores praktikanter. De vigtigste krav er, at du har:
Det kan du komme til at beskæftige dig med som praktikant på EVA:
Dagtilbud: Som praktikant i enheden for dagtilbud kan du komme til at bidrage til vores projekter inden for kvalitet i dagtilbud, faglig ledelse, børneperspektiver, rekruttering - for blot at nævne nogle. Du vil fx kunne komme til at gennemføre interviews, lave observationsstudier, udvikle spørgeskemaer, gennemføre analyser og formidle resultater til forskellige målgrupper.
Grundskole: Som praktikant i EVA’s enhed for grundskole kan du fx komme til at arbejde med udviklingsprojekter om praksisfaglighed i udskolingen, evalueringsprojekter om co-teaching på mellemtrinnet eller undersøgende projekter om skolestartsmodeller i indskolingen. I grundskoleenheden – såvel som på resten af EVA – arbejder vi med et bredt udsnit af kvantitative og kvalitative metoder, og du vil derfor få rig mulighed for at gøre dig erfaringer med forskellige metodiske tilgange.
Ungdomsuddannelse: Som praktikant i enheden for ungdomsuddannelser kan du komme til at arbejde på et stort projekt om unges valg af ungdomsuddannelse, hvor vi følger en stor gruppe unge, og undersøger hvilke overvejelser de har om deres valg af ungdomsuddannelse i udskolingen, og hvordan de oplever de aktiviteter, der skal understøtte valget. Du kan også komme til at arbejde med undersøgelser om erhvervsuddannelser, gymnasiet eller det forberedende grundforløb (FGU). Du vil fx kunne arbejde med kvalitative interviews med elever/unge, bearbejdning og analyse af spørgeskema- og interviewdata, og formidling af indsigter fra undersøgelserne.
Videregående uddannelse: Som praktikant i EVA’s enhed for videregående uddannelse kan du komme til at deltage i opstarten af et større projekt om studiemiljø, trivsel og god undervisning på universiteterne. I foråret 2025 skal vi bl.a. gennemføre en kortlægning af international forskning og en række kvantitative analyser af trivsel og frafald blandt universitetsstuderende baseret på dels registerdata, dels EVA’s egne surveydata.
Sådan søger du
De projektorienterede praktikforløb løber over ét semester med start den 1. februar 2025. Der er som udgangspunkt tale om en fuldtidsstilling, men vi overholder selvfølgelig eventuelle regler om arbejdstid fra dit uddannelsessted. Forløbet honoreres med en månedlig erkendtlighed efter gældende regler.
Ansøgningsfristen er den 1. oktober 2024. Du kan søge ved at uploade ansøgning, CV og relevante eksamenspapirer i HR Manager via vores hjemmeside www.eva.dk/job-hos-eva. I ansøgningen bedes du ud over din motivation for at søge redegøre for, hvilket område du er interesseret i – gerne med angivelse af metodiske præferencer. Vi forventer at indkalde til samtale løbende.
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål eller vil høre mere om praktikforløb, kan du kontakte: chefkonsulent Hanna Sommersel fra EVA’s enhed for dagtilbud på [email protected] eller på 35 25 46 46, konsulent Tanja Pedersen Holt fra EVA’s grundskoleenhed på [email protected] eller på 35 25 46 22, chefkonsulent Kristine Hecksher fra enheden for ungdomsuddannelse på [email protected] eller 20 37 57 52 og chefkonsulent Bella Marckmann fra enheden for videregående uddannelser på [email protected] eller på 35 25 46 43.
EVA er den ambitiøse arbejdsplads
EVA er en arbejdsplads, som har store ambitioner for den enkelte medarbejders faglighed, udvikling og karriere, men også for det sociale liv. Som ansat på EVA kan du arbejde hjemmefra to dage om ugen og under transporten til og fra arbejde.
EVA er en selvstændig statslig institution under Børne- og Undervisningsministeriet. Vi holder sammen med en række andre institutioner til på Østre Skole, et nyt uddannelses- og læringscenter i Holbæk. Det tager ca. 45 minutter med toget fra København, og kun 8 minutter at gå fra Holbæk Station til EVA. Din praktikperiode vil derfor forløbe i vores lokaler i Holbæk, Tidemandsvej 1, 4300 Holbæk.
Du kan læse mere om EVA på www.eva.dk.
Danmarks Evalueringsinstitut opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir